I en længere interviewartikel i Weekendavisen: Tæppefald for Europa | Opinion | Samfund | Weekendavisen leverer Oxford-professor Dieter Helm et bemærkelsesværdigt opgør med EU’s klimapolitik. Ifølge Helm er Europas grønne strategi kørt i grøften: Høje energipriser, afindustrialisering og faldende konkurrenceevne er resultatet af en klimapolitik, der hviler på ønsketænkning snarere end realisme. Hans konklusion er klar: EU bør droppe sine klimamål og satse massivt på atomkraft, hvis Europa ikke skal ende som et økonomisk museum.
Artiklen er interessant, fordi kritikken kommer indefra – fra en erklæret klimaforkæmper, som har rådgivet både den britiske regering og EU, og som ikke kan affejes som ”klimabenægter”.
Resumé af artiklen
Helm argumenterer for, at Europas nederlag på det seneste klimatopmøde ikke var tilfældigt, men uundgåeligt. Resten af verden – især udviklingslandene – har ingen intentioner om at opgive olie, gas og kul for at efterligne Europas energipolitik. Tværtimod. Fossile brændsler ses fortsat som vejen til vækst, industrialisering og velstand.
Europa har ifølge Helm solgt en falsk fortælling: at sol og vind er billigere end fossile energikilder og kan drive en moderne industrination. I virkeligheden er vedvarende energi ustabil og kræver enorme investeringer i backup, lagring og netudbygning, hvilket gør det samlede energisystem dyrt. Resultatet er, at Europa nu har energipriser, der er to til tre gange højere end i USA – og endnu højere, når det gælder gas.
Samtidig har EU’s territoriale klimamål skabt incitament til at lukke energiintensiv industri i Europa og importere de samme produkter fra lande med højere CO₂-udledning. Det pynter i regnearkene, men gavner hverken klimaet eller økonomien.
Helms løsning er et storstilet europæisk atomkraftprogram kombineret med et opgør med de fastlåste klimamål frem mod 2050. Først skal Europa sikre konkurrencedygtige energipriser – derefter kan man tale om grøn omstilling.
Klimarealistisk kommentar
Dieter Helm har på mange punkter ret. EU’s klimapolitik har udviklet sig til et selvskadende projekt, hvor symbolske reduktionsmål vægtes højere end velstand, industri og energisikkerhed. Forestillingen om, at Europa kunne ”vise vejen” og resten af verden pænt ville følge trop, har vist sig at være naiv i grænse til det selvbedrageriske.
Men Helm stopper et skridt for tidligt.
For selv om han nøgternt konstaterer, at verden i 2050 vil forbruge omtrent samme mængde fossile brændsler som i dag, fastholder han stadig den grundlæggende præmis om, at fossile energikilder primært er et problem, der hurtigst muligt skal udfases. Det er her, den klimarealistiske analyse må gå videre.
Kul, olie og gas er ikke blot en midlertidig nødvendighed. De har – historisk og aktuelt – været en nettofordel for menneskeheden. Fossile brændsler har løftet milliarder ud af fattigdom, muliggjort industrialisering, stabil energiforsyning, moderne sundhedssystemer og en velstand, som også gør samfund langt mere robuste over for klimatiske udsving. Det er ikke en detalje – det er selve hovedforklaringen på, hvorfor verden vælger dem igen og igen.
Problemet er derfor ikke, at verden bruger fossile brændsler. Problemet er, at Europa har bildt sig ind, at man kan afskaffe dem hurtigt, ensidigt og uden omkostninger – og samtidig bevare velstand og politisk stabilitet. Det kan man ikke.
Atomkraft kan være en del af løsningen, ja. Men selv atomkraft ændrer ikke ved den grundlæggende kendsgerning: En realistisk klimapolitik må tage udgangspunkt i energi, økonomi og menneskelig velfærd – ikke i abstrakte målår og moralske hensigtserklæringer.
Set i det lys er Helms analyse et vigtigt skridt væk fra grøn illusionisme. Men det næste skridt – en ærlig erkendelse af fossile brændslers fortsatte og legitime rolle – mangler stadig. Det er netop den erkendelse, der adskiller klimarealisme fra grøn reformisme.
