Man hører de mest utrolige ting om kunstig intelligens for tiden.
Det er næsten blevet vor tids moralske lakmusprøve: Bruger du AI, eller skriver du selv? Som om det var to forskellige ting. Som om en tekst enten kommer rent og uskyldigt ud af forfatterens egen hjerne – eller også er den fabrikeret af en maskine i et mørkt baglokale mellem dopingkontrol og skattesvig.
Jeg må hellere bekende med det samme: Jeg bruger kunstig intelligens. Meget. Systematisk. Hver dag.
Og det morsomme er jo, at kunstig intelligens på dansk forkortes KI. Det er mine forbogstaver. Karl Iver. Så når jeg arbejder med KI, arbejder jeg altså også lidt med mig selv. Det er næsten for godt til at være sandt.
Den store forskrækkelse
Jeg har på det seneste hørt flere udsendelser om AI, og tonen er ofte den samme: Man må gerne bruge AI til lidt indledende research, måske til at få en idé eller to, men så skal man helst lægge den væk igen, tørre hænderne og skrive teksten selv, som en ordentlig borger.
Svend Brinkmann advarede i en udsendelse mod at bruge AI til andet end de indledende manøvrer. På Kontrast, som jeg ellers holder meget af, har Michael Jalving og Lars Kaaber også været ude med rivejernet over for AI-sprog. Det morsomme er blot, at jeg har brugt AI på en eller anden måde til stort set alt, hvad jeg i nyere tid har skrevet på Kontrast. Det har åbenbart ikke været helt så let at opdage, som man troede.
Jeg hører det samme andre steder. I en Facebook-gruppe om den ukrainsk-russiske krig frabad administratoren sig enhver form for AI-genereret tekst. Det lyder jo beslutsomt. Men det rejser to ganske praktiske spørgsmål.
For det første: Hvordan vil han overhovedet vide det?
For det andet: Hvorfor skulle det være et problem, hvis teksten er god, korrekt og relevant?
Bag det hele ligger en underlig moralsk forestilling: At AI er snyd. At man skal skamme sig lidt, hvis man får hjælp. At den rigtige tekst helst skal være frembragt ved personlig lidelse, svedige taster og en kop lunken kaffe klokken halv to om natten.
Ærligt talt: Det er helt i vejret.
Kan man overhovedet se det?
Der tales meget om, at man “nemt” kan se, om en tekst er skrevet med AI. Det tror jeg meget lidt på.
Selvfølgelig kan man genkende dårlige AI-tekster. De er glatte, generiske, fulde af tomme formuleringer og har en sproglig konsistens som lun havregrød. Men det er ikke et bevis på AI. Mennesker har skrevet sådan i årtier. Bare se på den uendelige strøm af generiske pressemeddelelser.
Det afgørende er ikke, om AI har været med i processen. Det afgørende er, hvem der styrer processen.
I mit tilfælde er AI ikke sat til at skrive “en artikel om et eller andet”. Den skriver på baggrund af mine idéer, mine pointer, mine erfaringer og min stil. Den er trænet gennem vores arbejde på at skrive som mig: kontant, polemisk, faktuelt, økonomisk orienteret, teknologisk optimistisk og med en vis modvilje mod fromme fraser og blød konsensussnak.
Den har analyseret mine blogindlæg, mine debattekster og mine Børsen-tekster og arbejder derefter ud fra den stilprofil. Derfor kan den ofte skrive noget, der ligger meget tæt på det, jeg selv ville have skrevet.
Forskellen er ikke kvaliteten. Forskellen er tiden.
Jeg kunne godt selv skrive det lige så godt. Men det ville tage mig langt længere tid. Og livet er som bekendt kortere end en miljøgodkendelse.
Opdrættede fisk og AI-tekster
Hele diskussionen minder mig om folk, der på forhånd ved, at opdrættede fisk smager forfærdeligt.
De er helt sikre. Havørred er godt. Opdrættet ørred er noget skidt. Burfisk, industrifisk, plastikfisk, eller hvad man nu kan finde på at kalde det, når man vil være moralsk ophøjet uden at blive konkret.
