Myten om Grønlands mineraler

Dette er en genpostering af Uffe Palludans gode opslag på Facebook:

Resume af opslaget

Indlægget argumenterer for, at forestillingen om Grønland som et skatkammer af sjældne og let tilgængelige mineraler er en myte. Forfatteren trækker på egne erfaringer fra lufthavnsdiskussionerne i Grønland og beskriver et miljø, hvor isolation, store afstande og manglende realitetstjek giver grobund for overdrevne visioner og urealistiske projekter – fra metropoler i Arktis til globale transportknudepunkter.

Gennem eksemplet med planerne om en atlantlufthavn og tunnel under Nuuk-fjorden vises, hvordan man taler om gigantiske anlægsprojekter uden reel viden om undergrunden eller økonomien. Denne mangel på jordforbindelse overføres ifølge forfatteren direkte til forestillingerne om Grønlands råstoffer.

Med afsæt i klassisk råstoføkonomi forklares det, at naturressourcer ikke er et fysisk, men et økonomisk begreb: Det afgørende er ikke, om mineralerne findes, men om de kan udnyttes rentabelt. I Grønland er udvindingsomkostningerne ekstremt høje, infrastrukturen mangelfuld, teknologien utilstrækkelig og miljøhensynene massive. Derfor er der i praksis ingen økonomisk udnyttelige mineraler.

Konklusionen er, at snakken om Grønlands sjældne mineraler – også i amerikansk og geopolitisk sammenhæng – bygger på fantasterier snarere end fakta. Det er ikke mineralerne, Kina har monopol på, men teknologien og villigheden til at acceptere alvorlige miljøskader. Grønlands mineralrigdom er således mere en politisk og psykologisk fortælling end en økonomisk realitet.

Myten om Grønlands mineraler

For et år siden skrev jeg en række indlæg om Grønland. Den seneste udvikling har fået mig til at genlæse dem. Særligt ét er vigtigt. Det var indlægget, som jeg skrev den 20. februar 2025 om mine erfaringer i forbindelse med lufthavnsdiskussionen i Grønland. Her er mine nye betragtninger.

Jeg mener, det er ekstremt vigtigt, og teksten er derfor lang.

I al sin enkelthed mener jeg, at de sjældne mineraler i Grønland, som Trump – vist nok – ønsker at få fat i, er en myte.

1. Grønlandske fantasterier

I det nævnte indlæg fortalte jeg om nogle af de oplevelser, jeg har haft med udsendte danskere i Grønland, som havde fået en magt, de aldrig ville have kunnet få i Danmark. Jeg har haft mange mærkelige grønlandske oplevelser i andre sammenhænge end netop lufthavnsdiskussionen, men her er det dem, der er vigtige, for de kan måske forklare, hvad det er, der ligger bag de dansk-grønlandsk-amerikanske problemstillinger, som netop nu er i fokus.

Når man besøger Grønland, møder man – for at sige det rent ud – mange mærkelige mennesker. Det skal dog samtidig nævnes, at man møder mange rigtigt søde grønlændere. Sagen er, at en tur til Grønland for mange danskere har været en vej til at få stillinger, de aldrig ville have kunnet få i Danmark. Samtidig er det velkendt, at mange danskere rejser til Grønland, fordi de har en baggrundshistorie i Danmark, som de rejser væk fra, for at få en ny start.

Hertil kommer geografien. Grønland er et enormt land med næsten ingen befolkning og helt isolerede miljøer, som ligger meget, meget langt fra alt. De, der er der, er dermed reelt helt overladt til sig selv, samtidig med at de kan have stor magt. Og i Grønland er proportionerne mildest talt anderledes end i det lille, flade Danmark. Afstande, klima – ja, alt – er vildt. Almindelige målestokke opløses simpelthen.

Kommer man til en lille bygd med måske 50 indbyggere, kan der sagtens være 50–100 km til anden beboelse. Samtidig er der ingen veje, men arktisk klima. Alt dette fører til, at man i Grønland kan udvikle “store tanker”, tænke vildt og kreativt – uden at nogen showing stopper op og spørger: “Er det overhovedet realistisk?” Der er simpelthen grobund for fantasterier – “konen med æggene”, om man vil.

Ofte mistes jordforbindelsen fuldstændigt. Grænsen mellem det geniale og det vanvittige opløses. Man siger, at de pågældende har fået polarkuller, når de måske ikke har set solen i måneder.

