I dag taler alle om digitale tvillinger. Det lyder moderne, dyrt og konsulentvenligt. Men idéen er ikke ny.
For 20-25 år siden arbejdede jeg på DHI med det, jeg dengang kaldte virtuelle verdener — og også “mirror worlds”, inspireret af David Gelernters bog Mirror Worlds. Pointen var enkel: Man kunne bygge et matematiske spejl af virkeligheden i en computer.
Ikke et computerspil. Ikke en flot animation til en konference. Men en modelverden, der fulgte den virkelige verden, blev opdateret med data og kunne bruges til at spørge: Hvad sker der, hvis?
Det var kernen i arbejdet med badevandsudsigten og Vandudsigten. Vi brugte vejrudsigter, hydrodynamiske modeller, målinger og beregninger til at skabe et virtuelt billede af vandmiljøet. Ikke perfekt. Ikke alvidende. Men langt bedre end at stå på stranden og gætte med våde sokker.
Jeg tænkte dengang også i andre retninger: det virtuelle dambrug, den virtuelle krop og andre virtuelle verdener, hvor man kunne afprøve scenarier, før man slap virkeligheden løs. Noget blev til noget. Andet var for tidligt. Computerne var langsomme, data var sparsomme, og kunstig intelligens var mest noget, man talte om med store armbevægelser og små resultater.
Nu er idéen vendt tilbage. Bare med nyt navn.
Digitale tvillinger bruges i dag i industri, byplanlægning, rumfart, sundhed, klima- og vejrsystemer. EU arbejder med en digital tvilling af Jorden. Singapore har bygget en virtuel model af byen. NASA bruger digitale tvillinger i rumfart. Industrien bruger dem til fabrikker, maskiner og vedligehold. I sundhedsvæsenet arbejder man med virtuelle organer og på sigt måske digitale modeller af den enkelte patient.
Det interessante er ikke navnet. Det interessante er, at teknologien nu er ved at indhente visionen.
Sensorer er blevet billige. Satellitter leverer enorme datamængder. Supercomputere og cloud kan regne på systemer, som tidligere ville have fået maskinrummet til at lyde som en kaffekværn med stress. AI kan hjælpe med mønstergenkendelse og hurtige scenarier. Visualisering gør modellerne forståelige for andre end dem, der holder af Fortran og sort kaffe.
Men en digital tvilling er ikke en krystalkugle.
Her er Galadriels spejl fra Ringenes Herre den perfekte analogi. Spejlet viser ikke den sikre fremtid. Det viser mulige fremtider. Ting, der kan ske, hvis verden går i en bestemt retning.
Sådan skal digitale tvillinger forstås. De fortæller ikke, hvad der uundgåeligt vil ske. De viser, hvad der kan ske under bestemte forudsætninger. Ændrer man forudsætningerne, ændrer man også billedet i spejlet.
Det er netop deres styrke. Og deres begrænsning.
En dårlig digital tvilling er bare en dyr illusion. En god digital tvilling er et beslutningsværktøj. Den kan vise konsekvenser, afsløre risici og hjælpe os med at handle klogere, før regningen kommer. Det gælder for vandmiljø, fabrikker, byer, dambrug, patienter og måske engang hele kloden.
Vi skal derfor hverken blive religiøse eller forskrækkede. Digitale tvillinger er ikke magi. De er modeller, data og beregninger. Men god ingeniørkunst har det med at ligne magi, når den virker.
Set i bakspejlet var idéen om virtuelle verdener ikke forkert. Den var bare tidligt ude. Vandudsigten var et konkret eksempel på, at man kunne skabe et nyttigt spejl af virkeligheden.
Nu har resten af verden fået samme idé. Det sker jo indimellem. Man sår lidt frø, og 25 år senere kommer der en konsulent og sælger planten tilbage til én i en flot potte.
Men planten er god nok.
En digital tvilling — eller en virtuel verden — er Galadriels spejl med regnekraft. Den viser ikke sandheden med stort S. Den viser mulige fremtider, så vi kan træffe bedre beslutninger i den virkelige verden.
Og det er i grunden ganske meget.
