Når rusen er let – og derfor virker

Meget aktuelt her til nytår har The Economist bragt en lang og faktisk ganske sober (Sic!) artikel om menneskets 10 millioner år lange kærlighedsaffære med alkohol – og om, hvordan den måske er ved at finde en ny form. How humankind’s 10m-year love affair with booze might end (Bag betalingsmur men man kan læse nogle få artikler om måneden med et prøveabonnement”)

Det er ikke et moralsk skrift, ikke et forbudsskrift og heller ikke et sundhedsfanatisk korstog. Tværtimod er det et nøgternt (ja, næsten ironisk) forsøg på at forstå, hvorfor alkohol har været så centralt for menneskelig sameksistens – og hvorfor vi nu leder efter alternativer.

Det er værd at tage alvorligt.

Resumé: Alkohol som social teknologi

Artiklens hovedpointe er egentlig enkel: Alkohol er ikke bare en drik. Det er en teknologi. En meget gammel teknologi.

Ethanol er et lille, effektivt molekyle, der hurtigt passerer blod-hjerne-barrieren og påvirker stort set hele kroppen. Det dæmper vores selvkontrol, øger serotonin og dopamin, udløser endorfiner og gør os – kort sagt – mere sociale, mere tolerante og mindre kritiske. Det er derfor, andre mennesker bliver sjovere, klogere og pænere efter et glas eller to. Og det er derfor, civilisationen kunne vokse ud over de små, tætte grupper, hvor alle kendte alle.

Ifølge forskere som Robin Dunbar og Edward Slingerland var mild beruselse sandsynligvis et socialt smøremiddel, der gjorde det muligt for ellers stridbare primater at samarbejde med fremmede. Ritualer med fælles drikkeri, sang, dans og fortælling skabte tillid, samhørighed og konfliktløsning. Kort sagt: Alkohol hjalp os med at bruge hinanden lidt mindre hårdt.

Men artiklen er også krystalklar om bagsiden. Alkohol er giftigt. I større mængder er det direkte skadeligt og forbundet med leversygdomme, kræft, afhængighed og sociale sammenbrud. WHO har nu officielt slået fast, at der ikke findes et “sikkert” niveau. Det gamle håb om, at et par genstande dagligt var sundt, er stort set faldet fra hinanden metodisk. Men der er dog heller ikke noget, der tyder på at nogle få genstande udgør en væsentlig risiko.

Samtidig drikker unge markant mindre end tidligere, og salget falder i rige lande. Kombinationen af sociale medier, sundhedsfokus og simple økonomiske realiteter gør alkohol mindre attraktivt. Og så sker der noget interessant.

Nye rusmidler – uden tømmermænd

The Economist peger på en hel bølge af eksperimenter, der forsøger at bevare alkoholens funktion uden dens skadevirkninger.

Der er de klassiske no- og low-alcohol-produkter, som efterhånden er blevet drikkelige. Men mere interessant er de såkaldte “funktionelle drikke”: urtebaserede blandinger med ingredienser som ginseng, ashwagandha, rhodiola, l-theanin, magnesium og lignende. De påvirker hjernens signalstoffer og kan virke beroligende, opløftende eller socialt afvæbnende – uden ethanol.

Endnu mere ambitiøst er forsøgene på at efterligne alkoholens effekt på GABA-systemet, som er centralt for den angstdæmpende virkning. Stoffet Alcarelle nævnes som et muligt fremtidigt gennembrud, om end godkendelser og sikkerhedstests kan tage mange år.

Og så er der et lidt uventet spor: GLP-1-præparater som Wegovy og Ozempic. De ser ikke bare ud til at dæmpe appetitten, men også lysten til alkohol. Ikke som moralsk disciplin, men som ændret belønningsrespons. Det er i sig selv tankevækkende.

Mine betragtninger

For mig er artiklens vigtigste pointe ikke, at alkohol er farligt. Det ved vi godt. Den vigtige pointe er, hvorfor vi overhovedet drikker.

Mennesker har et grundlæggende behov for let rus. Ikke for at flygte fra virkeligheden, men for at skrue en anelse ned for hinandens skarpe kanter. En lille kemisk hjælp til at være mere rummelige, mere tillidsfulde og mindre selvhøjtidelige. I små doser er det sundt – socialt sundt.

Problemet er, at ethanol er et brutalt værktøj til den opgave. Det virker, ja. Men det slider, forgifter og skaber afhængighed hos nogle.

Derfor er det faktisk en meget civiliseret tanke at lede efter mildere, mere præcise og mindre destruktive alternativer. Ikke for at gøre os konstant opstemt, men for at gøre det lettere at være sammen uden at betale prisen dagen derpå – eller senere i livet.

Hvis vi kan bevare den lette rus og den sociale smøring, men undgå leverskader, kræft og misbrug, så er det ikke et tab af kultur. Det er en videreudvikling af den.

Man kunne kalde det fremskridt. Og det ville næppe være første gang, mennesket opfandt en bedre udgave af noget, vi ellers havde vænnet os til at tage for givet.