I den nuværende internationale situation skal man tage det alvorligt. For det kan ikke udelukkes, at sådanne store og kreative tanker, tænkt i en grønlandsk sammenhæng, kan være endt hos Big Tech i en helt anden virkelighed. Big Tech er som bekendt også kendetegnet ved, at man tænker vildt og stort.

De kreative miljøer i Silicon Valley er i udgangspunktet udviklet af teenagedrenge og nørder med sygeligt skævvredne hjerner, der har leget med computere. Nærmest ved tilfældigheder er nogle få af dem endt med at sidde på det, økonomer kalder naturlige monopoler, og det har gjort dem styrtende rige – uden at de af den grund har fået jordforbindelse.

Flere af dem lider tydeligvis af storhedsvanvid. De tror, at fordi de har udviklet computerprogrammer, så har de også forstand på samfundsforhold, filosofi og politik. De tænker i at kolonisere Mars, etablere nye transportsystemer, hvor passagerer sendes af sted som rørpost med enorme hastigheder, og de drømmer om helt at overtage verden gennem kunstig intelligens.

Men det kræver adgang til sjældne mineraler, som Kina sidder på, hvis disse drengedrømme skal realiseres. Her er det så, at man kan forestille sig, at nogen har givet dem den idé, at der er sjældne mineraler på Grønland. Det fører mig frem til det, man kunne kalde myten om Grønlands mineraler.

2. En metropol i Arktis

Før jeg diskuterer selve myten, vil jeg fortælle om nogle af mine oplevelser i det grønlandske.

Engang for efterhånden mange år siden blev jeg som luftfartsekspert inviteret til Grønland. Jeg har siden løbende været involveret i lufthavnsdiskussionen og har fulgt den tæt gennem mange år.

Da jeg første gang kom til Nuuk, fik jeg et veritabelt kulturchok. Jeg ankom helt uforberedt. Jeg havde ikke modtaget nogen papirer eller nogen som helst information om, hvad jeg skulle. Jeg var bare tilkaldt.

Straks efter ankomsten blev jeg installeret i et hus, og næste dag blev jeg fløjet rundt med helikopter for at se den anden side af Nuuk-fjorden: det helt ubeboede Nordlandet. Et rent månelandskab. Man havde nemlig fået den idé, at der skulle anlægges en storlufthavn der. Hvorvidt det var en god idé eller ej, forventedes jeg så uden videre at kunne vurdere.

Så der gik vi: en lille gruppe bestående af en dansk kommunal embedsmand, en dansk rådgivende ingeniør bosiddende i Grønland samt en dansk arkitekt, der var ankommet til Nuuk sammen med mig. Vi vandrede rundt på Nordlandet og inspicerede forholdene i ødemarken. Vi fløj simpelthen fra lokation til lokation for at finde det bedste sted at etablere lufthavnen. Vi fløj også rundt for at finde et egnet sted til anlæg af en havn.

Det var godt nok noget andet end at være rådgiver i Danmark.

Da vi dagen efter skulle sammenfatte, hvad vi var kommet frem til, spurgte jeg skeptisk, hvordan man havde tænkt sig at forbinde lufthavnen på Nordlandet med Nuuk. Den rådgivende ingeniør fastslog, at det ikke var noget problem at anlægge en tunnel. Det havde man nemlig gjort i Norge ved Nordkap.

Nuuk-fjorden har nogenlunde samme dimensioner som Øresund.

Jeg spurgte så, hvor dyb fjorden var.

Svaret var: 350 meter.

Det er godt nok noget andet end de sølle maksimalt 10 meter mellem Kastrup og Malmö.

Nu sad vi altså og diskuterede både lufthavn, havn og tunnel, som var det noget, man “bare” kunne anlægge. Finansiering var tydeligvis ikke et problem. En henvisning til økonomi ville helt klart være noget nær upassende.

I udgangspunktet var behovet for en ny lufthavn ellers reelt nok. Grønlands hovedstad manglede en ordentlig lufthavn. Landingsbanen i Nuuk var simpelthen for kort til store fly, og vejrforholdene var meget dårlige. Det var helt normalt, at passagererne strandede i Kangerlussuaq. Det var baggrunden for, at man havde fået idéen om at bygge en ny lufthavn på Nordlandet.

Uden en atlantlufthavn ville der fortsat være langt til alt fra Nuuk. En atlantlufthavn var med andre ord en forudsætning for at udvikle Grønlands økonomi.

