Der var kommet noget nyt over tiden. Man kunne mærke det. Ikke bare den sædvanlige snak om priser, politik og vejret, men noget større. Noget med raketter. Noget med månen. Noget med, at menneskene endelig igen havde fået øjnene op for, at verden ikke slutter ved hækken.
“Det er jo soleklart,” sagde Karl Iver en morgen over teen. “Hvis menneskene skal klare sig på lang sigt, så skal vi ud i rummet. Det er simpelthen almindelig sund fornuft. Man lægger ikke alle æg i én kurv, og man lægger da slet ikke hele menneskeheden på én klode.”
Fru Inge så på ham over brillernes kant med det rolige blik, som kun et menneske med mange års ægteskab bag sig kan mønstre.
“Du glemte i går at lukke køleskabet helt,” sagde hun.
“Ja, men det ændrer jo ikke på den strategiske analyse.”
“Nej,” sagde hun. “Men det gør mig en smule betænkelig ved, at du vil redde civilisationen.”
Karl Iver lod sig ikke slå ud. Tværtimod. Han var i storform.
“Prøv nu at høre. Månen er jo kun begyndelsen. Først en tur rundt om månen, så baser, så måske Mars. Det er pionerånd. Det er fremskridt. Det er jo sådan, mennesket altid er kommet videre. Havde folk i gamle dage været tilfredse med bare at sidde hjemme og pille kartofler, var vi aldrig nået nogen vegne.”
“Det er muligt,” sagde hans kone. “Men der er også mange, der er kommet galt af sted ved at få for store idéer.”
“Store idéer er netop det, der bringer verden frem.”
Hun tog en slurk te og sagde tørt:
“Ja, og nogle af dem er helt på månen.”
Han smilede bredt. “Netop! Det er jo det, der er så smukt. Vi skal være lidt helt på månen. Ellers sker der jo ikke en pind.”
“Nej,” sagde hun. “Jeg mente nu mest dig.”
Det prellede af. En mand med udsyn til verdensrummet kan ikke standses af en enkelt velplaceret ægteskabelig kommentar.
Senere samme dag tog han emnet op igen.
“Jeg tror egentlig,” sagde han, “at du ville have godt af en tur rundt om månen.”
“Godt af det?”
“Ja. Bare tænk. Stilheden. Udsigten. Jorden som en lille blå kugle. Det ville være storartet.”
“Jeg har det glimrende her,” sagde hun. “Jeg behøver ikke flyves 400.000 kilometer væk for at nyde udsigten.”
“Men det er jo et eventyr!”
“Jeg er nået til en alder, hvor jeg foretrækker eventyr, man kan komme hjem fra samme eftermiddag.”
“Det kan man vel også.”
“Nej, det kan man netop ikke.”
Han lænede sig frem og sænkede stemmen, som om han nu kom med det afgørende argument.
“Prøv nu at tænke på fordelene. Hvis du var en tur rundt om månen, så kunne du jo ikke skælde mig ud, hvis jeg havde glemt noget herhjemme.”
Hun stirrede på ham.
“Nå,” sagde hun. “Så det er planen. Du vil sende mig ud i rummet for at få arbejdsro.”
“Nej, nej. Jeg tænker i menneskehedens overlevelse.”
“Og lidt i husfreden.”
“Man kan godt have flere hensyn på én gang.”
Nu lo hun, og det tog han som et tegn på, at sagen ikke var helt tabt.
De næste dage blev hans måneprojekt mere og mere konkret. Ikke sådan at forstå, at han havde nogen raket stående i skuret. Men idéen voksede. Han begyndte at tale om, at det egentlig var mærkeligt, at ældre mennesker ikke blev tænkt mere ind i rumfarten.
“Det er jo en fejl i markedet,” sagde han ved frokostbordet. “De unge vil have fart og adrenalin. Men vi voksne mennesker vil have ordentlige sæder, god kaffe og rimelig planlægning. Der burde være særlige måneture for seniorer.”
“Seniorer?” sagde hans kone. “Det lyder allerede dyrt.”
“Det bliver dyrt,” sagde han. “Men historisk set har alle store spring været dyre i starten. Jernbaner, flyvemaskiner, elektrificering. Først siger folk, det er vanvid. Så siger de, det er for dyrt. Så ender de med selv at stå i kø.”
“Jeg kommer ikke til at stå i kø for en tur til månen.”
“Det siger du nu.”
“Det siger jeg også i morgen.”
Han begyndte ligefrem at skitsere, hvordan et passende månefartøj burde indrettes. Ikke noget med stålgrå rædselskabiner og tørret astronautmad i tuber. Nej, her skulle der være brede vinduer, ordentlige stole, god belysning, et lille bord til kortspil og naturligvis mulighed for te på en anstændig måde.
Hans kone så på tegningerne.
“Hvad er det her?”
“Det er opholdsområdet.”
“Og det der?”
“Det er tekøkkenet.”
“Tekøkkenet?”
“Ja. Der kommer ikke civilisation ud af folk, der kun får lunken te af et sugerør.”
Hun bladrede videre og rystede på hovedet.
“Du er helt på månen.”
“Tak,” sagde han. “Det tager jeg som ros.”
En aften stod de sammen ved vinduet. Månen hang over haven, rund og lysende, som om den selv morede sig over al deres snak.
“Der er den,” sagde Karl Iver.
“Ja,” sagde hans kone.
“Det er nu alligevel stort at tænke på, at vi mennesker faktisk kan tage derud.”
“Vi kan også tage til Svendborg,” sagde hun.
“Det er ikke det samme.”
“Nej. I Svendborg kan man få smørrebrød.”
Han lo. Det gjorde hun også, lidt modvilligt.
Så blev de stående et øjeblik i stilhed.
“Jeg skal ikke rundt om månen,” sagde hun til sidst.
“Det ved jeg godt.”
“Men jeg kan godt forstå, at nogen gerne vil.”
Han vendte sig og så på hende.
“Kan du det?”
“Ja,” sagde hun. “Der skal jo være nogen, der gider den slags. Ellers sad vi vel stadig og frøs i en mose og troede, at horisonten var verdens ende. Men det bliver ikke mig.”
“Det er også i orden.”
“Og hvis du en dag kommer af sted,” fortsatte hun, “så vil jeg gerne vinke pænt, når raketten letter.”
“Det var dog noget.”
“Men kun hvis du først har lukket køleskabet.”
Så stod de dér, side om side, og så op på månen. Han med pionerånden blussende som en raketmotor. Hun med den jordbundne fornuft, der gennem årtier havde reddet både husholdning og ægtemand fra diverse fejltagelser. Og måske var det netop sådan, det skulle være. Nogen skal drømme så stort, at de vil til månen. Andre skal stå hjemme i døren og spørge, om de nu også har husket madpakken og slukket lyset.
Begge dele er nødvendige, hvis verden skal hænge sammen.
Månen lyste roligt ned over dem, som om den tænkte sit eget gamle, støvede månesprog:
Kom bare, mennesker. Men vær nu ikke alt for helt på månen.
