Hvordan kan man vide noget om noget som helst? – Om vilde dyr bag hegn

Vi lever i en mærkelig tid. Aldrig har vi haft adgang til så meget information. Og aldrig har det været så vanskeligt at finde ud af, hvad der faktisk er rigtigt.

Det gælder ikke mindst, når emnet er politisk varmt: klima, biodiversitet, landbrug, krig, energi, sundhed, økonomi. Så bliver virkeligheden hurtigt mast ned i en fortælling, som passer til en bestemt vinkel. Ofte en journalistisk vinkel. Ofte en politisk vinkel. Og næsten altid en alt for simpel vinkel.

Det første, man må lære, er derfor ret brutalt:

Man kan ikke bare stole på medierne.

Det betyder ikke, at alle journalister lyver. Det gør de naturligvis ikke. Mange gør sig umage. Men mediernes produkt er sjældent retvisende oplysning. Det er historier. Konflikt. Drama. Vinkling. Noget med en helt og en skurk. Noget, der kan læses på tre minutter og deles på Facebook.

Alle, der har dyb faglig viden om et område, kender oplevelsen: Man læser en artikel om sit eget fag, og så tænker man: Nej. Nej. Nej. Det dér er skævt. Det dér mangler. Det dér er direkte forkert. Det dér er taget ud af sammenhæng. Og hvorfor har de ikke talt med nogen, der faktisk ved noget?

Det gælder ikke kun klima eller natur. Det gælder fiskeri, energi, kemi, økonomi, fødevarer, medicin, teknik, forsvar — ja, stort set alt. Når man kender et område indefra, opdager man, hvor tyndt meget offentlig information faktisk er.

Så hvad gør man?

Man kan naturligvis ikke blive ekspert i alt. Det er et grundvilkår. Økonomer kalder det sommetider rationel uvidenhed. Det er ganske rationelt ikke at sætte sig minutiøst ind i alt mellem himmel og jord. Livet er kort, og verden er stor. Man kan ikke både være ekspert i havbrug, atomkraft, biodiversitet, Mellemøsten, kunstig intelligens, pensionssystemer og tysk forfatningsret.

Men man kan gøre noget andet.

Man kan lære at finde ud af, hvem der plejer at være mindst forkert.

Det lyder måske beskedent, men det er faktisk en meget brugbar metode. For sandheden i komplekse spørgsmål kommer sjældent med trompetfanfarer og neonblink. Den kommer som regel i form af mennesker, der er nogenlunde redelige, nogenlunde vidende, nogenlunde åbne for korrektion — og som ikke har gjort deres faglige vurdering til en trosbekendelse.

Jeg har sagt til mine børn og børnebørn: Hvis et område er vigtigt nok, må man selv gøre arbejdet. Ikke nødvendigvis for at blive ekspert, men for at blive sværere at narre.

Det indebærer nogle enkle, men krævende vaner.

Man skal tale med flere mennesker. Man skal høre argumenter fra forskellige sider. Man skal skelne mellem data og fortolkning. Man skal se efter, om folk bruger nævneren — altså om de sætter tal i forhold til noget. En million lyder af meget, indtil man spørger: ud af hvor mange? over hvor lang tid? sammenlignet med hvad?

Og man skal somme tider gå til kilderne selv. Ikke nødvendigvis læse 400 sider tung faglitteratur, men dog se, om der findes solide opslagsværker, databaser eller faglige oversigter. I mange spørgsmål kommer man langt med steder som Our World in Data, netop fordi de forsøger at samle data fra anerkendte internationale kilder og vise dem i perspektiv. Det er ikke ufejlbarligt. Intet er ufejlbarligt. Men det er ofte bedre end endnu en dramatisk avisartikel uden nævner.

Man skal også være skeptisk over for sig selv.

Det er måske det sværeste. For vi mennesker har en kedelig tendens til at mene, at vi selv er rationelle, mens de andre er ideologiske. Sådan er det sjældent. Jeg stoler ikke engang 100 procent på mig selv. Jeg har taget fejl før. Mange gange. Det er en udmærket erfaring at have med sig. Den holder én nogenlunde ædru.

Og det samme gælder mennesker, man normalt har tillid til. Også de kan tage fejl. Også de kan blive grebet af en sag. Også de kan blive for politiske, for vrede, for gamle, for trætte eller for forelskede i deres egen forklaring. Derfor skal man aldrig aflevere sin dømmekraft til andre. Man kan låne deres fagkundskab. Man kan bruge deres vurderinger. Men man skal ikke gøre dem til profeter.

