Ostehuleren fra Vester Skerninge

Man skærer pænt.
Man skærer ret.
Man skærer aldrig i midten, sagde min farbror og holdt den gule danbo som et lille solur i hånden. Han var mejerist, og hans stemme havde centrifugens ro. “Snittets retning er sindets retning,” sagde han, som om det stod i lærebogen mellem kasein og pH.

Vester Skerninge var ryddeligt. Selv luften stod i lige linjer over markerne. Jeg boede hos farbror og faster, til jeg blev atten. Badminton tirsdag. Fodbold torsdag. Lektier, hovedregning, husk at puste lys ud. Jeg lærte alt det rigtige. Og alligevel.

Jeg begyndte at hule ost ud.

Ikke med ond vilje, bare med ske. En lille grotte først. Et geologisk forsøg. Et forsøg på luft i et landskab af skiver. Skorpen stod tilbage som kystlinje, og inde bagved åbnede der sig en havn. Man kunne lægge skeen på tværs, når ingen så det, og ro lidt rundt, som var man på søen. Man kunne høre sin egen vejrtrækning som tidevand.

— Hvem har lavet krater? sagde min faster.
— Det her er ikke en øvelse, sagde min farbror.

Som mejerist gjorde han, hvad mejerister gør: indførte system. Ostekladde: Dato, mærke, vægt, snit. Trådskærer med lille vaterpas. Termometer til køleskabet og et skema over “optimalt snitmiljø” (7–9 °C). I Brugsen nikkede han til disken, som om han talte med kolleger i hvidt. Jeg skrev mit navn på madpakken i skolegården, men osten afslørede mig. Ikke på smagen. På fraværet.

Og årene gik. Jeg mødte Inge. Hænder, der kunne få ting til at holde op med at gøre ondt. Hun sagde ikke meget, men hun kiggede på verden, så den rettede sig. Vi flyttede sammen, og jeg lovede mig selv at blive et pænt menneske, et menneske med vinkelret.

Vi fik venner, som man får dem: Ebbe (parenteser i stemmen), Ulla (orden i kaos), og Bo & Helle (fælles kalendere, fælles beslutninger, fælles blikke). Vi drak kaffe om søndagen. Vi spiste brød, smør, noget syltet. Og ost. Det var her, hændelsen indtraf.

Protokol for søndag formiddag, klokken 09.42, hjemme hos os

1. Inge åbner køleskabet.
2. Stilhed.
3. “Nej.”
4. Ulla ser. Ebbe ser. Bo & Helle ser dobbelt og enigt.
5. Osten står som en landsby efter en storm: huse (læs: massivt ostestof) langs kanten, men torvet er væk.
6. Jeg stiller skeen fra mig.
7. Ingen ler.

— Det er barbarisk, siger Ulla og dypper kniven i varmt vand, som om hygiejnen kunne redde noget.
— Symptom, siger Ebbe og sætter parenteser om ordet med to fingre i luften: (civilisationsbrist).
— Det er sabotage mod den skiveskårne samfundskontrakt, siger Helle.
— Eller et manifest, siger Bo, og han mener ikke det som ros.

Jeg kunne have sagt: jeg er et barn af skeens republikanisme. Jeg kunne have sagt: hullerne er bare den luft, osten glemte at få. Jeg sagde ikke noget. Inge lod være med at røre ved mig, som tandlæger gør med tænder, der skal ud: professionelt, men på afstand.

Vidnesbyrd, indsamlet i Vester Skerninge

Brugsuddeler: “Vi har set det før, men aldrig i det omfang.”
Fodboldtræneren: “Hvordan kan man spille venstre wing og alligevel angribe midt i osten?”
Min farbror (mejerist): “En ost er en flade, der skal holdes. Snitretning! Snitrenlighed!”
Min faster: “Der er forskel på en skive og et fald.”
Anonym kilde (Helle): “Han gør det lige før solopgang.”

Det blev en sag. Ikke en stor sag, men en lokal sag, hvilket er større. Der blev holdt møde ved ostedisken i Brugsen, hvor alt tungt vejes på de lette vægte. En aftale: Fremover kun skiver. Ingen ske. Ingen improvisation.

Jeg forsøgte. Kniv i lige linje. Flade. Orden. Jeg var en borger i et samfund af skiver. Men hver nat lå skeen og trak vejret i skuffen, og hver morgen var der en lille trang, der stod op før mig. Jeg var ostehuleren. Jeg var ikke stolt af titlen. Jeg var ikke færdig med den.

— Hvorfor? spurgte Inge endelig, en sen tirsdag med regn i nakken.
— Fordi flader lyver, sagde jeg, før jeg nåede at tænke. De foregiver, at vi alle er lige tynde. Hullerne siger det modsatte. De siger: Nogen kan ikke lade være.
— Du kan vel lade være, sagde hun.
— Ikke når osten kigger.

Hun rystede på hovedet. Et æg slog revne. Hun talte ikke resten af aftenen. Natten var en meget ren linje.

