Når fiskene forsvinder fra danske farvande og Østersøen, står de sædvanlige syndebukke altid klar på anklagebænken: fiskerne og landmændene.
Fiskerne har overfisket. Landmændene har sendt for mange næringsstoffer ud i havet. Så er den sag klaret. Det er i hvert fald den pæne fortælling, som politikere, grønne organisationer og store dele af pressen elsker, fordi den er så dejligt enkel. Der er bare ét problem: den er alt for enkel.
Anledningen til dette indlæg er denne artikel i Fiskeritidende om, at EU nu bevæger sig i retning af regulering af skarver og sæler. Det er interessant, ikke fordi EU pludselig er blevet klog, men fordi nogen dernede omsider er begyndt at forstå det indlysende: Hvis man vil vide, hvorfor der mangler fisk, må man se på hele regnestykket og ikke kun på de to sædvanlige mistænkte.
Ja, overfiskeri har historisk spillet en rolle. Ja, for stor udledning af næringsstoffer og iltsvind er reelle problemer. Men det er ikke hele historien. Den del, der alt for længe er blevet fejet væk som en ubelejlig detalje, er det massive rovdyrtryk fra sæler og skarver.
Og her bliver tallene pludselig meget konkrete.
HELCOMs materiale peger på omkring 60.000 gråsæler i Østersøen. En voksen gråsæl æder i gennemsnit omkring 4,5 kilo fisk om dagen, altså cirka 1,6 ton om året. Det giver en samlet konsumtion i størrelsesordenen knap 100.000 ton fisk om året. Det er ikke en detalje. Det er en biomasse, der er så stor, at man må være mere ideolog end biolog for at kalde den uvæsentlig.
Og det er endda den pæne version. For sæler tager ikke kun de fisk, man finder med tydelige bidmærker. DTU Aqua har vist, at der omkring Bornholm i gennemsnit forsvandt knap 6 torsk sporløst for hver torsk, der blev landet med synlige sælskader. Samme studie pegede på daglige tab på omkring 45 procent af torskene og 6 procent af fladfiskene i de undersøgte garnfangster. Sagt på jævnt dansk: sælerne tager mere, end man kan se, og de ødelægger mere, end regnearkene normalt viser.
Skarverne er heller ikke nogen lille biting. I danske farvande varierer antallet af fouragerende skarver fra omkring 15.000 om vinteren til op mod 250.000 i efteråret. Med et gennemsnitligt fødeindtag på cirka 500 gram fisk om dagen giver det omkring 16.000 ton fisk om året i danske farvande alene. Og i den danske del af den vestlige Østersø anslås det, at skarver æder omkring 15 millioner småtorsk om året, mens den samlede rekruttering kun er anslået til 4-17 millioner. Det er ikke en parentes. Det er et frontalangreb på en svag bestand. Parliamentary question | Need for concrete actions following structured dialogue on the management of the Great Cormorant | E-000372/2026 | European Parliament
Sætter man tallene op mod fiskeriet, bliver skævheden i debatten endnu tydeligere. EU’s officielle fangstlofter for 2026 for de centrale baltiske bestande summerer til knap 400.000 ton. Som passer meget godt med et der faktisk bliver fisket. Sælernes beregnede fiskeforbrug svarer altså alene til omtrent en fjerdedel af dette niveau. Og så har vi endda ikke medregnet de fulde skarvtab for hele Østersøen i ton, selv om de i danske farvande alene ligger på omkring 16.000 ton.
Det betyder ikke, at fiskerne er uden ansvar. Det betyder heller ikke, at udledning af næringsstoffer er ligegyldig. Men det betyder, at den sædvanlige fortælling er skæv.
For ja, eutrofiering er virkelig. HELCOM viser fortsat, at Østersøen lider under for stor udledning af næringsstoffer, med algevækst, uklart vand og iltsvind som følge. Men samme materiale viser også, at de normaliserede kvælstofinput til hele Østersøen er faldet siden referenceperioden 1997-2003, og at lande som Danmark har reduceret landbrugets kvælstofbidrag markant siden 1990’erne. Så når man igen og igen hører, at fiskene mangler, fordi dansk landbrug alene har ødelagt havet, så er det ikke nøgtern analyse. Det er en politisk bekvem halvsandhed.
Sandheden er mere besværlig.
Østersøen er ramt af flere ting på én gang: historisk overfiskeri, iltsvind, for stor udledning af næringsstoffer, naturlig dårlig vandudskiftning, klimaeffekter, fejlslagen forvaltning — og et meget stort rovdyrtryk fra sæler og skarver. Den, der kun vil tale om fiskere og landmænd, fortæller kun den halve historie. Og halve historier er som bekendt ofte de mest populære, fordi de er så lette at råbe op om.
Derfor giver det også mening, at EU nu begynder at røre på sig, sådan som artiklen i Fiskeri Tidende beskriver. Hvis man vil have flere fisk i havet, nytter det ikke kun at regulere dem, der fanger fisk, eller dem, der dyrker jorden. Man må også regulere dem, der æder fisken.
Det er ikke et angreb på naturen. Det er naturforvaltning.
Vi accepterer uden større følelsesudbrud, at man regulerer råger, gæs, hjorte, ulve og andre arter, når bestandene vokser så meget, at de giver alvorlige problemer. Men når det gælder skarver og sæler, går alt for mange pludselig i romantisk baglås. Som om havet er et naturmuseum og ikke et levende økosystem med hårde biologiske realiteter.
Hvis man virkelig vil hjælpe fiskebestandene, må man gøre flere ting på én gang. Man skal fortsætte indsatsen mod iltsvind og for stor udledning af næringsstoffer. Man skal have ansvarlig fiskeriforvaltning. Men man skal også regulere skarver og sæler målrettet og konsekvent dér, hvor de gør størst skade.
Ellers bliver resultatet det, vi ser nu: Man skælder fiskerne og landmændene ud, mens rovdyrene æder lystigt videre.
Det er ikke naturforvaltning. Det er ansvarsforflygtigelse.