Altså: Økonomi var ikke argumentet imod etableringen af den nye lufthavn; økonomi var argumentet for at bygge den. Sådan var tænkningen. Man skulle bare tænke stort nok.

Nogen kan måske se, at det er her, Danmark bliver et problem. Danskere kan ikke tænke stort. Danmark manglede ressourcer og villighed til at investere og udvikle økonomien, og så lå det jo lige til højrebenet at gå til USA.

Under mine mange møder fik jeg da også at vide, at Grønland var en del af den vestlige hemisfære, og man naturligt orienterede sig mod USA.

Under opholdet havde jeg en række møder med grønlandske nøglepersoner, bl.a. råstofforvaltningen, der kunne fortælle mig, at der ikke var det, der ikke var i Grønlands undergrund. Der var olie, guld og diamanter – og sjældne jordarter. Der var simpelthen alt. Grønland havde helt ufattelige ressourcer. Det var nærmest bare at samle dem op, men det forudsatte dog infrastruktur.

Efterhånden tegnede der sig en samlet vision, der var meget større end bare en lufthavn.

Lufthavnen, hvor store fly kunne lande, kunne udvikle sig til et nyt Keflavík: et knudepunkt mellem Nordamerika og Europa med mange daglige fly fra hvert af de to kontinenter, hvor passagererne kunne skifte fly. På den måde forbandt man mange lufthavne i Europa med mange lufthavne i Nordamerika via Nuuk. Grønlands hovedstad fik nu mange forbindelser til både det europæiske og det amerikanske kontinent – Grønland brød sin isolation og kom i centrum.

Kun fantasien satte grænser.

I tilknytning til lufthavnen skulle der udvikles en ny by. Faktisk var der pladsproblemer i Nuuk for byudvikling, men på Nordlandet var der plads. Måske skulle Nuuk simpelthen flyttes derover. Der skulle være hoteller, og i havnen kunne krydstogtsskibene have basishavn. Turismen kunne med den nye havn blomstre, da passagerer kunne flyves ind til Nuuk. Men vigtigst var mulighederne for minedrift. Også de forudsatte en havn og en lufthavn.

Med i billedet hørte også, at det kun var et spørgsmål om tid, før Nordvestpassagen ville blive åbnet. Så ville den globale skibstrafik mellem Stillehavet på den ene side og Østamerika og Europa på den anden sejle gennem Davisstrædet lige forbi Nuuk, og den nye havn kunne dermed udvikle sig til en storhavn.

Ja, det ville ligefrem være en simpel nødvendighed, at man etablerede en storhavn der. Konturerne af et nyt Panama tegnede sig.

Samlet var billedet en metropol i Arktis, et nyt Dubai. Lige noget for en developer fra byggebranchen med hoteller, casinoer og det hele.

3. Den ukendte undergrund

Tilbage i København spurgte jeg mig selv, hvad jeg skulle gøre som rådgiver.

Det var ret klart, at forudsætningen for lufthavnen var forbindelsen over Nuuk-fjorden. Jeg havde fået at vide, at det ikke var noget problem at lave en tunnel under fjorden, for det havde man gjort ved Nordkap, men jeg var skeptisk. Og uden en tunnel var det svært at se, hvordan man kunne etablere en atlantlufthavn på Nordlandet.

Så jeg undrede mig – ramt af et grønlandsk kulturchok – over at man ikke kunne finansiere en forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg, hvor der bor over en million mennesker i nærområdet, men at det i Nuuk med 15.000 indbyggere skulle være helt problemløst.

Jeg mødtes derfor med den førende norske tunnelekspert i Oslo og fik den norske tunnelhistorie. Han fortalte, at det stort set var umuligt at bygge en sådan tunnel: Man havde bittert gjort sig sine erfaringer netop ved Nordkap.

Da jeg fortalte om de grønlandske visioner, blev jeg spurgt om det, jeg selv havde spurgt i Nuuk: Hvor dyb er Nuuk-fjorden?

Svaret var: 350 meter.

Hvortil tunneleksperten spurgte: Hvor ved du det fra? Er det seriøst undersøgt med seismiske undersøgelser? Hvad består bunden af?

“Sten,” sagde jeg naturligvis.

Hvortil han konstaterede, at der sagtens kunne være dobbelt så langt ned til grundfjeldet, der blot var dækket af mudder.

