Rygterne om, at verdenshavene er ved at være tømt for fisk, er stærkt overdrevne. I de sidste to årtier har de globale fangster ligget stabilt omkring 100 mio. tons om året, og flere af de vigtigste bestande er i dag bedre forvaltet end nogensinde. FAO’s spritnye “Review of the State of World Marine Fishery Resources 2025” (download her) er historiens mest detaljerede kortlægning af havets spisekammer – 2 570 individuelle bestande, analyseret af 650 eksperter fra 92 lande.
Nedenfor finder du de vigtigste pointer, krydret med økonomiske og historiske perspektiver.
Bæredygtighed: 65 % – men kløften vokser
Verdenshavene er ikke på randen af kollaps, men langt fra fredet heller. FAO vurderer, at 64,5 % af de analyserede bestande var biologisk bæredygtige i 2021, mens 36 % er overfiskede – og den usunde andel vokser med omkring ét procentpoint om året.
For at sætte tallene i perspektiv: Hvis 35 % af landbrugsproduktionen var uholdbar, ville det vække alvorlig bekymring – det samme bør gælde for fiskeriet.
De store fiskerier gør det bedre end de små
Kigger man på vægten af landinger, kommer 77 % fra bæredygtige bestande.
Høje landingsværdier gør det rentabelt at investere i solid forvaltning. Små kystfiskerier mangler ofte samme incitamenter og kontrol – her er der størst risiko for overudnyttelse.
Hvor i verden går det godt – og skidt?
| Område | Bæredygtige bestande |
|---|---|
| Nordøstlige Stillehav (Area 67) | 93 % |
| Sydvestlige Stillehav (Area 81) | 86 % |
| Nordsøen (del af Area 27) | ~70 % |
| Østersøen (del af Area 27) | ~15 % |
| Østatlanten, Central (Area 34) | 47 % |
| Middelhavet & Sortehavet (Area 37) | 35 % |
| Sydøstlige Stillehav (Area 87) | 46 % |
De to Stillehavsregioner viser, hvad årtier med kvoter og videnskabsbaseret rådgivning kan udrette. Nordsøen klarer sig også rimeligt med størstedelen af kvoterne sat efter MSY‑rådgivning, mens Østersøen fortsat er presset – flere nøglebestande (torsk, sild, laks) ligger under biologiske grænser trods meget lave eller nul‑kvoter. Den Øst‑centrale del af Atlanterhavet har lignende udfordringer som det Sydøstlige Stillehav: mange kystnationer, fragmenteret forvaltning og datamangler.
Nye metoder, mere data
- 74 % af de globale landinger er nu dækket af egentlige bestandsvurderinger – et kvantespring fra tidligere rapporter.
- FAO’s nye tre‑trins‑model (Tier 1 til 3) betyder, at kun 19 % af bestande har en “guldstandard”-analyse, mens hele 59 % stadig beror på datafattige tilgange.
Det svarer til at køre budget i Excel, mens vi drømmer om et fuldt ERP‑system – bedre end ingenting, men ikke præcist nok til strategiske beslutninger.
Det økonomiske take‑away
Førstegangsværdien af det globale capture‑fiskeri lå på cirka 157 mia. USD i 2022, hvilket svarer til omkring 0,15 % af verdens samlede BNP. Medregner man akvakultur lander den samlede akvatiske fødeværdikæde på cirka 452 mia. USD eller 0,45 % af BNP (kilder: FAO 2024; IMF 2025).
Fiskeriet leverer protein til over tre milliarder mennesker og understøtter millioner af arbejdspladser. Når 77 % af omsætningen allerede kommer fra bæredygtige bestande, er det et bevis på, at biologi og bundlinje kan gå hånd i hånd. Udfordringen er de sidste – og ofte små – fiskerier, hvor lave marginer frister til overfiskeri. Her må vi, som branche og samfund, gøre det billigere at fiske bæredygtigt end at slide bestanden ned.
Hvad betyder det for Danmark?
- Markedsadgang: EU’s og nu også WTO’s nye subsidiekrav vil stille skarpt på dokumenteret bæredygtighed. Danske eksportører får en konkurrencefordel, hvis de kan fremvise solide data.
- Innovation: Selektive sorteringsriste, AI‑styrede trawldøre med justerbar åbningsvinkel, smart‑trawl med realtidskameraer, hybridfremdrift og satellit‑baseret fangstsporing er eksempler på moderne fiskeriteknologi, hvor dansk udvikling kan øge selektivitet, reducere brændstofforbrug og sænke CO₂‑udledning.
- Politik: Når overfiskede bestande stiger med 1 % om året, er status quo farligt. Det er tid til at presse på for tværnational forvaltning, især i Middelhavet og i den Øst‑centrale Atlanterhav, hvor mange danske fartøjer opererer som underleverandører.
Konklusion: Vi har ikke råd til at fiske i blinde
Historien viser, at mangel på data næsten altid fører til overudnyttelse – tænk Grand Banks-torsken i 1990’erne. Med FAO’s nye rapport har vi endelig et mere fintmasket net af viden. Nu gælder det om at bruge tallene – ikke bare læse dem.
Vil du have flere indsigter eller diskutere konkrete løsninger? Smid en kommentar eller tag fat i os hos Dahl‑Madsen ApS.
