Roger Pielke Jr. har i The Honest Broker skrevet et glimrende opslag om Europas mærkelige og dødelige modvilje mod aircondition. Hans pointe er enkel: Europa har relativt lidt aircondition — og for mange dør af varme.
Det er ikke nogen teknisk gåde. Det er politisk og kulturel dumhed.
I USA, Japan og store dele af den rige verden er aircondition en selvfølge. I Europa er det nærmest blevet en moralsk svaghed. Vi må gerne bruge astronomiske beløb på vindmøller, solceller, klimaplaner og grønne ritualer. Men et moderne airconditionanlæg hos en ældre borger i en overophedet lejlighed? Nej, det lugter jo næsten af energiforbrug.
Det er tragikomisk. Mest tragisk.
Pielkes pointe
Pielke viser, at udbredelsen af aircondition i europæiske hjem er lav sammenlignet med f.eks. Nordamerika og Japan. Samtidig har Europa betydelig varmedødelighed. Sommeren 2022 kostede ifølge analyser omkring 60.000 varmerelaterede dødsfald i Europa.
Pielkes centrale pointe er, at mange af disse dødsfald kunne være undgået, hvis Europa havde haft samme adgang til aircondition som andre rige dele af verden. Han nævner, at en udbredelse på nordamerikansk niveau kunne have reddet i størrelsesordenen titusinder af liv i en sommer som 2022.
Det er ikke en lille detalje. Det er forskellen mellem symbolpolitik og konkret menneskelig beskyttelse.
Jeg har selv prøvet det
Min første rigtige oplevelse med aircondition fik jeg i Bahrain, hvor jeg skulle være med til at undersøge vandkvaliteten i Bahrainbugten. Der var varmt. Ikke sådan lidt dansk “puha, vi må hellere tage skjorten uden slips”-varmt. Nej, rigtigt varmt.
Da vi landede, stod min gode kollega Eivind Gargas† og jeg i lufthavnen og spurgte hinanden: Hvorfor i alverden har de ikke aircondition her?
Det havde de så.
Det fandt vi ud af, da vi kom udenfor. Så forstod vi pludselig, at lufthavnen faktisk var kølig.
Senere boede jeg med min familie i Thailand i to år. Det var en fantastisk tid, men lad os være ærlige: Det havde ikke været muligt at leve komfortabelt der uden aircondition. Man kan godt romantisere tropisk varme hjemme fra skrivebordet i Danmark. Det bliver noget andet, når man skal arbejde, sove, tænke og have børn til at fungere i den.
Europas mærkelige energiskam
Problemet er, at Europa har udviklet en nærmest religiøs skepsis over for energiforbrug. Energi er ikke længere først og fremmest et gode, men noget man skal skamme sig over.
Det er en farlig tankegang.
Billig og rigelig energi er grundlaget for moderne velstand. Den giver os varme om vinteren, rent vand, køleskabe, hospitaler, transport, kommunikation — og køling om sommeren.
Men når ældre europæere dør af varme, lyder svaret fra politikerne ikke: Lad os sikre dem effektiv køling.
Svaret er: Vi skal have flere vindmøller.
Det er næsten for dumt til at være satire.
Vindmøllen redder ikke den gamle dame
Hvis en ældre dame sidder i en lejlighed i Milano, Lyon, Berlin eller København med 32 grader i soveværelset, hjælper det hende ikke, at kommunen har en klimaplan. Det hjælper hende heller ikke, at der står en vindmølle på en mark 80 kilometer væk.
Det, der hjælper hende, er et airconditionanlæg.
Europas udledninger er kun en mindre del af verdens samlede udledninger. Selv hvis EU gennemfører sine klimamål til punkt og prikke, vil effekten på den globale temperatur være lille, langsom og indirekte. Resten af verden fortsætter naturligvis sin udvikling, fordi fattige mennesker gerne vil have elektricitet, køleskabe, hospitaler, transport — og ja, aircondition.
At bilde europæerne ind, at man beskytter dem mod varmedød ved at opstille flere vindmøller og solceller, er derfor ikke bare naivt. Det er uansvarligt.
Gør noget der virker
Man kunne for en brøkdel af pengene til den grønne omstilling sikre moderne aircondition til dem, der faktisk har brug for det: plejehjem, hospitaler, ældreboliger og sårbare borgere i varme lejligheder.
Det ville virke inden næste hedebølge.
Det er forskellen på klimatilpasning og klimafrelselære. Tilpasning redder mennesker her og nu. Klimapolitisk symbolik lover måske en næsten umålelig effekt engang i fremtiden, hvis resten af verden i øvrigt gør det samme. Det gør den ikke.
Moderne aircondition bruger selvfølgelig strøm. Det gør hospitaler også. Det gør ambulancer, vandværker og køleskabe også. Spørgsmålet er ikke, om teknologien bruger energi. Spørgsmålet er, om den redder liv.
Og det gør den.
Konklusion
Pielkes opslag rammer plet. Europas modvilje mod aircondition er ikke grøn omtanke. Det er en farlig blanding af energiskam, symbolpolitik og praktisk inkompetence.
Hvis varme slår mennesker ihjel, skal vi beskytte mennesker mod varme. Ikke med flere klimamål, men med køling.
Aircondition er ikke synd. Det er sund fornuft.
Og i en sommer med hedebølger er det langt mere relevant for den gamle dame på fjerde sal end endnu en minister foran endnu en vindmølle med endnu en gul sikkerhedshjelm.