Det bringer mig til Rasmus Ejrnæs.

Jeg kender Rasmus som en person, hvis synspunkter om biodiversitet og vild natur er værd at tage alvorligt, fordi han efter min vurdering hører til blandt dem, der udtaler sig redeligt, fagligt stærkt og ikke ideologisk på et område, hvor ideologien ellers ligger tykt som tåge over en mose.

Det betyder ikke, at han altid har ret. Det betyder, at han er værd at lytte til.

Og netop derfor er hans opslag et godt eksempel på, hvordan man som almindeligt menneske kan prøve at arbejde sig frem mod en mere realistisk forståelse. Man kan begynde med et udsagn fra en person, man har en vis tillid til. Derefter kan man spørge: Hvad er kernen i argumentet? Hvad er veldokumenteret? Hvad er overdrevet? Hvad er uklart? Og hvor kan jeg selv tjekke noget af det?

Rasmus’ opslag handler om store planteædere, vild natur, hegn, sult, rovdyr og dyrevelfærd. Det er et godt emne, fordi det netop rammer lige ned i konflikten mellem naturromantik og virkelighed.

Mange forestiller sig, at “rigtig natur” er noget harmonisk, hvor dyrene lever frit, sunde og mætte, indtil de dør en stille og værdig død under et egetræ. Det er Bambi-natur. Ikke virkelig natur.

Virkelig natur er også vinter, sygdom, parasitter, rangkampe, tørke, kalvedødelighed og mangel på føde. Det er ikke nødvendigvis ondt. Det er bare natur.

Men samtidig er der et reelt spørgsmål: Hvad sker der, når vi mennesker indhegner et område og sætter store dyr ud? Er det så stadig vild natur? Og hvem har ansvaret, hvis dyrene sulter?

Det er her, diskussionen bliver interessant.

For det er for let bare at sige: “Hegn er unaturligt, ergo er det ikke vild natur.” Mange store naturparker i verden er helt eller delvist indhegnede. Det gælder blandt andet i Afrika og Asien, hvor hegn bruges til at beskytte både dyr, mennesker, afgrøder og reservater. I et menneskedomineret landskab kan hegnet være prisen for overhovedet at have store dyr.

Omvendt er det også for let at sige, at hegnet er ligegyldigt. Et hegn kan forhindre dyr i at vandre efter vand, føde eller bedre sæsonområder. I små områder kan hegnet gøre forskellen mellem naturlig regulering og menneskeskabt fangenskab.

Det afgørende spørgsmål er derfor ikke, om der er hegn.

Det afgørende spørgsmål er: Er området stort og varieret nok til, at dyrene kan leve et reelt vildt liv inden for hegnet?

Hvis svaret er ja, kan indhegning være et praktisk kompromis. Hvis svaret er nej, bliver hegnet en del af problemet.

Nedenfor bringer jeg Rasmus Ejrnæs’ opslag.

Tre typer af misforståelser om vild natur med store planteædere

Opslået i FB-gruppen biodiversitet af Rasmus Ejrnæs

Der er tre typer af misforståelser om vild natur med store planteædere, som jeg virkelig gerne vil aflive. Here goes:

1) Dyrene mangler mad fordi der sættes for mange dyr ud i et indhegnet område, hvor dyrene ikke kan komme ud. Hvis der er hegn kan det ALDRIG blive vild natur.

Det er helt forkert. Årsagen til at maden slipper op er at dyrene har så meget livslyst, at de parrer sig og får føl og kalve. Så vokser bestanden, og så længe dyrene har det godt bliver bestanden ved med at vokse og selv når dyrene er tynde, har de stadigvæk livslyst og sætter unger i verden. Det kan naturligvis ikke blive ved, og derfor regulerer naturen på et tidspunkt antallet af dyr. Det er forkert at denne regulering sker ved rovdyr. For store dyr (større end krondyr) sker reguleringen ved sultedød. I naturen. Det vil ske i indhegnede naturområder i Danmark og det vil ske i uhegnede natur i Serengeri-Mara økosystemet. Det er naturligt og det har INTET med hegnet at gøre og meget lidt med manglen på rovdyr at gøre.

