Når min kære Fru Inge ind imellem synes jeg har gjort noget der ikke er helt dumt, kan finde på at sige: “at du er ikke tabt bag en vogn”
Udtrykket betyder ganske rigtigt, at en person ikke er dum, ikke er rådvild, men tværtimod kvik og rådsnar. Den Danske Ordbog forklarer det som “ikke være rådvild; være klog”. (ordnet.dk)
Oprindelsen er ikke dokumenteret med én fin dåbsattest, men billedet er ret klart: I hestevognens tid kunne man falde af læsset eller blive tabt bag vognen. Så var man bogstaveligt talt kommet bagefter. Overført blev det til én, der ikke kan følge med, ikke forstår situationen eller står hjælpeløs tilbage. Den norske sprogtjeneste Språkrådet forklarer udtrykket som beslægtet med at “ramle af læsset” og nævner, at det findes i både dansk, norsk og svensk. (Språkrådet)
Det interessante er, at udtrykket næsten altid bruges negativt vendt positivt:
Man siger sjældent “han er tabt bag en vogn”. Man siger: “Han er ikke tabt bag en vogn.”
Altså: Han har nok mudder på støvlerne, men hovedet sidder, hvor det skal.
Her er et lille eventyr om talemåden:
Manden, der ikke var tabt bag en vogn
Der var engang en fattig karl, som hed Mikkel. Han ejede ikke andet end en slidt træsko, en stump reb og en mor, der hver morgen sagde:
“Du skal nok klare dig, Mikkel. Du er ikke tabt bag en vogn.”
Det var sandt nok. For selv om Mikkel engang som barn faktisk var faldet ned bag en høvogn med roer, var han ikke blevet liggende. Han havde rejst sig, taget tre roer med hjem og solgt dem til degnen for en kobberskilling og et stykke ost. Sådan en dreng bliver der sjældent sognefoged af, men han kan blive noget bedre.
Nu skete det, at kongen i landet havde en datter, der var lige så smuk som morgenrøden over en rugmark, men også lige så vanskelig som en toldblanket. Hun ville kun gifte sig med den mand, der kunne løse tre gåder. Mange prinser var kommet ridende på blanke heste med fjer i hatten og tomhed i panden. De red hjem igen uden prinsesse, men med lidt mindre selvrespekt.
Mikkel drog til slottet. Ved porten stod en gammel kone med en kurv fuld af æbler.
“Giv mig din træsko,” sagde hun, “så giver jeg dig et råd.”
“Min ene træsko?” sagde Mikkel. “Så må jeg jo halte.”
“Ja,” sagde konen, “men mange folk går lige og tænker skævt. Det er værre.”
Mikkel gav hende træskoen.
“Det første svar finder du i det, der intet ejer, men bærer alt,” sagde hun.
Mikkel takkede og haltede ind på slottet.
Kongen sad på sin trone, prinsessen sad ved hans side, og hoffet stod omkring dem som en flok velklædte krager.
Kongen sagde:
“Første gåde: Hvad ejer intet, men bærer både konge, bonde, skov og slot?”
Prinserne havde før gættet på ære, kærlighed og hestekraft, hvilket viste, at de havde læst for meget og gravet for lidt.
Mikkel bøjede sig, tog en håndfuld jord op fra gulvets sprække og sagde:
“Jorden.”
“Rigtigt,” sagde kongen.
Prinsessen løftede det ene øjenbryn. Det gjorde hun, når hun blev interesseret, og når suppen var for salt.
Så sagde hun:
“Anden gåde: Hvad bliver større, jo mere man tager fra det?”
Hoffet hviskede. En greve besvimede næsten, for han troede, det handlede om skatter.
Mikkel tænkte på sin mors kartoffelkælder, på grøfterne hjemme ved vejen og på degnens dårlige tænder.
“Et hul,” sagde han. “Jo mere man graver ud, desto større bliver det.”
“Rigtigt igen,” sagde prinsessen.
Nu blev kongen urolig. Det var altid dyrt, når døtre begyndte at se mildt på fattige karle.
“Den tredje gåde,” sagde kongen, “er den sværeste. Svarer du forkert, må du gå hjem uden andet end den træsko, du ikke længere har.”
“Det er en ringe gevinst,” sagde Mikkel, “men jeg har prøvet værre handel.”
Prinsessen smilede.
Kongen sagde:
“Hvad kan gå gennem skov og mark, over vand og sten, ind i hver mands hus, men har hverken ben, vinger eller hjul?”
Mikkel tav længe.
Han så på kongens mund, der gerne ville sige “umuligt”. Han så på hoffet, der gerne ville se ham falde. Han så på prinsessen, der gerne ville vide, om han kunne tænke uden at larme.
Da kom den gamle kone ind ad døren. Ingen standsede hende, for sådan går det i eventyr: De vigtigste personer har sjældent adgangskort.
Hun stillede sig ved vinduet og åbnede det.
Ind kom en duft af regn, muld og brænderøg fra landsbyen.
Mikkel nikkede.
“Det er rygtet,” sagde han. “Det går alle vegne uden ben. Og undertiden hurtigere end sandheden, hvilket er lidt upraktisk, men meget menneskeligt.”
Da klappede prinsessen i hænderne.
“Han har svaret rigtigt.”
Kongen sukkede, som konger gør, når virkeligheden ikke retter sig efter rangforordningen.
Men han måtte holde sit ord. Mikkel blev vasket, kæmmet og klædt i fløjl, skønt han sagde, at uld var mere praktisk. Den gamle kone fik sin kurv fyldt med guldæbler, og Mikkel fik sin træsko tilbage, nu forgyldt, hvilket gjorde den ubrugelig, men meget kongelig.
Så blev Mikkel gift med prinsessen.
Og da nogen ved brylluppet hviskede, at det dog var sært, at en fattig karl skulle have kongedatteren, sagde prinsessen:
“Ja, men han var ikke tabt bag en vogn.”
Og det var sandt. For Mikkel havde ganske vist gået halt ind på slottet, men han gik derfra som en mand, der havde brugt hovedet. Og det er stadig den billigste og mest undervurderede form for kapital.
