Med udgangspunkt i Pernille Winges indlæg i Altinget om greenwashing og misbrug af grønne begreber.
Blackwashing: Når man maler problemet kulsort og løsningen lysegrøn.
I Altinget skriver Pernille Winge, selvstændig PR- og kommunikationsrådgiver med speciale i klimakommunikation, at virksomheder kan straffes for greenwashing, mens medier og politikere kan bruge grønne floskler som “bæredygtige brændstoffer” og “grønne flyruter” uden nævneværdige konsekvenser.
Det er en glimrende pointe. Mindre sort er ikke grønt. En flyrute bliver ikke bæredygtig, fordi man hælder lidt bio-SAF i tanken og sender pressemeddelelsen gennem en grøn filtpen.
Men som formand for Klimarealisme vil jeg gerne pege på den anden halvdel af problemet: blackwashing.
Blackwashing er, når man maler et forkert og alt for sort billede af konsekvenserne af klimaændringerne – og samtidig et alt for lyst billede af mulighederne i den grønne omstilling.
Først skræmmer man folk fra vid og sans. Så sælger man dem en dyr løsning pakket ind i frelse, fremtid og grøn samvittighed. Det er ikke oplysning. Det er dommedagsmarkedsføring med tilskudsordning.
Greenwashing er, når en virksomhed siger: “Vores produkt er grønnere, end det er.”
Blackwashing er, når en virksomhed, organisation, politiker eller aktivist siger: “Uden vores løsning går verden under.”
Det sidste burde også give bøder. Måske endda med klimatillæg.
For den grønne debat lider ikke først og fremmest under mangel på bekymring. Den lider under mangel på proportioner.
Ja, klimaet ændrer sig. Ja, menneskelige udledninger spiller en rolle. Ja, det er fornuftigt at udvikle bedre teknologi, mindske unødvendige udledninger og tilpasse samfundet klogt.
Men nej, verden er ikke ved at gå under. Nej, dansk symbolpolitik flytter ikke jordens temperatur. Og nej, almindelige borgere bliver ikke rigere af dyrere energi, selv om regningen er trykt på genbrugspapir.
Det mærkelige er, at virksomheder kan komme i vanskeligheder, hvis de kalder et produkt bæredygtigt uden solid dokumentation. Men man kan åbenbart uden problemer kalde almindelige vejrvariationer for klimakollaps og teknologiske kompromiser for grøn frelse.
Det er en meget bekvem asymmetri.
Her kunne man godt kigge nærmere på Vestas og andre store grønne industrivirksomheder. De skal naturligvis have lov til at sælge deres produkter. Det er ærlig sag. Jeg har ikke noget imod virksomheder, der tjener penge. Det er som regel mere nyttigt end virksomheder, der taber dem.
Men de skal ikke have frikort til at sælge en moralsk verdensorden, hvor netop deres egne produkter tilfældigvis er frelsens redningskrans.
Der er forskel på at sige:
“Vi producerer teknologi, der i nogle sammenhænge kan reducere udledninger.”
Og at antyde:
“Uden os brænder planeten, og med os bliver alt godt.”
Det første er erhvervsoplysning.
Det andet er blackwashing med faktura.
Jeg har arbejdet med miljø, modeller og fødevareproduktion i mange år. En ting lærer man hurtigt: Virkeligheden er sjældent så enkel, som kampagnerne gør den til. Naturen kan ikke styres med slogans. Energisystemer kan ikke bygges på ønsketænkning. Og økonomi forsvinder ikke, fordi man kalder udgiften en investering i fremtiden.
Pernille Winge har ret i, at ord skaber virkelighed. Men det gælder ikke kun de lysegrønne ord. Det gælder også de kulsorte.
Når klimaændringer rutinemæssigt beskrives som katastrofe, krise og kollaps, mister vi evnen til at vurdere konkrete risici. Når grøn omstilling samtidig beskrives som billig, hurtig og næsten smertefri, mister vi evnen til at føre ansvarlig politik.
Resultatet er ikke bedre klima-, energi- og miljøpolitik. Resultatet er panik forklædt som fremsyn.
Og panik er sjældent en god rådgiver. Den er dyr, uberegnelig og har det med at købe ind uden at læse prisskiltet.
Det, vi har brug for, er ikke mere sort maling og ikke mere grøn fernis. Vi har brug for realisme.
Hvad koster det? Hvem betaler? Hvor stor er den faktiske effekt? Hvilke alternativer findes? Hvad sker der med forsyningssikkerheden? Hvad betyder det for produktion, landbrug, industri og almindelige menneskers økonomi?
Det er ikke så sexet som en klimakampagne. Men det er langt mere nyttigt.
Greenwashing skal stoppes. Men blackwashing skal med i samme bøtte. For det er ikke mere hæderligt at overdrive katastrofen end at overdrive produktets grønne fortræffeligheder.
Begge dele fordrejer virkeligheden. Begge dele flytter penge. Og begge dele gør borgerne dummere.
Så lad os få begrebet ind i debatten:
Blackwashing er, når man sværter virkeligheden til for at sælge en grøn løsning.
Det burde ikke være en kommunikationsstrategi.
Det burde være en advarselstrekant.