Nordmanden fortalte videre, at der kunne være kilometerdybe revner i grundfjeldet, som gjorde det umuligt at sprænge en tunnel som den ved Nordkap. Og så fortalte han historien:

Ved Nordkap oplevede man, at en stor stenblok, som sprængningerne foregik i, rev sig løs. Vand fossede ind. Hver gang de tæt­nede, rev blokken sig løs igen ved næste sprængning. Man måtte derfor opgive at færdiggøre den halvfærdige tunnel og i stedet anlægge en helt ny ved siden af.

I dag ligger der således en for offentligheden ukendt halvfærdig tunnel ved siden af den færdige Nordkaptunnel.

Da jeg gik fra mødet, havde han talt sig varm og sagde i døren, at han mente, at hvis politikerne havde vidst, hvad de gik ind til, så havde de nok ikke besluttet sig for at bygge Nordkaptunnelen.

Og det er værd at notere sig: En tunnel under Nuuk-fjorden er et meget mere vildt projekt – på alle måder.

Her er det så, man kan stille et banalt spørgsmål:

Hvis man kan tale seriøst om at etablere en tunnel uden detailkendskab til undergrunden ved Nuuk, kan man så ikke også tale om råstoffer uden detailkendskab til forekomsterne?

4. Lidt råstoføkonomi

Det er nu 50 år siden, jeg begyndte at læse økonomi på universitetet. Dengang – før jeg forstod de økonomiske sammenhænge – var noget af det, der inspirerede mig, en lille debatbog af professor Mogens Boserup om tidens store debatemne: Hvornår olien ville slippe op.

Dengang talte ikke-økonomer om oliereserver, som om det var en fysisk størrelse, der dermed fysisk kunne slippe op. Det, forklarede han, er noget vrøvl set med en økonoms øjne. Olien ville aldrig slippe op i fysisk forstand.

Bogen var skrevet som et svar på tidens helt store alarmistiske debat, der blev italesat under overskriften Grænser for vækst. En række tekniske forskere fra MIT, under navnet Romklubben, havde sat sig til at beregne, hvornår forskellige råstoffer “slap op”. Forekomsterne var jo kendte, forbruget ligeledes, så det var jo bare at dividere – og så vidste man, hvor mange år der var til det hele kollapsede.

Heldigvis, skrev de, var der endnu tid til at undgå det ved at “standse væksten”.

Det var hjerteskærende usagligt. Hvis forskere på MIT var på det niveau for 50 år siden, er det ikke svært at forestille sig, hvilket niveau den nuværende amerikanske administration kan befinde sig på i dag.

Boserup forklarede i stedet noget banalt og rigtigt:

Den til enhver tid kendte mængde olie er et produkt af eftersøgningsaktivitet. Og eftersøgning er en udgift, som olieselskaber kun afholder, hvis de ikke har kendte reserver nok til at opretholde produktionen. I samme øjeblik der opstår relativ knaphed, stiger prisen. Og når prisen stiger, bliver eftersøgning mere rentabel. Derfor stiger eftersøgningen – og dermed også de fundne ressourcer.

Samtidig vil stigende oliepriser føre til alternativer, besparelser og faldende efterspørgsel. Energi bliver sparet, fordi det kan betale sig.

Alt dette betyder, at der stort set altid vil være oliereserver til en given årrække frem i tiden. Når der går et år, vil der typisk stadig være olie nok til “et år længere ud i fremtiden”.

For økonomer er det banalt.

50 år efter mangler verden stadig ikke olie, selv om den ifølge Romklubben for længst skulle være sluppet op. Næsten det modsatte er problemet: At vi miljømæssigt stadig brænder olie af.

Oliekriserne handlede ikke om fysisk mangel, men om politik og markedsmagt. OPEC lukkede hanerne for at hæve prisen. Men få år senere dumpede Saudi-Arabien prisen, fordi de indså, at høje priser ville fremme alternativer og dermed gøre deres egne reserver værdiløse på sigt. Lave priser var for dem en garanti for afsætning: Så blev der ikke søgt efter olie andre steder, alternativer blev ikke udviklet, og efterspørgslen holdt sig høj.

Og så er der det næste:

Det koster noget at udnytte kendte reserver. Man suger ikke bare penge op af jorden.

Jeg husker engang, jeg diskuterede norsk Nordsø-olie med nogle norske økonomer. De fortalte, at et af de store oliefelter var ved at “løbe tør”. Det vil sige: Den lodrette boring var ved at løbe tør. Der var store mængder olie tilbage, hvis man borede på skrå, men det var dyrt. Faktisk ville produktionsomkostningerne komme over markedsprisen, så de lukkede feltet.

