Forleden hørte jeg et glimrende indslag i Borgerlig tabloid, hvor Joachim B. Olsen på BT’s vegne styrer en borgerlig podcast, som jeg varmt kan anbefale.
Han interviewede Mads Strange fra Liberal Alliance om offentlig service, velfærdsudgifter og sygdomsfravær i det offentlige.
Undervejs nævnte Mads Strange en videnskabelig artikel om, hvordan mennesker med handicap klarer sig i forskellige europæiske velfærdsstater. Den artikel er værd at se nærmere på. For den rammer en hellig ko lige i panden.
Hvad viser artiklen?
Artiklen hedder. No evidence that social-democratic welfare states equalize valued outcomes for individuals with disabilities – ScienceDirect
Forskerne undersøger, om de store socialdemokratiske velfærdsstater — altså især de nordiske lande — faktisk er bedre til at udligne forskelle mellem mennesker med og uden handicap.
De ser på fire forhold:
- uddannelse
- beskæftigelse
- materiel velfærd
- livstilfredshed
Hvis den nordiske velfærdsstat virkelig var så overlegen, burde handicappede klare sig relativt bedre her end i lande med mindre offentlige systemer.
Men det gør de ikke.
Artiklens konklusion er klar: Der er ingen evidens for, at socialdemokratiske velfærdsstater er bedre til at skabe lige resultater for mennesker med handicap. På nogle områder ser de endda ud til at klare sig dårligere.
Det er ikke en lille teknisk detalje. Det er et alvorligt slag mod hele fortællingen om den nordiske velfærdsstats moralske overlegenhed.
Min kommentar
Det overrasker mig ikke.
Den skandinaviske velfærdsstat er blevet solgt som de svages beskytter. I virkeligheden er den alt for ofte blevet de svages fængsel.
Når det offentlige både finansierer, producerer, visiterer og kontrollerer hjælpen, får borgeren ikke frihed. Borgeren får en sagsbehandler, et budget, en klagefrist og en kommunal prioritering.
Det samme problem skrev jeg om i Kontrast i artiklen “Et plejehjem er ikke en klimalejr”
Når det offentlige driver plejehjemmet, bestemmer det også, om gamle mennesker skal have ordentlig mad eller bruges som brikker i en kommunal klimaøvelse. De stærke kan købe sig fri. De svage må spise det, systemet serverer.
Det gælder også handicapområdet.
Det offentlige skal som hovedregel ikke levere sundhed, uddannelse og velfærdsydelser. Der er (måske) få klassiske kerneopgaver som domstole, politi og forsvar. Men moderne velfærdsydelser bør ikke organiseres som offentlige monopoler.
Den nordiske velfærdsstat har været en dyr blindgyde. Den har svækket den økonomiske vækst og gjort os fattigere, end vi behøvede at være. Samtidig har den skabt et enormt system af offentligt ansatte, institutioner og interesser, som naturligvis forsvarer sig selv.
Derfor er reformer næsten umulige. Systemet har fået sin egen vægt. Sin egen moral. Sin egen vælgerbase.
Men danskerne stemmer allerede med fødderne.
Vi tegner private sundhedsforsikringer. Vi har private arbejdsmarkedspensioner. Vi organiserer mere og mere tryghed uden om staten. Det er grotesk, at vi først betaler over skatten og derefter må betale én gang til for at få noget, der virker.
Men det er også vejen ud.
Velfærdsstaten falder næppe ved én stor politisk beslutning. Den siver langsomt tom for tillid, fordi borgerne opdager, at systemet ikke leverer.
Og de svage? De blev brugt som argument for systemet.
Men de blev ikke nødvendigvis hjulpet af det.