Men når de bliver bedt om at smage blindt, bliver sikkerheden ofte noget mindre. Så viser det sig, at de ikke kan smage forskel. Eller at de faktisk foretrækker den opdrættede fisk, hvis den er frisk, fed, ordentligt håndteret og produceret af folk, der ved, hvad de laver.
Sådan er det også med AI-tekster.
Hvis man først får at vide, at en tekst er skrevet med AI, begynder man straks at lede efter fejl. Hvis man ikke får det at vide, læser man teksten på almindelige vilkår: Er den god? Er den klar? Er den rigtig? Er den værd at læse?
Det burde være testen.
Monet og den forudindtagede smag
Der findes også et morsomt eksempel, hvor et ægte Monet-maleri blev lagt ud på nettet med påstanden om, at det var lavet af kunstig intelligens. Straks kastede folk sig over det. De kunne se, at det var sjælløst. Koldt. Kunstigt. Typisk AI. Alt det sædvanlige.
Problemet var bare, at maleriet var ægte Monet.
Det er næsten for smukt. Ikke maleriet, men eksperimentet. Det viser, hvor lidt af kritikken der i virkeligheden handler om kvalitet, og hvor meget der handler om etiketten.
Når folk tror, at noget er AI, ser de AI-fejl. Når de tror, det er menneskeligt, ser de intention, dybde og håndværk. Det er ikke kritisk sans. Det er gruppetænkning.
Jeg bruger AI til billeder – og til tekst
Mine læsere ved allerede, at jeg bruger AI til infografik, illustrationer og sjove tegninger. Det lægger jeg ikke skjul på. Jeg kan ikke selv tegne en satirisk illustration af mikroplastforskrækkede laboratoriefolk, og det har jeg aldrig kunnet. Hvis jeg prøvede, ville resultatet næppe løfte den offentlige samtale.
Så jeg bruger AI. Og jeg synes, billederne ofte bliver både illustrative og morsomme. Det er et nyt værktøj. Hvorfor i alverden skulle jeg ikke bruge det?
Men jeg bruger også AI til tekster. Ikke sådan, at jeg trykker på en knap og offentliggør det første, der kommer ud. Så dum er jeg ikke, og så god er AI heller ikke. Jeg bruger AI som researchassistent, sekretær, sparringspartner, taleskriver, kritiker, redaktør og grafiker.
Det lyder måske dramatisk. Det er det ikke. Det er bare moderne kontorarbejde med turbo på.
Det er heller ikke kun på min egen blog, denne arbejdsform fungerer. Inden for nyere tid har jeg fået optaget tre kronikker i førende danske dagblade, skrevet efter nøjagtig den samme metode: først idé og retning fra mig, derefter research, udkast, kritik, omskrivning, faktatjek og endelig redaktionel godkendelse fra mig.
Hvis det er snyd, så er moderne kontorarbejde også snyd. Og det har trods alt holdt mange samfund nogenlunde kørende siden skrivemaskinens opfindelse.
Sådan lavede jeg mikroplast-artiklen
Lad mig tage et konkret eksempel: min artikel om mikroplast. Mikroplast: endnu en panik, før regningen er gjort op – Dahl-Madsen
Anledningen var en artikel i The Ecomodernist fra Breakthrough Institute om mikroplast-panikken. Jeg ville skrive om, hvordan moderne måleteknik kan finde næsten alt næsten overalt, men at fund ikke er det samme som fare. Det er en pointe, jeg har arbejdet med i mange år i miljødebatten. Mikroplast, pesticider, kemikalier – mekanismen er ofte den samme: Man finder et stof i meget små mængder, og straks begynder alarmklokkerne at bimle.
Jeg begyndte med at bede ChatGPT om at resumere artiklen, finde de centrale kilder og koble det til mine egne synspunkter. Det første svar var ikke en færdig artikel. Det var råmateriale. Som når man beder en medarbejder lave et notat.
Derefter begyndte det egentlige arbejde.