Molslaboratoriet har vist at der kan opstå en populationsdynamik, som på mange måder minder fuldstændig om vild natur, selvom dyrene har levet hele deres liv på 120 ha. Men området er så varieret at dyrene har alt de har brug for hele året rundt. Først efter en årrække havde bestanden vokset sig så stor, at dyrene begyndte at blive alvorligt tynde om vinteren. Man valgte at tage tynde dyr ud for at overholde loven, men dybest set havde det været mere naturligt at lade dyrene dø i området. Og måske også mindre traumatisk for dyrene end at dræbe dem eller genne de tynde individer sammen og skille dem fra deres familiegruppe.

2) Loven er ingen forhindring for rewilding – se bare på Molslaboratoriet, som har holdt loven i alle årene.

Jeg mener det er forkert – hvis man tager afsæt i den gældende administration af dyrevelfærdsloven. Det har krævet en kæmpestor indsats fra Naturhistorisk Museum at holde opsyn med dyrene, så ingen dyr faldt for dyrevelfærdslovens kriterier om indsatskrævende dyr. Ikke bare et stort tidsforbrug, men også en helt ekstremt høj faglighed og menneskelig robusthed for at stå imod presset fra dyrevelfærdsaktivister, som agerer noget i retning af hellige krigere, idet de på forhånd har besluttet sig for at dyrene vanrøgtes. Hvis man forestiller sig et 100 gange så stort naturområde med 100 gange så mange dyr, vil jeg påstå at det i praksis er umuligt at undgå at dyrene kommer galt afsted – drukner i en grøft, dør af sygdom, tildrager sig sår, som ikke læges osv. På et tidspunkt bliver dyrene også gamle og naturligt svækkede og hvad så? Forestillingen om at man kan kombinere en skandinavisk sundhedsmodel med vild natur er decideret uigennemtænkt.

3) Der er en modsætning mellem vild natur og dyrevelfærd

Det er forkert. Når man frisætter dyrene til et vildt dyreliv, får de mulighed for at udfolde hele deres livspotentiale i frihed, og det vil jeg påstå at ingen andre danske køer eller heste får. Det er et ubetinget gode, og jeg vil påstå at det er mere værdifuldt end at gå mæt i seng hver aften. Isolationsfængsel – som i realiteten er det vi byder mange af dyrene – er en retssystemets værste straf. Og det er ikke fordi fangerne sultes.

Hvis man ønsker dyrene det bedste – og hvem gør ikke det? – så er der ingen nemme måder man kan sikre dyr som altid er mætte uden at gribe meget afgørende ind i deres frihed. Hvis ikke man erkender det, kan vi ikke komme videre med en seriøs drøftelse af hvad det vil sige at handle i overensstemmelse med hensynet til dyrene som levende og sansende væsener. Hvis vi vil undgå at dyrene kommer til at sulte, har vi reelt kun to muligheder: 1) Forhindre dem i at formere sig, 2) Dræbe dem før der opstår overbefolkning. Ingen af disse to løsninger er i dyrenes interesse – det er simpelthen en løgn man bilder sig ind som menneske, fordi vi har vænnet os til at behandle dyrene som vores slaver. Vi er gode slaveejere, og det ville være så synd for slaverne hvis de fik deres frihed…argumentet holder ikke.

Man kan godt være uenig med mig og mene at det er bedre for dyrene at blive passet og plejet og fodret af mennesker til gengæld for det tab af frihed som følger med. Men man kan ikke kalde mig dyremishandler, fordi jeg er af den opfattelse at det er bedre for dyrene at få lov til at leve deres liv i frihed.

Mine kommentarer

Det centrale i Rasmus Ejrnæs’ opslag er påstanden om, at store planteædere i høj grad reguleres af fødegrundlaget — ikke først og fremmest af rovdyr.

Den pointe er vigtig. Og den er i hovedtræk rigtig.

Store planteædere er ikke bare passive ofre for ulve, løver eller andre rovdyr. Når dyrene bliver store nok, bliver de sværere og mere risikable at nedlægge. Rovdyr kan stadig spille en rolle, især over for unge, svage eller syge dyr, men føde, vinter, tørke og bestandstæthed bliver ofte mindst lige så vigtige — og nogle gange vigtigere.

Det er en nyttig modgift mod den populære forestilling om, at naturen først er “i balance”, når der kommer rovdyr, som ordner det hele. Så enkelt er det ikke.

