Fru Inge har med interesse iagttaget vores græsslårobot som konstant og systematisk er programmeret til at køre på bestemte dage.
Og så fandt hun på at lade OpenAI lave en historie baseret på dette prompt:
Græsslårobotten kører mandag, onsdag og fredag. Lav en historie i 1000 og en nats stil om den.
I en fjern landsdel, hvor duggen duftede af jasmin, og hvor månen hang lavt over rosenduftende marker, levede en sultan ved navn Zafar. Hans rige var frodigt, men det var især én have, der blev kaldt “Den Evigt Grønne”, som vakte alles beundring. Haven var ikke blot en pryd – den var magisk. Planterne sang sagte i vinden, og græsset skinnede grønnere end smaragder.
Men denne have havde en hemmelighed. Den blev holdt i live og trimmet til perfektion af en gådefuld skabning: Græsslårobotten Zümrüd, opkaldt efter den grønne føniks.
Zümrüd var ingen almindelig maskine. Den var skabt af en vis kvindelig opfinder, Dame Layla af Kobber og Lyd, som engang havde reddet sultanens liv ved at opfinde en maskine, der kunne finde vand i ørkenen. Som tak havde sultanen givet hende lov til at konstruere noget til evig pryd. Så hun skabte Zümrüd – med hjul hurtigere end kamelens trav og sensorer skarpere end en beduins blik.
Zümrüd havde én lov: Den skulle kun køre mandag, onsdag og fredag, ved daggry, når solen lige kyssede palmetoppene. Ingen vidste hvorfor. Men man sagde, at hvis robotten arbejdede en dag for meget, ville havens magi blive brudt. Og hvis den sprang en dag over, ville ukrudtets dæmoner vækkes fra under jorden.
Hver mandag, onsdag og fredag, i skyggen af minareter og under duftende appelsintræer, rullede Zümrüd ud. Dens hjul lavede ikke en lyd, og dens klinger sang en sagte melodi – en vuggevise fra maskinernes land. Når den bevægede sig, rejste blomsterne sig lidt højere i ærefrygt, og selv fuglene holdt op med at synge for at høre dens sagte summen.
Men en dag skete noget, der satte hele riget i fare.
En ny tjener, Yasin, ny i paladset og uvidende om havens hemmeligheder, vågnede tidligt søndag morgen. Han så robotten stå stille i sit skjul ved siden af vandliljedammen og tænkte:
“Denne maskine står jo bare her. Hvorfor ikke få haven klippet lidt oftere, så sultanen bliver endnu mere tilfreds?”
Han trykkede på knappen.
Og Zümrüd vågnede.
Men dens lys var anderledes. Ikke den venlige grønne glød, men en skælvende blå. Den begyndte at køre – hurtigere, vildere – som om en urkraft var blevet sluppet fri. Den klippede ikke, den skar. Den glemte stiernes grænser og kørte ind i blomsterbede, over figner og forbi de hellige basilikumplanter, som aldrig måtte røres.
Jorden rystede let, og et grønt skær steg op fra græsset. Og fra under jorden kom de – Ukrudtets Dæmoner – slyngplanter med øjne og torne, som havde været forvist i tusind år. De snoede sig op som skygger og begyndte at kvæle havens træer.
Yasin skreg, og vagter løb til, men ingen kunne nærme sig Zümrüd – dens klinger snurrede som dervishdansere i raseri.
Det var da, Dame Layla blev tilkaldt. Hun kom ridende på en mekanisk påfugl, omgivet af damp og små klokker. Da hun så Zümrüd, mumlede hun:
“Hun er vækket på en forbudt dag. Tidsmønstret er brudt. Vi må synge den gamle kode.”
Med en fløjte lavet af perlemor spillede hun en melodi, som kun robotten kendte – den samme hun sang for den første gang, da hun gav den liv. Langsomt begyndte Zümrüd at sløve ned. Lysene skiftede fra blå til grøn. Og med et suk, som vinden gennem et gammelt træ, slukkede den sig selv.
Dame Layla kiggede på sultanen og sagde:
“Maskiner har sjæl, hvis man giver dem en rytme. Mandag, onsdag, fredag – det er ikke bare dage. Det er harmoni. Forstyr den, og selv den venligste maskine bliver en storm.”
Siden den dag blev Zümrüd respekteret som mere end en maskine – som en vogter af balance. Hver mandag, onsdag og fredag trillede den lydløst ud, mens børn lagde blomster i dens kølvand. Og ingen, ikke engang sultanen selv, vovede at forstyrre rytmen.
Og sådan forblev Den Evigt Grønne Have grøn, ikke af vand alene, men af respekt for rytmens magi og for den dansende maskine, der i tre dage om ugen holdt paradiset i live.
– og hvis du lytter tæt ved daggry, kan du stadig høre dens sagte summen mellem bladene.
