Det begyndte med en tavshed så tyk, at selv syrenerne holdt op med at ånde. Himlen havde fået den sygelige farve, som kun optræder, når kosmos’ tynde hinde løfter sig og lader os ane mekanikken bag. Inge trådte ud i haven med kameraet i hånden, stille som en præcis kirurg på vej mod et fremmed hjerte. Over taget svævede månen – ikke blot rød, men som en glødende pupil, der så tilbage på os med et antikt og uvenligt blik.
Da hun løftede kameraet, skælvede luften, som når en gammel orgelpibe tager den første tone efter mange års tavshed. En lyd—et hyl med metal i—skar gennem mørket, og jeg så hendes skygge svulme og krumme sig, som om knoglerne selv huskede en ældre arkitektur. Hun vendte sig mod mig, og i det udhulede skær fra blodmånen var hendes ansigt ikke længere hendes, men en gammel slægts efterladte prototype: øjne som vædderblod, tandrækker af koldt kridt, en pels der voksede frem som rim på et råddent vindue.
Jeg flygtede. Ikke med den værdighed, man i dagtimerne ville have forsvoret, men med det primitive instinkt, der fik de første mennesker til at tegne tænder på grottens vægge. Hun fulgte efter, let og ubesværet, som om tyngdeloven var en høflig henstilling, hun ikke mere behøvede at efterkomme. I bryggerset, hvor vores hus’ mere prosaiske helte bor—skruetrækker, forlængerledninger og den krukke hvidløg jeg har insisteret på at gemme mod influenzaer og vampyrmyter—snublede jeg ind i en sidste idé.
Jeg rev låget af. Den skærende, mineralske duft af svovlforbindelser væltede ud—en bondsk, jordbunden kemi, som laboratorierne kalder den, men som ældre folk véd er selve solens sved fanget i en plante. Da Inge trådte ind, bøjede jeg mig frem og pressede krukken helt op mod hendes næsebor. Hun standsede, ikke i vrede men i den stumme forundring, som når et urværk finder sit gamle nulpunkt. Et øjeblik svingede verden tilbage i sin kedsommelige bane, og pelsen trak sig tilbage som et fejlbegreb, man pludselig har fået rettet.
Hun vaklede og var igen min Inge: kold, bleg, og med kameraet dinglende som et forældreløst bevis. Vi sagde ikke meget; der er grænser for, hvad ægtefolk kan give sprog, uden at sproget selv begynder at klø. Jeg bar krukken tilbage på hylden, som man sætter en bog om blasfemisk geometri tilbage uden at åbne den.
Men da jeg senere tørrede bryggersgulvet af, lagde jeg mærke til noget. Under hylden, i den smalle skygge, hvor støv samler sig i fred, lå en enkelt hvidløgsfed delt på langs—ikke skåret, men spaltet, som af en negletynd klo. Den udsendte en svag, sødlig stank af jern. Ude i haven var månen gledet bag skyer, men den orange glød sad endnu fast i træernes kroner som brændmærker.
Natten var stilnet, ja, men kun på den måde et dyr stilner, når det lægger sig i skjul. Og i Inges søvn—tavs, regelmæssig, næsten trøstende—hørte jeg med mellemrum en dyb, afmålt rumlen, der ikke var snorken. Jeg vil lade krukken stå fremme i morgen. Ikke fordi jeg tror på gamle fabler, men fordi jeg nu véd, hvor tynd den film er, der adskiller vores kølige verden fra den anden, hvor måner får tænder, og kærlighed må løses med et skår hvidløg.
