Torben Wallach er pludselig død den 9/10-25, 74 år gammel. Med ham mister dansk havbrug og vandmiljø en af de stille, arbejdsomme kapaciteter, der kunne sin §-jura, sine tal – og ikke mindst sin sundhedsfaglige og miljøfaglige dømmekraft. Han bandt myndigheder, erhverv og rådgivere sammen, når andre gik i hårdknude.
Jeg lærte Torben at kende i begyndelsen af 00’erne, mens jeg på DHI rådgav Musholm om havbrug i Storebælt. Jeg kom ofte forbi Torben og hans gode kollega Kjeld-Frank Jørgensen – sagen lå dengang under en kontorchef med både format og overblik: Jørgen Magner. Det var en tid, hvor havbrug ikke var den politiske slagmark, vi kender i dag. Vi fandt hurtigt fælles fodslag om, hvordan tilladelserne skulle skrues fornuftigt sammen – fagligt korrekt, juridisk holdbart og praktisk anvendeligt.
Embedsmanden, der fik ting gjort
Torben var klassisk embedsmand af den gamle skole: saglig, pligtopfyldende, uforfængelig. Han stod midt i det omfattende arbejde med at modernisere reglerne for saltvandsbaseret fiskeopdræt. I 2005 var han ansvarlig for høringen om nye regler – “Regler om saltvandsbaseret fiskeopdræt” – hvor Miljøstyrelsen bl.a. lagde op til at godkende store havbrug efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5. I høringsbrevet står det ligeud: ”Yderligere information kan fås hos Torben Wallach … Med venlig hilsen Jørgen Magner.” Det siger egentlig det meste om både ansvar og tillid.
Hans navn dukker op gennem årtiernes myndighedsrapporter. Allerede i 1990’erne figurerer han som kontakt for Havkontoret med ansvar for saltvandsbaseret fiskeopdræt. Det var ikke skrivebordsøvelser; det handlede om at holde styr på udledninger, antibiotikaforbrug og faktiske mængder i hav og fjorde – den slags kedelige detaljer, som er fundamentet for klog forvaltning.
Torben var samtidig brobygger i det tværfaglige felt mellem biologi, jura og forvaltning. Han medvirkede i det statslige arbejde om miljøpåvirkninger og fiskeriressourcer (DFU/DTU Aqua), hvor han repræsenterede Miljøstyrelsen i en rapportserie, der stadig citeres, når man diskuterer påvirkninger fra akvakultur.
Senere så vi ham også i By- og Landskabsstyrelsen i arbejdet med beredskab og planlægning – stadig med den samme tørre, klare embedsmandsstemme, der prioriterede det operative over overskrifterne.
Fra styrelse til rådgiver
Torben stoppede ikke, da han forlod ministeriets gange. Han blev i en årrække tilknyttet Musholm som miljøkonsulent – ikke for at lave reklame, men for at få ansøgninger, egenkontrol og myndighedsdialog til at virke i praksis. Der ligger offentlige spor efter ham med Musholm-kontaktoplysninger i forbindelse med EU-projektet Baltic Blue Growth om muslinger som kompenserende virkemiddel – igen meget Torben: konkret, nyttedrevet og uden store armbevægelser.
En embedskultur, der engang virkede
Tillad mig en påstand, som Torben ofte nikkede til: Den bedste regulering opstår, når de dygtigste fagfolk klæder lovgiver på, og når sagsbehandlingen er knivskarp og upolitisk. I 00’erne kunne man – ganske fornuftigt – hente udkast og dele af bekendtgørelser hos de fagligt stærkeste. Den samarbejdsform gav robuste regler og færre procesfejl. Høringssporet fra 2005 viser den tilgang i praksis.
De senere år har vi set et system, hvor miljøforvaltningen alt for tit bliver skubbet rundt af stemninger og sager, og hvor sagsbehandlingen bryder sammen i armlægninger. Det gjorde Torben ondt, men han forfaldt ikke til kynisme. Han holdt fast i at levere faglighed – nøgtern, dokumenteret, rolig.
Dannelse og forening
Torben var ikke kun embedsmand; han havde klassisk cand.polit.-baggrund, og han tog den dannelse med ind i sit arbejde – det mærkede man i hans måde at argumentere på: økonomisk stringens, men altid med blik for natur og drift. (Ældre erhvervsoptegnelser registrerer ham eksplicit som cand.polit. og direktør i en tidligere virksomhedsrolle). Han delte også sin tid i civilsamfundet; i 2023-24 sad han med i Djøf Seniors udvalg for klima og grøn omstilling – igen det stille, seje organisationsarbejde, som får foreninger til at fungere.
Florens, 2006 – og venskabet
I 2006 var vi sammen i Firenze – Torben, Kjeld-Frank Jørgensen, ejerleder Kurt Malmberg-Kjeldsen†, Musholm A/S og hans hustru, Margrethe. Vi fik både set byen og sagt pæne, men præcise ting om dansk miljøforvaltning og havbrug på konferencen. Det var klassisk Torben: først leverer man substansen, så deler man et måltid og taler videre uden store armbevægelser. Små skridt, sikre skridt.
I de senere år havde vi fornøjelsen af at se Torben og hans kære hustru Annie til vores årlige julefiskereceptioner, hvor der blev uddelt smagsprøver – og delt historier. Han var det samme milde væsen, med det samme drilske glimt i øjet, når noget kunne gøres enklere og bedre.
Eftermælet
Havbrug er i dag et politisk minefelt. Torben efterlader ikke slogans, men arbejdspapirer, høringssvar, vejledninger og dataserier – byggestenene for et system, der kan finde balancen mellem produktion og miljø. Det er ikke prangende arv, men det er den slags arv, der virker, når al farven er dampet af slidesene.
Ære være Torbens minde. Mine varmeste tanker går til Annie og familien.
— Karl Iver
Tak for de fine ord. Der er ikke lagt noget til her. Jeg sad i flere udvalg med ham.Sådan var han
Tak for det
Ja, og tak for, at du også nævnte Jørgen Magner. De to tilsammen endte med, under Karl Hjortnæs’s formandsskab, at arbejde produktivt for, at dansk havbrug kunne have en fremtid. Hvad mange af deres kolleger tidligere havde gjort alt for at forhindre.
Karl Hjortnæs havde en uforlignelig evne til at bøje synspunkter mod hinanden, så der kom et produktivt resultat, bl.a. i Havbrugsudvalget 2003.
Tak og netop
Fin nekrolog, der række ud over omtalen af Torbens indsats. Hæfter mig ikke mindst i beskrivelsen af, samarbejdet mellem den faglige indsigt og myndighedsarbejdet, sådan som det tidligere blev praktiseret mellem sektorforskningsinstitutterne og myndighederne.
Tak for den hilsen