Men jeg synes, Rasmus strammer formuleringen, når han siger, at reguleringen for store dyr sker ved sultedød.

Det kan være rigtigt i nogle situationer. Men økologisk er det ofte mere præcist at sige, at dyrene reguleres af fødebegrænsning. Det er ikke helt det samme.

Fødebegrænsning kan betyde direkte sultedød. Men det kan også betyde dårligere kondition, lavere frugtbarhed, færre overlevende kalve, større sygdomsfølsomhed og større risiko for at dø af noget andet. Naturen har sjældent én enkelt dødsårsag med stempel og underskrift.

Det er lidt som med mennesker og fattigdom. Man kan godt sige, at fattigdom slår ihjel. Men på dødsattesten står der som regel noget andet.

Påstanden om, at hegnet “intet” har med sagen at gøre, er efter min vurdering også for hård.

Hegn skaber ikke i sig selv fødemangel. Fødemangel opstår, når der er flere munde end landskabet kan brødføde under de givne forhold. Men hegnet kan være afgørende for, om dyrene kan flytte sig, når føden slipper op. Derfor er hegnets betydning fuldstændig afhængig af skalaen.

Et lille indhegnet område er noget andet end et stort, varieret reservat. 120 hektar er ikke 12.000 hektar. Og 12.000 hektar er ikke Serengeti.

Derfor bør diskussionen handle mindre om principper og mere om areal, variation, fødegrundlag, vand, læ, vinterforhold og forvaltningsansvar.

Rasmus har derimod en stærk pointe, når han kritiserer forestillingen om, at vi uden videre kan kombinere fuld vild natur med en moderne skandinavisk dyrevelfærdsmodel.

Det kan vi ikke uden konflikt.

Hvis vi vil have vild natur, må vi acceptere, at naturen ikke er en institution med dyrlægeordning, madplan og akutberedskab. Men hvis dyrene er sat ud af mennesker i et indhegnet område, kan vi heller ikke bare vaske hænder og sige: “Det er naturen.” Vi har skabt rammen. Så har vi også et ansvar for, om rammen er rimelig.

Det er netop her, den offentlige debat ofte går galt.

Den ene side taler, som om ethvert tyndt dyr er et bevis på mishandling. Det er biologisk naivt.

Den anden side kan komme til at tale, som om enhver lidelse automatisk bliver acceptabel, bare man kalder det vild natur. Det er etisk for letkøbt.

Sandheden ligger et mere besværligt sted.

Store planteædere kan godt leve gode, frie og artsrelevante liv i store naturområder, også selv om de ikke fodres og ikke konstant beskyttes mod naturens realiteter. Men det kræver, at området faktisk kan bære dem, og at man ærligt forholder sig til, hvad man gør, når bestanden vokser ud over bæreevnen.

Der findes grundlæggende kun tre muligheder:

Man kan forhindre dyrene i at formere sig.

Man kan fjerne eller aflive dyr, før der opstår alvorlig fødemangel.

Eller man kan acceptere, at nogle dyr dør af naturens egne reguleringsmekanismer, herunder sult og svækkelse.

Ingen af løsningerne er perfekte. Men det er virkelighedens vilkår. Det bliver hverken bedre eller mere moralsk af, at vi lader som om problemet ikke findes.

Min samlede vurdering er derfor:

Rasmus Ejrnæs har fat i noget væsentligt og ofte overset. Store planteædere reguleres i høj grad af landskabets bæreevne, ikke kun af rovdyr. Hegn udelukker ikke vild natur. Og dyrevelfærd kan ikke reduceres til spørgsmålet om, hvorvidt et dyr altid går mæt i seng.

Men hans opslag bliver for kategorisk, når han næsten gør sultedød til den normale og entydige reguleringsmekanisme, og når han siger, at hegnet intet har med sagen at gøre.

Den mere præcise formulering er:

Store planteædere i store naturområder reguleres ofte af føde, klima og bestandstæthed snarere end direkte af rovdyr. Hegn kan være et nødvendigt praktisk redskab og diskvalificerer ikke vild natur i sig selv. Men hegnets betydning afhænger af områdets størrelse, variation og dyrenes mulighed for at finde føde, vand og ly gennem hele året.

Det er måske mindre velegnet til Facebook.

Men det er tættere på virkeligheden.