Her er endnu en offeromkostning af den store opmærksomhed – og det spild af penge – der lige nu rettes mod den grønne omstilling: tuberkulose.
- 1,25 millioner mennesker døde af TB i 2023, trods at sygdommen kan forebygges og helbredes (Verdenssundhedsorganisationen).
- 10,8 millioner blev syge samme år (Verdenssundhedsorganisationen).
- TB er dermed formentlig igen verdens mest dødelige infektionssygdom – foran både hiv/aids og covid‑19 (Verdenssundhedsorganisationen).
Pengefloden løber et andet sted hen
Mens TB‑indsatsen i 2023 kun fik 5,7 mia. USD på verdensplan (Verdenssundhedsorganisationen), blev der i 2021‑22 kanaliseret 1,3 * billion USD* årligt til klimafinansiering .
Sagt med andre ord: For hver dollar det globale samfund bruger på at bekæmpe tuberkulose, bruger vi cirka 225 dollar på klimaet. Det er selvfølgelig nobelt at ville redde planeten, men tallene viser en brutal prioriteringsskævhed, når én sygdom alene tager over en million liv årligt.
Økonomien i at redde liv
Ifølge en nylig cost‑benefit‑analyse kan en aggressiv TB‑plan redde knap én million liv om året til en marginalpris på cirka 2.000 USD per liv (P4H Network). Til sammenligning ligger mange klimatiltag i størrelsesordenen 100‑500 USD per ton CO₂ – uden direkte at redde menneskeliv her og nu.
Selv hvis verden investerede de 22 mia. USD om året, som FN’s medlemslande har lovet inden 2027, svarer det stadig kun til mindre end to procent af den årlige klimafinansieringsstrøm (Verdenssundhedsorganisationen).
Hvorfor ser vi væk?
- Ulig eksponering. TB er stort set udryddet i høj‑indkomstlande, men florerer i Indien, Indonesien, Afrika syd for Sahara m.fl. Når sygdommen ikke slår os selv ihjel, har den det med at ryge af forsiden.
- Slow burner‑effekten. TB spreder sig langsomt sammenlignet med ebola eller covid‑19 og mangler breaking‑news‑krydderiet.
- Klimapolitikkens mediesug. Klimaet har fået et klart pr‑monopol, som både politikere og virksomheder profiterer af. TB har ingen “grøn vækst”‑narrativ at sælge.
En tur i tidsmaskinen
I 1750’ernes London døde omkring 1 % af befolkningen hvert år af “tæring” (Our World in Data). Siden har antibiotika, bedre boliger og ernæring gjort TB til fortid i Vesten. Historien viser altså, at vi ved, hvordan man slår sygdommen tilbage – hvis vi vil.
Så hvad skal der til?
- Screene og behandle de 4‑5 millioner “missing cases”, som aldrig diagnosticeres.
- Skalere nye værktøjer: billige hurtigtests, kortere medicinregimer og den første effektive voksenvaccine, som er på vej i fase‑III.
- Hæve finansieringen til minimum de 22 mia. USD om året og 5 mia. USD til forskning – en promille af globalt sundheds‑ og klimabudget tilsammen.
- Tænk i offeromkostninger. Hver gang vi pumper milliarder i marginale CO₂‑reduktionsprojekter med tvivlsom effekt, kunne de samme penge redde titusinder af menneskeliv fra TB.
Konklusion
Prioritering handler ikke om at vælge mellem klima og sundhed, men om at få mest mulig menneskelig velfærd for hver krone. Tuberkulose er en tragisk påmindelse om, at fokus og funding kan blive så ensidigt, at vi ignorerer lavthængende frugter, der bogstaveligt talt kunne redde millioner – til spotpris.
Det er på tide, vi kigger den gamle “tæring” i øjnene igen og spørger: Hvad koster det os egentlig at lade være?
