Forleden var vi til kaffebord hos Erik Somer på Hareskovbo i Bagsværd for at fejre hans 99-års fødselsdag.
Det blev et af de møder, man husker – ikke kun for den gode kaffe og kagen, men for samtalen. Somer er en mand, der har levet et langt liv med øjne og ører åbne. Han ved ting, som ikke står i nogen lærebog, og han fortæller dem med en rolig myndighed, som kun næsten et århundrede kan give.
Midt i samtalen nævnte han, nærmest i forbifarten, at han engang havde skrevet en beskrivelse af The Pearlies of London
Det viste sig at være en lille kulturhistorisk perle i sig selv – og et indblik i en tradition, som de færreste danskere kender til.
Hvad er The Pearlies?
The Pearlies, eller Pearly Kings and Queens, opstod i Londons arbejderkvarterer i slutningen af 1800-tallet.
Det begyndte med en mand ved navn Henry Croft – en gaderydder fra Somers Town – som besluttede sig for at gøre noget godt for de fattige i sit kvarter. For at tiltrække opmærksomhed syede han hundredvis af perlemorsknapper på sit sorte arbejdstøj, så det glimtede som en dragt værdig til et slot. Med sin glitrende uniform samlede han penge ind til hospitaler, forældreløse børn og andre trængende.
Crofts initiativ inspirerede de lokale costermongers – gadesælgere af frugt og grønt – som dannede deres egne “kongelige huse”: Pearly King of Camden, Pearly Queen of Hackney, Pearly Prince of Southwark osv.
Hver bydel fik sin egen “adel”, og hver dragt blev syet med symboler af perlemorsknapper: hjerter for kærlighed, kors for tro, ankre for håb.
Det var folkets egen adel – uden slotte, men med værdighed.
De arrangerede velgørenhedsparader, høstfester og indsamlinger længe før staten havde noget, der lignede et socialt sikkerhedsnet.
Som Erik Somer skriver på sin blog The Pearlies of London, så var det “en tradition, hvor glimmer og godgørenhed gik hånd i hånd.”
Fra gaderyddere til ikonisk kultur
Da Henry Croft døde i 1930, deltog over 400 Pearlies i hans begravelse.
Hans gravmonument – først rejst i St. Pancras Cemetery – blev senere flyttet til St. Martin-in-the-Fields i hjertet af London, hvor Pearlies stadig mødes hvert år til mindeceremoni.
Der findes i dag flere foreninger, som viderefører traditionen, og man kan stadig møde dem i parader, altid i dragter dækket af tusinder af perlemorsknapper.
I moderne tid har de endda optrådt ved store begivenheder som OL i London 2012 – en påmindelse om, at denne særegne blanding af arbejderstolthed og social ansvarlighed stadig har sin plads i britisk kultur.
Et blik for det usædvanlige
Det siger meget om Erik Somer, at det netop var den historie, han havde valgt at beskrive.
Han har et blik for det, der falder udenfor det sædvanlige – for de mennesker og traditioner, der ikke bliver skrevet ind i de officielle historiebøger.
Hans beskrivelse af The Pearlies minder os om, at værdighed og fællesskab ikke kræver rigdom – kun fantasi og vilje.
Og på en eftermiddag i anledning af hans 99 år virkede det næsten symbolsk:
Et liv, der selv glitrer som perlemor – sammensat af mange små, blanke stykker erfaring, som tilsammen danner et billede af menneskelig værdighed.