Økonomi (for de nøgterne)

• Tab ved hulning: 12–18 % (skøn).
• Moralsk afskrivning: 40 % ved første syn, 60 % ved gentagelse.
• Velfærdsomkostning: Venner falder fra, køkkenet bliver et selskabslokale for kulde.
• Nytteværdi for gerningsmand: kort, men intens.

Det lyder komisk. Det var det ikke. Ikke den morgen, Ebbe tog sin jakke på midt i kaffen. Ikke den aften, Ulla skrev, at hun “trængte til rethed”. Ikke den dag, Bo foreslog et lille seminar om skiveetik, og Helle nikkede, som om invitationen allerede var udsendt. Og Inge. Inge så på mig, som var jeg en tand med en krone, der ikke ville sidde fast.

Så kom søndagen, den store. Vi skulle have gæster. Smørrebrød, remoulade, rødløg. En danbo og en havarti, begge nyindkøbte, begge med potentiale. Jeg lagde skeen i skraldespanden. Symbolsk. Inge nikkede næsten. Vi gik i seng i samme temperatur.

Klokken fem vågnede jeg af en lyd, der ikke var der. Køkkenet havde lys. Køleskabet havde skygge. Skeens håndtag stak op af skraldespanden som et periskop. Min hånd var allerede længere fremme end min tanke.

Jeg åbnede låget. Den første modstand var en fornøjelse, jeg kendte alt for godt. Et lille tryk, og osten gav sig, som en hemmelighed der vil ud. Jeg lavede ikke et hul. Jeg lavede en hal under byen. Jeg lavede akustik. Jeg lavede efterklang til en landsby, der råbte “ret af!” i kor.

Da gæsterne kom, stod alt på række. Tallerkener, glas, de gode knive. Inge åbnede køleskabet. Hun sagde ikke “nej” denne gang. Hun sagde ingenting. Hun tog osten ud, holdt den, så lyset faldt ind i hulrummet, og alle kunne se arkitekturen. Der var en slags skønhed. Det var det værste.

— Det er en påstand, sagde Ebbe, men uden parenteser.
— Det er sabotage, sagde Ulla, uden at røre kniven.
— Det er et manifest, sagde Bo.
— Et uacceptabelt et, sagde Helle.

Inge lagde osten på brættet. Hun tog kniven. Hun forsøgte at skære en skive. Den brækkede som en bro i frost. Hun lagde kniven. Hun gik ud. Hun kom ikke tilbage lige med det samme.

Jeg stod med hænderne, som om jeg skulle bære noget, men der var ikke noget at bære. Køleskabet holdt op med at summe. Stilheden havde en tykkelse, man kunne skære. Hvis man ellers skar ret.

Jeg tog ordet. Ikke et langt ord. Bare det nødvendige.

— Jeg er ham, sagde jeg. Ostehuleren. Jeg har prøvet at være pæn. Jeg har prøvet at lade være. Jeg kan ikke. Når jeg ser en perfekt flade, vil jeg vide, hvad der er bag.

Der blev sagt en del derefter, men det var mest om regler og respekt. Der blev ikke sagt noget om huller som sprog. Det er ikke et sprog, man lærer i Vester Skerninge.

Senere, da huset var tomt, satte Inge sig ved bordet. Hun havde det blik, der får ting til at rette sig, men hun så ikke på mig. Hun så på osten. Hun tog skeen og kørte den en enkelt gang langs kanten, så skorpen blev ren. Hun lagde skeen. Hun sagde:

— Din farbror var mejerist. Han lærte os at skære.
— Jeg kan skære, sagde jeg.
— Du kan ikke lade være, sagde hun. Og det er noget andet.

Hun nikkede, som man nikker ved en diagnose. Ikke glad, ikke vred. Virkelighed.

Efterspil (koldt som køleskab)

Vi købte mindre oste. Vi inviterede sjældnere. Brugsen satte et lille skilt ved disken: “Husk at rette af — også i livet.” Det var ment som sjov. Ingen lo rigtigt. Ebbe ringede ikke så tit. Ulla skrev postkort, men de handlede om vejr. Bo & Helle flyttede deres stole to centimeter tilbage permanent, stadig synkront.

Jeg lærte at leve med at være en ufornuftig faktor i et fornuftigt system. Jeg rettede af, når nogen så det. Når ingen så det, så jeg selv. Det var nok.

Hvis du spørger mig, hvad der var forfærdeligt, var det ikke hullet. Huller er bare fravær i formfuldendt stand. Det forfærdelige var at opdage, hvor tynd en skive tillid er, og hvor lidt der skal til, før den knækker.

I morges stod en ny ost på hylden. Inge havde skrevet “RET AF” med tusch på låget, stort og pænt, som overskrift. Jeg så på det, længe. Jeg lagde skeen i skuffen. Jeg tog kniven op. Jeg lagde den ned igen. Jeg satte mig. Jeg ventede, til lyset faldt rigtigt, og osten næsten åndede.

Man skal kunne skære. Man skal kunne lade være.
Jeg kan det ene. Det må være nok for nu.