Jeg bad om, at teksten blev skrevet i min stil – ikke som et svar til mig, men som en tekst fra mig til læseren. Jeg bad om færre gentagelser. Jeg bad om en klarere struktur. Jeg bad om, at henvisningerne kun blev brugt én gang og helst samlet til sidst. Jeg rettede ordvalg. Jeg bad om kortere versioner. Jeg bad om bedre opdeling: indledning, anledning og resumé, og derefter mine kommentarer.
Det er præcis sådan, man arbejder med en menneskelig medarbejder. Først kommer et udkast. Så siger man: Nej, det der er for langt. Det der er uklart. Her gentager du dig selv. Den pointe skal stå skarpere. Den formulering er forkert. Den kilde skal tjekkes. Den overskrift er for engelsk. Prøv igen.
Og så prøver den igen.
Når den ene AI tjekker den anden
I mikroplast-artiklen gjorde jeg noget ekstra, fordi emnet ligger lige på kanten af min fagkundskab.
Da jeg havde et udkast, jeg var tilfreds med, sendte jeg det til Gemini og bad om en kritisk gennemgang. Det var ikke for pynt. Jeg bad den se på referencer, metodekritik og svage punkter i argumentationen.
Gemini pegede blandt andet på tre vigtige ting.
For det første skulle NEJM-studiet om mikro- og nanoplast i halspulsåreplak ikke affejes for let. Det var et observationsstudie, ja, men det havde justeret for en række faktorer og fandt en markant sammenhæng. Det skulle anerkendes.
For det andet skulle DTU Aqua-studiet om Østersøen ikke bruges som bevis for, at mikroplast aldrig ophobes nogen steder. Det viste mere præcist, at forskerne ikke fandt en stigning i de frie vandmasser og i de pelagiske fisk, de undersøgte. Det er stadig interessant, men det skal siges nøjagtigt.
For det tredje skulle jeg være mere præcis om plast og tilsætningsstoffer. Ren polyethylen eller polypropylen er ikke magisk gift. Men plast findes ofte sammen med additiver, og de skal naturligvis vurderes konkret. Også her gælder den gamle regel: Dosis, eksponering og virkning afgør risikoen.
Det var gode kritikpunkter. Derfor førte jeg kritikken tilbage til ChatGPT og bad om en revideret version. Den blev bedre. Ikke fordi AI havde “skrevet for mig”, men fordi jeg brugte AI til at gennemføre en redaktionel proces, som ellers ville have taget langt længere tid.
Her kan du se hele forløbet i detaljer om du så måtte ønske:
Jeg er min egen statsminister
Jeg ser det sådan: Jeg er min egen statsminister, og nu har jeg fået en taleskriver.
Det betyder ikke, at taleskriveren bestemmer politikken. Det betyder ikke, at embedsværket ejer holdningen. Det betyder, at jeg kan få formuleret, testet, kritiseret og forbedret mine tanker hurtigere.
Da jeg var afdelingsleder på DTU’s Institut for Vand og Miljø, var det helt naturligt at bede medarbejdere om at lave research, skrive udkast, samle data eller lave første version af en rapport. Derefter gik jeg ind og gjorde det, en erfaren leder og fagperson skal gøre: stille spørgsmål, rette kursen, skærpe pointerne, fjerne vrøvl, sikre kvaliteten og tage ansvaret for det endelig resultat.
Ingen ville dengang sige, at rapporten var “snyd”, fordi den ikke var skrevet alene i hånden af afdelingslederen. Tværtimod. Det ville have været dårlig ledelse ikke at bruge medarbejdernes kompetencer.
På samme måde er det med AI. Den er en medarbejder. En meget hurtig, meget flittig og til tider lidt overivrig medarbejder, som skal holdes i kort snor. Men en fremragende medarbejder.
Det gamle brokkeri over ny teknologi
Modstanden mod AI minder mig om noget meget gammelt.
Allerede Platon lod i dialogen Phaidros Sokrates fortælle myten om Theuth, der opfandt skrivekunsten. Kong Thamus advarede imod, at skriften ikke ville styrke hukommelsen, men svække den, fordi mennesker ville støtte sig til ydre tegn i stedet for at øve deres egen hukommelse. Skrift gav ikke egentlig visdom, mente han, men blot en illusion af viden.
