Igår, den 22. april var det igen Earth Day. Endnu en anledning til højtidelige ord om planetens tilstand, menneskets synder og nødvendigheden af at skrue ned, holde igen og føle skyld. Det er efterhånden blevet en slags moderne liturgi. Men ærlig talt: Jeg bliver bare så træt.
Jeg har hørt den sang i mange år. Ikke bare som tilskuer, men som en mand, der faktisk har arbejdet med miljø, ressourcer og fødevareproduktion det meste af sit liv. Og jeg må sige det lige ud: Den grundlæggende fortælling, som Earth Day blev bygget op omkring i 1970, har vist sig at være forfejlet. Ikke i alle detaljer, men i sit menneskesyn. Det er det afgørende.
Da jeg i 1997 skulle til Thailand, blev jeg nødt til at sætte mig langt mere systematisk ind i globale udviklinger, miljøspørgsmål og de store linjer i verdens udvikling. Det var ikke noget, man kunne nøjes med at have en løs mavefornemmelse om. Jeg ville forstå, hvad der faktisk var sket i verden, og hvad der drev udviklingen. I den forbindelse læste jeg blandt andet Julian Simons bøger, især The Ultimate Resource. Det var en af de oplevelser, hvor tingene falder på plads. Ikke fordi alt pludselig bliver enkelt, men fordi man opdager, at nogen endelig har fat i den rigtige ende.
Simon havde jo ret. Helt grundlæggende ret.
Hans pointe var ikke, at naturen er ligegyldig, eller at man bare kan svine løs og håbe på det bedste. Hans pointe var langt mere interessant og langt mere sand: Den ultimative ressource er ikke olie, kobber eller fosfat. Den ultimative ressource er mennesket. Menneskets hjerne. Menneskets ideer. Menneskets evne til at opdage, opfinde, forbedre og organisere. Det er ikke først og fremmest begrænsningerne, der bestemmer vores fremtid. Det er vores evne til at tænke os ud af dem.
Det lyder næsten for enkelt, og netop derfor har mange svært ved at acceptere det. Der er en mærkelig tiltrækning i undergangsfortællinger. De giver taleren en aura af alvor. De gør den bekymrede til et bedre menneske. Og de gør det muligt at se skævt til almindelige menneskers ønske om vækst, velstand, kød på bordet, varme i huset, transport, teknologi og et trygt liv til deres børn. Men virkeligheden har ikke været særlig venlig mod dommedagsprofeterne.
Siden 1970 er verden på næsten alle vigtige menneskelige områder blevet langt bedre. Levealderen er steget kraftigt. Børnedødeligheden er faldet dramatisk. Langt færre mennesker lever i ekstrem fattigdom. Flere kan læse og skrive. Flere har adgang til energi. Flere børn overlever. Flere mennesker får et liv, der er længere, tryggere og rigere end det, deres forældre og bedsteforældre havde.
Det er ikke småting. Det er civilisation.
Klimaet er blevet lidt varmere, og havniveauet er steget. Ja ja. Men når man ser på figuren, må man jo more sig lidt. Skal vi virkelig tro, at det er temperaturstigninger og lidt højere vandstand, der har givet os længere levetid, mindre børnedødelighed, mere mad, mere uddannelse og langt større velstand? Selvfølgelig ikke. Det er en absurd tanke. Figuren viser med al ønskelig tydelighed, at menneskelig fremgang ikke drives af klima og vejr, men af menneskers evne til at tænke, opdage, opfinde, producere og samarbejde. Det er ikke atmosfæren, der har reddet milliarder af mennesker. Det er civilisationen.
Og her er det, jeg bliver en smule indigneret. For det er ikke bare en akademisk fejl, når man år efter år fortæller unge mennesker, at deres art er en plage, at deres fremtid er mørk, og at fremskridt i grunden er mistænkeligt. Det er også en åndelig fejltagelse. Man tager modet fra dem. Man lærer dem at frygte det menneskelige i stedet for at forædle det. Man lærer dem skyld før ansvar, resignation før opfindsomhed og symbolpolitik før virkelige løsninger.
