Hvis insekterne er uddøde, har de i hvert fald glemt at fortælle det til forsiden af min Toyota Cross.

I forgårs, den 18/5, kørte jeg til Langeland, fordi jeg i går skulle holde foredrag for Hemingway-klubben i Rudkøbing om klima — mit sædvanlige, kontroversielle foredrag, hvor jeg begår den utilgivelige synd at fortælle folk, at verden på mange måder går godt.

Det kan man ikke bare sige ustraffet. Vi mennesker har det jo mærkeligt nok bedst, når verden går skidt. Der er noget trygt ved dommedag, især hvis den serveres med kaffe og PowerPoint.

På vejen besøgte jeg med stor glæde vores gode venner Ebbe og Ulla i deres sommerhus. Vi fik en hyggelig snak, som man gør hos gode venner, når tiden ikke behøver at gå helt så stærkt. Og det er sikkert derude på de kanter, min Toyota har opsamlet sit lille feltstudie i entomologi: en front fuld af små insekter.

Det er ikke et videnskabeligt bevis på, at alt er i skønneste orden. Men det er en nyttig påmindelse om, at virkeligheden sjældent er så enkel som de store overskrifter.

Ja, der er undersøgelser, som viser færre insekter i antal og biomasse i dele af verden. Det anfægter jeg ikke. Jeg er selv vokset op på landet med åbne møddinger, fluesmækkere og fluefangere. Der var helt vildt mange fluer. Den del af “biodiversiteten” kan jeg godt undvære.

Men færre individer er ikke det samme som masseuddøen af arter. Ifølge IUCN er der kun registreret omkring 58-59 uddøde insektarter siden år 1500. Set i forhold til cirka en million beskrevne insektarter er det omkring 0,06 promille. Det er ikke masseuddøen. Det er et tal, man nærmest skal finde med lup.

Dertil kommer, at mange insekter formerer sig hurtigt. Når biotoper kommer tilbage, kan mange bestande også komme hurtigt igen. Derfor er det forkert bare at trække en faldende kurve ud i al evighed, som om verden står stille.

Og verden står netop ikke stille. Vi har sandsynligvis nået peak farmland globalt. Mere effektiv fødevareproduktion kan frigive areal til natur. Det er langt vigtigere end apokalyptiske overskrifter.

Så min Toyota viser ikke sandheden om verdens insekter. Den viser noget mere beskedent — og måske mere nyttigt:

Insekterne er ikke væk.
Nogle steder er der færre.
Nogle biotoper er blevet ringere.
Men løsningen er ikke panik. Løsningen er mere plads til natur, bedre biotoper og mindre lyst til at forveksle gamle fluefangere med Edens have.

Bilen skal vaskes. Debatten trænger også til det.

Et mere udførligt notat om insekter, biomasse, arter, IUCN-tal og bilers aerodynamik kan læses som bilag til dette indlæg.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Del med glæde

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.

Verified by MonsterInsights