Fiskeriforum oplyser, at EU giver grønt lys til regulering af skarv og sæl – en tiltrængt sejr for kystfiskeriet – FiskerForum. Med MEP Asger Christense som en af de drivende kræfter. Det er ikke en symbolsk beslutning, men et nødvendigt kursskifte efter årtiers berøringsangst. Med afstemningen anerkendes det nu politisk, at predation er en reel og væsentlig faktor i fiskeriets krise – ikke blot en fodnote i naturdebatten.
Hvis diskussionen skal være seriøs, må den føres i kilo og tons – ikke i følelser og velmenende hensigtserklæringer.
Hvad æder en skarv – helt konkret?
En skarv har et dagligt fødebehov på omkring 400–500 gram fisk. Det varierer med årstid og forhold, men et konservativt gennemsnit på 0,5 kg pr. dag er rimeligt.
Det giver:
- 0,5 kg/dag
- 182,5 kg/år
- 0,18 tons fisk pr. skarv pr. år
Ganger man op, bliver billedet hurtigt markant, den danske skarvbestand er i runde tal 60.000 skarver: ca. 11.000 tons fisk/år. Et stort tal i forhold til et fiskeri på 10-20.000 tons.
Det er fisk, som aldrig når at bidrage til bestanden eller fiskeriet. Ikke i teorien, men i praksis.
Sæler: Predation i industrielt format
Sæler opererer i en helt anden vægtklasse.
For både spættet sæl og gråsæl ligger det daglige fødeindtag typisk omkring 4–5 kg fisk pr. dag pr. voksen dyr. Bruger vi igen et forsigtigt gennemsnit på 4,5 kg/dag, får vi:
- 4,5 kg/dag
- 1.642 kg/år
- 1,6 tons fisk pr. sæl pr. år
Én sæl svarer altså groft sagt til ni–ti skarver i fødeindtag.
Østersøen: 60.000 sæler – regnestykket ingen vil tage
Bestanden af sæler i Østersøen ligger i dag omkring 60.000 dyr. Det tal bruges ofte som en succeshistorie i naturforvaltningen. Men sjældent følger regnestykket med.
60.000 sæler × 1,6 tons fisk pr. år =
👉 ca. 96.000 tons fisk om året. Et meget stort tal i forhold til et fiskeri på 50-100.000 tons.
Det er ikke en skrivefejl.
96.000 tons fisk fjernet hvert eneste år – før fiskeriet overhovedet kommer i spil. Det tal overskygger fuldstændigt de fleste diskussioner om kvoter, redskaber og lokale fiskerirestriktioner.
Og igen: Det er alene det, der bliver spist. Ikke ødelagte garn, ikke fortrængning af fisk fra fiskepladser, ikke stress og ændret adfærd.
Rovdyrsfælden – også uden iltsvind
I artiklen: Rovdyrsfælden – om skarver og fisk – Dahl-Madsen pegede jeg på et velkendt, men politisk underbelyst fænomen: Når fiskebestande først er presset ned, kan høj predation fastholde dem i en permanent lav tilstand.
Fiskene bliver spist, før de bliver store nok til at reproducere effektivt. Bestanden kommer aldrig ud af startblokken – uanset hvor meget man beskytter den mod fiskeri.
Det er ikke overfiskeri.
Det er ikke kvælstof.
Det er dødelighed.
Kvælstof: Iltsvind er et miljøproblem – ikke en løsning på fiskeriet
Problemet med kvælstof er velkendt: For høje udledninger kan føre til iltsvind, som i perioder gør bundområder uegnede for fisk og bunddyr. At reducere kvælstofudledningen kan derfor mindske risikoen for iltsvind, og det er i sig selv fornuftigt miljøarbejde.
Men her kommer det afgørende men:
Reduktion af iltsvind er ikke det samme som genopretning af fiskeriet.
Man kan godt forbedre iltforholdene og skabe biologisk plads til flere fisk – men hvis predationen fra skarv og sæl ikke er under kontrol, bliver pladsen aldrig fyldt.
Iltsvind kan slå fisk ihjel i ekstreme perioder.
Predation slår fisk ihjel hver dag.
Derfor ser man også områder med forbedrede iltforhold, hvor fiskeriet alligevel ikke kommer igen.
EU’s beslutning: Et skridt tilbage til virkeligheden
EU’s grønne lys til regulering af skarv og sæl udgør en vigtig erkendelse af, at havets tilstand er afhængig af mange faktorer, og at man ikke kan nå målene med ensidige tiltag.
Bundlinjen – i tons, ikke i holdninger
- 1 skarv: ca. 0,18 tons fisk/år
- 60.000 danske skarver: Ca. 11.000 tons/fisk
- 1 sæl: ca. 1,6 tons fisk/år
- 60.000 sæler i Østersøen: ca. 96.000 tons fisk/år
I det lys bliver det klart:
Begrænsning af kvælstofudledning kan være nødvendig for miljøet,
men den får kun begrænset effekt på fiskeriet, før predationen er under kontrol.
Rækkefølgen er afgørende:
- Reducér iltsvind for økosystemets skyld
- Regulér rovdyrene for fiskeriets skyld
Kvælstofreduktion er en fejl. Når de intet fosfor, er stopper al produktion, legeledes når der ingen kvælstof er, stopper produktionen.
Der er dog den undtagelse, at når der er fosfor og intet kvælstof, vækster kvælstoffikserende bakterier. De kan selv tage kvælstof fra luften, og der er ubegrænsede mængder at tage af. Det er de cyanobakterier (nogle kalder dem blågrønalger) der er giftige for den primære fødekæde og fisk. den falder til bunds og bruger ilt i forrådnelses-prosessen. Det er også cyanobakterier der lukker badestrande.
Den fosfor der er for meget af i forhold til kvælstof, kommer ikke fra landbruget. Fosfor løber ikke med drænvandet, den binder sig til aluminium og jern i jorden. Fosforen kommer fra den moderne civilisation, f. eks vaskemidler, overløb fra renseanlæg og andre kilder.
Det er årsagen til at f. eks. Sverige ikke har begrænsninger på kvælstof til landbruget.
Nej det er ikke en fejl. Kvælstofudledningen fra dansk landbrug er en vigtig presfaktor for vandmiljøet. Det med cyanobakterier har været kendt siden ruder konges tid men har ingen praktisk betydning for det danske vandmiljø. Selv i Østersøen er kvælstoffjernelsen ved denitrifikation væsentligt større end kvælstoffikseringen.
Bare fordi der er nogen “tosser” i BL der siger noget du godt kan lide at høre gør det ikke rigtigt. Lyt i stedet til fagkundskaben