Det er en elendig arv at give videre.
Unge mennesker burde høre noget andet. De burde høre, at verden ganske vist har problemer, men at problemer er til for at blive løst. De burde høre, at velstand ikke er noget beskidt ord, men ofte selve forudsætningen for et ordentligt miljø. De burde høre, at teknologi ikke er fjenden, men et redskab. De burde høre, at landbrug, energi, industri og videnskab ikke er civilisationens syndefald, men dens bærende elementer. Og de burde frem for alt høre, at mennesket ikke er jordens sygdom. Mennesket er det væsen, som kan forstå verden og forbedre den.
Jeg tror, noget af forvirringen opstår, fordi mange ser på ressourcer som faste størrelser. Som om der ligger en bunke derude, og når vi har brugt den, er legen slut. Men sådan fungerer verden jo ikke. Ressourcer er ikke bare ting i jorden. Ressourcer er ting, vi forstår at bruge. Olie var ikke en ressource for stenaldermennesket. Uran var ikke en ressource for middelalderen. Sand er bare sand, indtil nogen finder ud af at lave mikrochips. Det er menneskelig indsigt, der forvandler natur til ressourcer. Derfor er det netop ideerne, kundskaben og friheden, der er det afgørende.
Det var det, Julian Simon så klarere end de fleste. Og det var derfor, jeg blev så begejstret, da jeg læste ham. Ikke fordi han smigrede vores selvbillede, men fordi han tog mennesket alvorligt. Han så, at opfindsomhed ikke er en parentes i historien. Den er motoren.
Earth Day burde egentlig være en anledning til eftertanke. Ikke bare om naturen, men også om de fortællinger, vi igen og igen bilder hinanden ind. I 1970 troede mange, at vi stod foran et sammenbrud drevet af overbefolkning, ressourceknaphed og økologisk kollaps. Men verden udviklede sig ikke sådan. Den blev større, rigere, mere teknologisk, mere produktiv og langt mere menneskevenlig. Ikke perfekt. Langt fra. Men meget bedre.
Det burde mane til beskedenhed hos dem, der altid er sikre på, at fremtiden bliver værre, og at løsningen nødvendigvis er mindre vækst, mindre forbrug, mindre produktion og mindre tro på menneskelig skaberkraft. Historien peger snarere den anden vej. Når mennesker får lov at tænke, handle, investere, forske og arbejde, så bliver verden som regel bedre. Også miljømæssigt, når samfundet bliver rigt nok til at tage problemerne alvorligt og klogt.
Det er derfor, jeg ikke kan tage Earth Day-retorikken helt alvorligt, når den igen bliver til en slags årlig opvisning i sortsyn. Der er for meget automatisk skyld og for lidt historisk hukommelse. For meget gestus og for lidt realitetssans.
Hvis jeg skulle sige én ting til unge mennesker, så ville det være dette:
Lad jer ikke bilde ind, at mennesket er en fejltagelse.
I skal selvfølgelig kende problemerne. I skal være nysgerrige, flittige og ansvarlige. I skal passe på naturen, fordi den er værdifuld, og fordi et ordentligt samfund ikke sviner unødigt. Men I skal ikke gå rundt og tro, at jeres håb, jeres ideer og jeres ambitioner er farlige. Det er de ikke. Det er dem, der skal bære verden videre.
Menneskets historie er ikke bare en historie om fejl og ødelæggelse. Det er også historien om, at vi igen og igen har løftet os over nød, sult, sygdom og elendighed. Ikke ved at opgive civilisationen, men ved at udvikle den.
Det var Julian Simons store pointe. Og det er stadig den sandeste.
Mennesket er ikke problemet.
Mennesket er løsningen.
Enig. Vel skrevet.