Så var det “tomt”.

Men hvis prisen senere steg, ville de åbne det igen.

Så var det “fyldt”.

Derfor er det helt afgørende at forstå: Naturressourcer er ikke først og fremmest et spørgsmål om fysik, men om økonomi.

I Grønland fokuserede man kun på det fysiske. Der er olie, guld og diamanter – og sjældne mineraler – altså penge lige til at samle op, hvis bare der var infrastruktur.

Problemet er, at der stort set ikke findes et sted i verden, hvor det er mere vanskeligt – og dermed dyrt – at udnytte forekomster af mineraler end i Grønland. Så de er der slet ikke i økonomisk forstand.

Derfor har det været meget, meget vanskeligt at finde investorer, der er villige til at investere i udnyttelsen af Grønlands mineraler.

Skyldes de amerikanske ønsker, at man er faldet for myten?

5. Konklusion

Men hvad så med de såkaldte sjældne mineraler, som Kina har?

Svaret er, at ingen aner, om de er i Grønland.

Der er ikke gennemført grundigere undersøgelser af Grønlands mineralforekomster end af undergrunden under Nuuk-fjorden. Og endnu vigtigere: Det handler ikke om tilstedeværelsen af mineraler, men om, hvorvidt de kan udnyttes rentabelt.

Det kan de ikke i dag.

Og det skyldes, at det ikke primært er mineralerne, Kina har. Det er teknologien.

De sjældne mineraler findes mange steder i verden: på Grønland, i Canada, i Alaska, og mange andre steder. Man kan bare ikke udnytte dem økonomisk og teknologisk i stor skala – i hvert fald ikke på en måde, der både er rentabel og miljømæssigt acceptabel.

Hertil kommer, at Kina i høj grad ser stort på de miljøproblemer, der er knyttet til udnyttelsen. Netop i Arktis vil det være helt uansvarligt at se bort fra miljøproblemer.

Derfor er den megen snak om Grønlands mineraler i virkeligheden fantasterier. En omvendt udgave af angsten for, at olie slipper op. Eller en gentagelse af historien om tunnelen under Nuuk-fjorden.

Fysisk er der mineraler overalt.

Økonomisk er de stort set ingen steder.

Og på Grønland mener man stadig, at den eneste årsag til, at man ikke får gavn af den enorme rigdom, man tager for givet ligger i den dårligt undersøgte undergrund, er danskerne – som beskrevet i en propagandaudsendelse, Danmarks Radio lavede om Grønlands kryolit for et år siden.

Og så er det jo godt, at der findes folk, der tænker stort og drømmer om at bygge casinoer og flyve til Mars…

Kritiske indvendinger – og svar

Kort sagt: Der er mineraler i Grønland. Spørgsmålet er, om de giver mineralrigdom.

1) “Kan det passe, at der ikke er noget af værdi i Grønland?”

Nej. Geologisk set er det næsten umuligt. Der er påvist bl.a. guld, zink/bly, jern og sjældne jordarter flere steder. Grønland er ikke “tomt”.

2) “Hvorfor udnytter man så ikke rigdommen?”

Fordi værdi ikke er geologi – det er økonomi. Mineraler får først værdi, når de kan udvindes, transporteres og sælges med overskud. Grønland er blandt verdens dyreste steder at drive minedrift: klima, infrastruktur, korte sæsoner, høje omkostninger, miljøkrav og politisk usikkerhed trækker prisen op.

3) “Men Kina har jo de sjældne mineraler – hvorfor kan Grønland ikke?”

Kinas styrke er ikke, at de sjældne jordarter “kun” findes dér. De findes mange steder. Kinas styrke er forarbejdning, teknologi og en fuld værdikæde – samt en høj tolerance for miljøbelastning. Grønland mangler i praksis raffinering og industri omkring udvindingen.

4) “Kan et gennembrud ændre billedet?”

Ja, i princippet. Men det er spekulation, ikke en plan. Man kan ikke basere økonomi eller geopolitik på teknologier, der endnu ikke er modne, eller på projekter, der først kan blive rentable om årtier.

5) “Er det så Danmark, der har bremset det hele?”

Hvis projekterne var rentable, ville kapitalen normalt være der. Råstofindustrien er ikke sentimental – den investerer, når afkastet er realistisk. Når projekter igen og igen ikke realiseres, er det ofte markedets dom: Det kan ikke betale sig under de givne vilkår.