Dette er et gæsteindlæg af Signe Dahl Lumholt baseret på et opslag på på Signes Facebookprofil den 2/1-26. Signe afviser klimaalarmismen og dommedagsfortællingen, men peger på noget helt grundlæggende: Ét samfund bør have én målestok – også når protesten rammer de fine.
I sidste års nytårstale talte kongen om “kampen for klodens sundhed” — smukke ord, der var beregnet på at forpligte os alle.
Men når unge mennesker tager de ord alvorligt og forsøger at råbe op, hvad sker der så? Ja, det så vi jo alle for er par dage siden i en videooptagelse fra slotspladsen som gik viralt.
Unge bliver konstant fodret med klimaangst og -dommedag fra politikere, medier og i skolen, nogle også fra deres forældre.
Samtidig ser de, at der i praksis sker… ikke rigtigt noget, andet end at vi skal betale mere i skat og inflation.
Det er en cocktail af afmagt og frustration.
Og når let påvirkelige, men også meget modige unge mennesker så laver en protest, som *ikke skader nogen* — fx ved at vise et banner på en plads — så bliver de skubbet, væltet, råbt ad og behandlet som en trussel.
Hvis man forstyrrer kongefamiliens fest, slås der hårdt ned på urostiftere.
Men når man blokerer veje for jævne folk, ofte dem der skal på arbejde og er med til at finansiere netop kongehuset, ja, så får man højst en lille bøde.
Det handler ikke om at jeg hylder klimaprotestanterne.
Det handler om noget helt grundlæggende:
Vi skal have én målestok.
Ikke én for “dem der forstyrrer de fines fester” og en anden for “dem der forstyrrer almindelige mennesker”.
Og så er der det, der gør hykleriet endnu større:
I år blev klimaet slet ikke nævnt i nytårstalen — menneskeskabte klimaforandringer er pludseligt ikke så farlige mere — for nu er det jo krig, vi skal bekymre os om.
Lad 2026 blive et år med mindre klimahykleri.
Og mindre frygt for fremtiden 
