Det er et moderne mirakel, at det endelig er blevet muligt at få lydhørhed for en rationel grøn politik i medierne. I årevis har debatten været domineret af grøn symbolik, store ord og en næsten barnlig forestilling om, at mindre produktion i sig selv er en gevinst. Som om samfundet bliver bedre af at producere mindre mad, mindre energi og mindre velstand.
I min kronik: Tom Jensen efterlyser borgerlige svar på klima- og miljøproblemerne: De kommer her | Kronikker | Opinion | Berlingske (bag betalingsmur) prøver jeg at trække debatten tilbage på jorden. Mit udgangspunkt er enkelt: Vi skal regulere den konkrete skade, ikke produktionen i sig selv. Problemet er ikke, at der findes landbrug, industri, biler eller kraftværker. Problemet opstår, når bestemte udledninger og belastninger gør reel skade på andre, på naturen eller på miljøet.
Det er også derfor, jeg mener, at staten skal holde op med at lege driftsleder. Politikernes opgave er ikke at bestemme teknologier, produktionsformer, bedriftsstørrelser eller energiveje ned i mindste detalje. Opgaven er at sætte klare rammer for den skade, der må påføres omgivelserne. Derefter må virksomheder, landmænd og borgere finde den billigste og mest effektive måde at løse problemet på. Det er sådan, man får innovation. Og det er sådan, man undgår grøn planøkonomi forklædt som fremskridt.
Jeg argumenterer også for, at målene skal være realistiske. Det er ikke ansvarligt at vedtage sig til fantasitilstande, hvis prisen er absurd høj og gevinsten marginal. Man må spørge nøgternt: Hvad er problemet helt præcist? Hvor stor er skaden? Hvad koster det at mindske den yderligere? Og hvornår går man fra fornuftig forbedring til dyr symbolpolitik? Det er ikke kynisme. Det er almindelig voksenvurdering.
Samtidig overser mange, at tiden faktisk arbejder med os, hvis vi giver den lov. Teknologien bliver bedre. Effektiviteten stiger. Vi lærer gradvis at skabe mere værdi med mindre belastning. Det er en langt mere lovende vej end paniklovgivning og tvangsmæssig nedskalering. Og hvis vi gør dansk produktion urimeligt dyr og besværlig, risikerer vi bare at flytte produktionen ud af landet til steder med lavere standarder. Så har vi ikke løst problemet. Vi har eksporteret det.
Det er kernen i min kronik: En borgerlig grøn politik må være rationel, konkret og samfundsøkonomisk forsvarlig. Den skal rette sig mod skaden, ikke mod produktionen. Alt andet er enten selvbedrag eller planøkonomi med grøn maling.
Centralt citat fra kronikken:
“Vi skal ikke regulere på, hvor meget folk producerer. Vi skal regulere på, hvor meget skade de påfører andre.”
¨Ligesom Venstre vil sætte skolen fri til, at det er lærerne og skolelederne, der bedst ved, hvordan problemerne i skolen skal klares. Ligeledes tror jeg landbruget bedst kan finde måden at løse problemerne i landbruget. Mange andre har indlysende ikke en klap forstand på landbrug, og kan derfor kun forkludre løsningen.