Det er den samme gamle klagesang, vi har hørt lige siden: Hver gang et nyt værktøj aflaster hjernen, tror nogen, at hjernen går i stykker.
Da jeg var barn, læste jeg meget. Jeg blev betragtet som en læsehest. Og der var naturligvis også dengang folk, der mente, at for meget læsning kunne være skadeligt. Det kunne ødelægge øjnene, gøre én verdensfjern og fjerne opmærksomheden fra det virkelige liv. Bøger havde jo også cliffhangers. Man kunne næsten ikke lægge dem fra sig. Det lyder bekendt.
Så kom lommeregneren. Så kom computeren. Så kom internettet. Så kom Google. Hver gang fik vi at vide, at nu ville mennesket holde op med at tænke.
Men det gjorde vi ikke. De dygtige blev dygtigere. De dovne blev måske bare dovne på en ny måde. Sådan er verden.
AI er ikke en erstatning for dømmekraft
Det betyder ikke, at man bare skal tro på AI.
Tværtimod. Hvis man ikke ved noget om det emne, man arbejder med, kan AI være farlig. Den kan skrive overbevisende vrøvl. Den kan finde på kilder, den kan glatte vigtige forbehold ud, og den kan formulere ting så pænt, at man næsten glemmer at spørge, om det er rigtigt.
Derfor er min brug af AI ikke et fravær af faglighed. Det kræver faglighed.
Jeg skal vide, hvad jeg vil sige. Jeg skal kunne se, når argumentet bliver for svagt. Jeg skal kunne mærke, når tonen ikke er min. Jeg skal kunne tjekke de centrale kilder. Jeg skal kunne bede om en bedre struktur. Jeg skal kunne sige: Det der er noget sludder, prøv igen.
AI erstatter ikke dømmekraft. Den belønner dømmekraft.
Det er måske det mest interessante. AI gør ikke automatisk dumme mennesker kloge. Men den gør kloge og produktive mennesker langt mere produktive.
Under en time – men ikke på 30 sekunder
Efter mikroplast-forløbet bad jeg AI om at vurdere tidsforbruget. Den mest ærlige formulering var denne:
Fra den første idé om mikroplast-artiklen til et færdigt, illustreret og fagligt revideret Word-udkast gik der under en time. Selve produktionen af billeder, Word-dokument og den endelige reviderede version tog omkring en halv time.
Det er en meget vigtig pointe.
Det er ikke historien om, at “AI skriver en artikel på 30 sekunder”. Det er historien om, at AI gør en iterativ redaktionel proces, som normalt kunne tage en halv eller hel arbejdsdag, mulig på under en time.
Det er ikke snyd. Det er produktivitet.
Og produktivitet er ikke et skældsord. Det er grunden til, at vi ikke længere sidder og skraber runer i bark med en sløv kniv.
Læs resultatet – ikke processen
Til sidst vil jeg sige det ganske enkelt.
Hvis man læser mine blogindlæg og synes, de er dårlige, så skal man lade være med at læse dem. Det gælder uanset, om jeg har skrevet dem med gåsefjer, kuglepen, WordPerfect, Microsoft Word, Google, ChatGPT eller en meget begavet papegøje.
Men hvis man synes, teksterne er oplysende, skarpe, morsomme eller nyttige, så er det ærligt talt lidt mærkeligt at blive fornærmet over, at jeg har brugt moderne værktøjer til at lave dem.
Jeg har vedhæftet dokumentationen for mikroplast-artiklen, så man kan se hele processen: de første udkast, ændringerne, billederne, kritikken fra Gemini og den endelige revision. Det er pølsefabrikken med døren åben.
Og ja, det kan da godt være, at nogen mister appetitten, når de ser, hvordan pølser bliver lavet.
Men hvis pølsen smager godt, så spis den dog.
Henvisninger
Platon: Phaidros, ca. 274c-275b. Myten om Theuth og Thamus, hvor skriften kritiseres for at skabe glemsomhed og give påmindelse frem for sand hukommelse.
Dokumentation for mikroplast-artiklen: Vedhæftet PDF med samtaleforløb, artikeludkast, billeder, Gemini-kritik og endelig revision.
