Der er få emner, der kan få ellers fornuftige mennesker til at tale som middelalderlige teologer, som dyrevelfærd og kødspisning. Det bliver hurtigt til en duel mellem følelser: “bur vs. natur”, “kød vs. grønt”, “ondt vs. godt”. Hvis man vil have religion, findes der heldigvis kirker.
Jeg vil i stedet trække et mere jordnært spor ind: biomasse. Ikke som en ny moral, men som et regnestykke: Hvem fylder faktisk på kloden, når vi måler i samlet levende vægt?
Set i det lys kan forholdet mellem mennesker og husdyr beskrives som en meget effektiv samlivsform for begge parter. Mennesker har skabt et system med foder, læ, veterinærhjælp og logistik, og husdyrene har til gengæld opnået et meget større antal og en meget større biomasse, end det ville have været muligt i naturen.
Anledningen til denne blogpost er denne artikel: Almost all of the world’s mammal biomass is humans and livestock – Our World in Data, der lægger tallene på bordet og viser, hvordan biomassen fordeler sig mellem mennesker, husdyr og vilde dyr.
Resumé af OWID-artiklen
OWID forklarer, at biomasse er den samlede vægt af alle dyr i en gruppe, og bruger det til at vise fordelingen mellem mennesker, husdyr/kæledyr og vilde dyr.
Pattedyr: global biomassefordeling
Artiklen angiver, at:
- Mennesker udgør 36 % af verdens pattedyrs biomasse
- Husdyr og kæledyr udgør 59 %
- Vilde pattedyr udgør 5 %
Artiklen anfører også, at menneskers biomasse er mere end 7 gange større end biomassen af alle vilde pattedyr samlet.
Fugle: fjerkræ vejer mere end vilde fugle
OWID laver et tilsvarende biomasse-estimat for fugle (poultry vs. vilde fugle) og viser:
- Fjerkræ: 71 %
- Vilde fugle: 29 %
I biologien handler det om at overleve og formere sig og set i det lys har mennesker og husdyr klaret sig helt godt.
Historisk perspektiv: total biomasse på land er steget kraftigt
I afsnittet om udvikling over tid (for landpattedyr, dvs. uden havpattedyr) beskriver OWID, at den samlede pattedyrsbiomasse på land er steget fra:
- ca. 250 mio. tons omkring 1850
- til ca. 1.100 mio. tons i dag (omtrent en firedobling siden 1850)
OWID forklarer stigningen med, at mennesker har tilført systemet ressourcer og energi i stor skala (fx fossile brændsler, kunstgødning, produktive afgrøder og areal til husdyrhold).
Den succes må gerne fortsætte
Jeg ser forholdet mellem mennesker og husdyr som en slags symbiose i stor skala. Ikke romantisk, men praktisk: Vi får protein, fedt og stabil forsyning af velsmagende og sund mad. Dyrene får foder, læ og en plads i verdensøkonomiens måske mest effektive maskineri: fødevareproduktionen.
Det kan også ses i selve biomasse-regnskabet: Når mennesker først organiserer energi og arealer, kan vi holde en dyrebiomasse, som naturen ikke selv ville levere i samme omfang. Husdyrene har i praksis været så smarte, at de har allieret sig med et endnu klogere dyr = Homo sapiens, som sørger for foder, sygdomsbekæmpelse læ og sikkerhed – kort sagt passer dem i hoved og r….
Så kommer den uundgåelige indvending: Husdyr har ikke altid det liv, som nogle gerne så, de havde. Det er en legitim diskussion. Men den bliver ofte ført, som om naturen er et spa-ophold. I naturen er voldsomt vejr, sult, sygdom, parasitter, skader og en langsom, pinagtig død ikke en afvigelse – det er en del af pakken.
Her kommer et andet perspektiv, som mange (især bymennesker med god samvittighed og dårlige knæ) holder fast i: Det vilde dyr er idealet, fordi det er frit. Det er en reel filosofisk pointe, men også en diskussion om, hvilken frihed man mener. Danmark er jo et godt eksempel på et (socialdemokratisk) samfund, der ofte vælger tryghed før frihed – eller, hvis man vil være venlig: “frihed fra” før “frihed til”.
Og dyr er altså dyr. De kan ikke sidde og lave en politisk afvejning mellem frihed og velfærd på menneskeniveau. Derfor er bytteforholdet mellem frihed og tilfredsstillelse/tryghed ret markant for kæledyr – og i de fleste sammenhænge også for husdyr: mindre frihed, men mere mad, mere læ og mindre tilfældig elendighed.
At lidelse i naturen kan være omfattende, har faktisk fået nogle filosoffer til at gå langt ud ad en vej, de færreste har lyst til at følge helt: Ben Bramble har argumenteret for, at smertefri aflivning af rovdyr i nogle situationer kan forsvares som en måde at reducere lidelse hos byttedyr. Ben Bramble, Painlessly Killing Predators – PhilArchive
Det betyder ikke, at alt er fint i stalden. Det betyder bare, at man kan forbedre husdyrs hverdag konkret uden at gøre debatten til et identitetsprojekt. Mere plads, mere variation og mere stimulering. For grise kan det fx være ordentligt beskæftigelses materiale – og ja, hvis nogen en dag opfinder en robust “grise legerobot”, så vil det gøre live endnu bedre for de nysgerrige og kloge grise.
Vi mennesker skal glæde os over den symbiose, vi har med vores husdyr og kæledyr. Den giver os sundt og velsmagende kød og stor glæde med samvær med kæledyr. Dyrene bliver passet godt af det klogeste og dygtigste dyr evolutionen indtil nu har frembragt.
