Roger Pielke Jr. har opdateret tidsserien for forholdet mellem amerikanske CO₂‑udledninger fra fossile brændsler og bruttonationalproduktet (BNP) målt i faste 2025‑dollar. Denne fremstilling gennemgår datagrundlaget, skitserer de centrale tendenser og diskuterer de vigtigste faktorer, der har formet udviklingen fra 1992 til 2025.
Her er et resume af hans blogopslag: (kræver abonnement)
Datagrundlag og metode
Analysen kombinerer årlige BNP‑tal fra Office of Management and Budget med emissionsdata fra U.S. Energy Information Administration. Værdierne for 2024 og 2025 er fremskrivninger fra EIA’s Short‑Term Energy Outlook af 10. juni 2025. Seriens startpunkt – 1992 – markerer året for FN’s Rio‑konference, hvor klimapolitik blev forankret internationalt. Indikatoren CO₂ pr. BNP‑enhed eliminerer konjunkturudsving og giver et strukturelt mål for økonomiens kulstofintensitet.
Trend 1992‑2005 – moderat forbedring
I den første periode følges økonomisk vækst og emissioner ad. Trods gradvise effektiviseringer falder CO₂‑intensiteten gennemsnitligt mindre end én procent om året. Forbruget af kul er fortsat dominerende, og naturgas spiller endnu en sekundær rolle i elproduktionen.
Trend 2006‑2025 – dekobling
Fra 2006 fragmenteres koblingen mellem BNP og CO₂. Den samlede økonomi fortsætter med at vokse, mens de absolutte emissioner begynder at falde. Kulstofintensiteten reduceres næsten lineært med omkring to procent om året, hvilket samlet medfører et fald på cirka 55 procent gennem hele observationsperioden.
Drivkræfter
Det kraftige fald i kulforbruget er den dominerende faktor. Naturgasproduktion via hydraulisk frakturering er udbygget betydeligt og har erstattet kul i stor skala. Naturgas udleder omtrent halvt så meget CO₂ pr. energienhed som kul, og substitutionen har derfor markant effekt. Samtidigt har omkostningsfald for vind‑ og solceller accelereret udbygningen af CO₂‑fri elektricitet. End‑use energieffektivitet er forbedret i industri, byggeri og transport, hvilket yderligere reducerer energiefterspørgslen pr. BNP‑enhed.
Fremadrettet potentiale
Hvis det lineære fald fortsætter, forventes kul at være udfaset i begyndelsen af 2030’erne. Yderligere dekarbonisering vil herefter afhænge af teknologier som avanceret kernekraft, storskala CO₂‑lagring samt elektrificering af transport‑ og varmesektoren baseret på CO₂‑fri produktion.
Politiske implikationer
Tidsserien indikerer, at stabile teknologiske og markedsdrevne mekanismer kan levere betydelige reduktioner uden kontinuerlig politisk styring. En prioritering af rammevilkår, der fastholder mindst den historiske reduktionsrate på to procent om året, fremstår som en pragmatisk strategi. Langsigtede investeringer i innovationskapacitet er vigtigere end kortsigtede kvoter for enkelte energikilder.
Konklusion
USA’s kulstofintensitet er reduceret næsten lineært siden 1992. Hovedårsagerne er fald i kulforbruget, øget gasbaseret produktion, stigende andel af CO₂‑fri el og løbende effektiviseringer. Opretholdes samme reduktionshastighed, forventes netto‑nul‑emissioner i anden halvdel af dette århundrede. Fokus bør være på at skabe stabile forhold for teknologiudrulning og omkostningsreduktion snarere end på detaljerede sektor‑ eller årstalsmål.
Alle tal er hentet fra Pielke Jr. (2025) og offentligt tilgængelige EIA‑kilder.
