Forleden skrev jeg om insekter og den moderne forestilling om, at naturen nærmest er ved at bryde sammen foran øjnene på os. Insekterne er ikke væk — de sidder på min Toyota – Dahl-Madsen
Den diskussion fik mig til at genlæse en meget interessant artikel fra 2025 om de dokumenterede artsuddøen gennem de sidste 500 år. Artiklen er vigtig, fordi den ikke bygger på kampagner og modeløvelser, men på faktiske registrerede uddøen blandt planter og dyr. Unpacking the extinction crisis: rates, patterns and causes of recent extinctions in plants and animals | Proceedings B | The Royal Society
Konklusionen er på mange måder opsigtsvækkende: Der er store biodiversitetsproblemer, ja. Men billedet passer dårligt med den populære fortælling om en accelererende global masseuddøen drevet af klimaændringer.
Kort resumé af artiklen – det er ikke klimaets skyld
Artiklen viser først og fremmest, at de dokumenterede uddøen er meget ujævnt fordelt.
Langt hovedparten af uddøen er sket på øer. Her er forklaringen især invasive arter: rotter, katte, svin og andre dyr, som mennesker bragte med sig til små isolerede øsamfund, hvor de lokale arter aldrig havde udviklet forsvar mod effektive prædatorer.
Det er den biologiske version af at sende FC Bayern München ud mod et serie-6 hold.
Derfor er Hawaii, Mauritius, Fransk Polynesien og andre oceaniske øer stærkt overrepræsenteret i statistikken.
På fastland er problemet noget andet. Her handler det især om tab og opsplitning af levesteder gennem opdyrkning, byer, dæmninger, dræning og anden arealanvendelse.
Samtidig viser artiklen noget meget interessant ved selve udviklingen over tid: Uddødningsraterne steg kraftigt fra 1800-tallet og ind i 1900-tallet, men de ser ikke ud til at accelerere videre i nyere tid. Tværtimod peger kurverne på, at flere store grupper — især planter og leddyr — havde højere uddødningsrater tidligere end nu.
Det er især figur 2 i artiklen, der er interessant. Den viser, at de højeste observerede uddødningsrater for mange grupper ligger flere årtier tilbage, ikke i nutiden.
Endelig er der den måske mest politisk ukorrekte pointe i hele artiklen: Klimaændringer spiller en meget begrænset rolle i de faktisk dokumenterede uddøen. Historisk dominerer invasive arter på øer, mens tab af levesteder dominerer på fastland.
Mine kommentarer – biodiversitetsdebatten er blevet en frygtindustri
Det mest interessante er næsten, hvor dårligt artiklen passer til den moderne dommedagsretorik.
Begrebet “den sjette masseuddøen” giver mange mennesker indtryk af noget, der minder om dinosaurernes undergang efter et asteroidenedslag. Men det er ikke det, data viser.
Data viser primært:
- invasive arter på øer,
- problemer i ferskvand,
- tab af levesteder,
- men ikke et globalt biologisk kollaps.
Det betyder ikke, at problemerne er ligegyldige. Men proportionerne betyder noget.
Meget af biodiversitetsdebatten er efterhånden blevet en frygtindustri, hvor katastrofe-retorik bruges til at skabe politisk lydighed og accept af stadig mere regulering og symbolpolitik.
De virkelige løsninger er langt mere jordnære:
- effektivt landbrug,
- mindre arealforbrug,
- bedre teknologi,
- og rigelig billig energi.
Noget af det mest naturskadelige i nyere tid er faktisk idéen om at bruge enorme arealer til biomasse, bioethanol og træpiller for at føre symbolsk klimapolitik. Man redder ikke biodiversitet ved at fælde skov og brænde den af.
Jeg skrev i øvrigt allerede om mange af de samme problemer og mekanismer i min gamle Børsen-blog “Når enden er god …”, længe før biodiversitetsdommedagen blev moderne modeord.
Virkeligheden er som sædvanlig mere kompliceret — og langt mindre apokalyptisk — end aktivisternes overskrifter.
