I dag har jeg haft fornøjelsen af at diskuter klima med unge mennesker fra Silkeborg Højskole, på basis af dette oplæg, som måske kan inspirere nogen?

Klima, energi og de mennesker, jeg har mødt

Jeg har undervist unge miljøingeniører i Thailand på Asian Institute of Technology. Jeg har stået foran klasser fyldt med ambitiøse studerende, der ville det samme som os: rent vand, ordentlige byer, mindre forurening og bedre liv. De var ikke naive. De var ikke ideologer. De var praktiske. De ville bygge noget.

De spurgte mig ikke, hvordan man afvikler energi.
De spurgte, hvordan man skaffer mere – uden at ødelægge det, der skal beskyttes.

For et par år siden var jeg tilbage i Thailand og holdt foredrag om klima og energipolitik her: King Mongkut’s University of Technology Thonburi – KMUTT.

Efter oplægget kom en ung mand hen til mig. Han var fra Somalia. Intelligent, alvorlig og tydeligt frustreret. Han fortalte, at Verdensbanken ikke ville finansiere udviklingen af Somalias gas- og olieressourcer. Det var i sig selv tankevækkende. Men det stoppede ikke dér. Hvis landet forsøgte at udvikle ressourcerne for egne midler, ville man – efter hans udsagn – forsøge at straffe dem økonomisk.

Jeg stod og tænkte: Er det virkelig dér, vi er kommet til?

Vi blev rige på kul, olie og gas. Vi byggede vores hospitaler, vores universiteter, vores velfærdssamfund på stabil og billig energi. Og nu siger vi til nogle af verdens fattigste lande: Den vej må I ikke gå.

Hvis det ikke ligner grøn kolonialisme, hvad gør så?

Jeg er født ind i moderniteten. Min mor døde den dag, jeg blev født. Jeg har aldrig haft den luksus at betragte det moderne samfund som noget abstrakt. Hospitaler, medicin, teknologi og elektricitet er ikke politiske symboler for mig. De er forskellen mellem liv og død. Moderniteten er ikke grim beton. Den er overlevelse.

Derfor gør det ondt på mig, når energipolitik reduceres til moralske signaler.

Det er ikke let at føre klimapolitik i et rigt land som Danmark. Det er ekstremt dyrt. Vi bruger enorme summer på at omlægge energisystemer, subsidiere udvalgte teknologier og lukke kapacitet før tid. Selv i et velstående samfund mærker mennesker det: højere elregninger, dyrere transport, dyrere boliger. Det kaldes omstilling. Men for mange føles det som pres.

Og hvis det er økonomisk belastende for os – med vores velstand, vores institutioner og vores sikkerhedsnet – hvad betyder det så at fortælle et fattigt land, at det ikke må bruge de ressourcer, der realistisk kan løfte befolkningen ud af fattigdom?

Energi er fundamentet under alt. Uden stabil og billig energi er der ingen varig udvikling. Ingen hospitaler, der fungerer. Ingen fødevareproduktion i stor skala. Ingen industri. Ingen vækst. Når energi bliver dyr, bliver alt dyrt. Og det er ikke de velhavende, der mærker det først.

Det er pensionisten med elvarme.
Det er den enlige mor.
Det er den studerende.

Og globalt er det de mennesker, der stadig mangler det, vi tager for givet: lys om aftenen, køleskab, rent vand.

Den største risiko ved en forfejlet klima- og energipolitik er ikke en teoretisk temperaturstigning i slutningen af århundredet. Den største risiko er energifattigdom. Bremset udvikling. Fastlåsning i afhængighed.

Fattigdom er brutal. Den forkorter liv. Den gør mennesker sårbare over for netop de klimaforandringer, vi taler så intenst om. Rige samfund bygger diger. Fattige samfund håber.

Jeg har arbejdet med miljø siden 1970’erne. Jeg har set problemer blive løst, som mange troede var uløselige. Vandmiljøet blev forbedret. Teknologi rykkede. Samfund udviklede sig. Det skete ikke ved at gøre energi knap. Det skete ved at blive dygtigere og rigere.

Klimarealisme er ikke ligegyldighed. Det er ansvar. Det er en insisteren på proportioner. Ja, vi skal reducere udledninger. Ja, vi skal udvikle nye teknologier. Men vi må ikke føre en politik, der i praksis siger til verdens fattigste: “I må ikke blive rige på den måde, vi selv gjorde.”

Det er ikke solidaritet.
Det er ikke retfærdighed.
Og det er ikke moralsk fremskridt.

Klimaet er vigtigt. Men menneskelig værdighed er vigtigere.

Og jeg nægter at kalde det ansvarligt, hvis vores gode intentioner ender med at gøre livet sværere for dem, der allerede har mindst.