Forleden den 25/3 fyldte Bjarke 48 år. Det gav mig anledning til at søge i mine annaler og tænke over, hvilke oplevelser vi egentlig har haft sammen gennem livet. Og dér står Thailand som noget helt centralt.
Jeg glemmer aldrig den middag i forsommeren 1997, hvor Inge, Signe, Bjarke og jeg sad ved middagsbordet. Det var netop på det tidspunkt, hvor Bjarke var ved at blive student. Så meddelte jeg, at jeg nu havde jeg fået et job i Thailand. Jeg skulle undervise miljøingeniørstuderende på AIT, Asian Institute of Technology. Og så spurgte jeg Bjarke, om han kunne tænke sig at komme med.
Det var ikke et forslag, der faldt på stengrund.
Hans øjne blev pludselig meget store. Det var ikke til at tage fejl af: han blev aldeles glad, og det var helt tydeligt, at tanken om Thailand tændte noget i ham. Der var eventyr i det. Der var frihed i det. Der var udsigt til en helt anden verden end den, vi kendte hjemmefra. Og sådan begyndte et af de kapitler, som man ikke siden glemmer.
Den mere detaljerede historie må vi tage en anden gang. For der er meget at fortælle. Om beslutningen. Om afrejsen. Om de første forvirrede dage. Om mødet med varmen, trafikken, menneskemylderet og den særlige blanding af kaos og livskraft, som Thailand havde og stadig har. Men lige nu vil jeg nøjes med at bringe den julehilsen, vi lavede, efter at vi havde været i Thailand fra august til december 1997.
Når jeg ser den igennem i dag, bliver jeg ikke bare glad, men også rørt, fordi den er så konkret. Det er ikke en glat rejsebrochure, men et ægte stykke hverdagsliv fra de første måneder i Thailand. Man mærker straks, hvordan vi gik fra at være nyankomne til faktisk at begynde at høre til. Først boede vi på campus på AIT, omgivet af damme, kanaler, sportspladser, varaner og endda kobraslanger, altså et universitetsmiljø, der adskilte sig en smule fra Lyngby. Siden fandt vi huset i Muang Ake, som viste sig at være langt bedre end campusboligerne, og dér begyndte dagliglivet for alvor at tage form. Jeg passede mit arbejde med undervisning i Water Quality Management og matematisk modellering af iltsvind og næringsstoffer, mens Bjarke kastede sig ud i sit eget nye liv med åbne øjne og et godt hoved. Det hele står i PowerPointen med en sjælden friskhed, netop fordi den er skrevet, mens oplevelserne endnu var nye.
Og så er der personerne, som gør det hele levende. Jinda for eksempel, vores rare maid, som vi blev meget glade for. Hun lavede god mad, var glad og venlig og blev en vigtig del af hverdagen i huset. Den slags siger mere om et ophold end tyve udsagn om kulturmøder. Det samme gælder familien Bechmann, som boede tæt på os i Muang Ake. Henrik Bechmann arbejdede på AIT med akvakultur, hjalp os med at finde huset, og vi delte carpool og almindeligt naboskab. Den slags praktisk fællesskab betyder uendeligt meget, når man er ny et sted og skal have hverdagen til at fungere. Det er netop sådanne mennesker, man husker, når de store overskrifter for længst er forsvundet.
Og så var der kattene. Thailand er jo siameserkattenes hjemland, og vi fik da også to små katte forærende af personalet ved AITC. Den ene blev desværre skræmt fra vid og sans og løb væk, formentlig ud i sumpen til et mindre heldigt bekendtskab med naturens hårdere side. Men den anden blev hos os og blev en rigtig fin kat, om end ikke nogen ægte siameser. Den slags små episoder sætter sig fast. Ikke fordi de er store, men fordi de gør et sted levende. Thailand var ikke bare arbejde, trafik og faglige ambitioner. Det var også en kat på en varm terrasse, god mad på bordet, mennesker omkring os og en hverdag, der hurtigt fik sin egen rytme.
PowerPointen er i det hele taget fuld af den slags konkrete glimt, som gør den værd at bringe frem igen. Golfbanerne med varaner og kobraslanger. Toldhistorien med computerkasserne. Frokosterne på AIT med folk fra hele verden. Trafikken, som efter kort tid gav mening, når man først havde forstået de enkle regler om, at størst er først, og forrest er først. Og så den meget kontante beskrivelse af universitetet, hvor folk faktisk havde frihed til at passe deres arbejde uden tidsure og underskriftcirkus. Der er både humor og realitetssans i det hele, og det er nok derfor, den gamle julehilsen stadig virker.
Når man ser tilbage næsten 29 år senere, er det også det konkrete, der står klarest. Ikke abstrakte betragtninger om globalisering og kulturmøder, men Jinda, familien Henrik, kattene, huset i Muang Ake, dammene på campus og alle de små situationer, der tilsammen blev til et virkeligt liv. Thailand blev ikke bare et spændende ophold. Det blev et kapitel i familiens historie, og et af de kapitler, der stadig lyser, netop fordi det var levet og ikke bare betragtet udefra.
Så her kommer altså denne lille julehilsen fra dengang. Ikke som stor verdenshistorie, men som et stykke konkret levet liv fra august til december 1997. Og det er måske netop derfor, den stadig holder. Fordi den ikke prøver at være finere, end den er. Den viser bare, hvordan et nyt liv faktisk så ud, mens vi stod midt i det.
Og her er den hele med lyd:)
