Kommentar til Weekendavisens artikel “Farvel til lufthavnsliberalismen” af Asker Hedegaard Boye, Weekendavisen, Bøger, 29. maj, om Theis Ørntofts essay Bag litiumbjergene.
Der er noget besynderligt ved at sidde i et af verdens rigeste, frieste og mest trygge samfund og forklare, at moderniteten i grunden er en moralsk katastrofe.
Det er omtrent den fornemmelse, man får ved læsningen af Weekendavisens artikel om Theis Ørntofts nye essay Bag litiumbjergene. Her fremstilles moderniteten, globaliseringen, teknologien og den materielle velstand som en slags skyldsmaskine. Bag lufthavnsrejser, smartphones, USB-kabler og elektriske SUV’er ligger miner, fabrikker, forsyningskæder, plastic, kobolt og CO₂.
Ja. Det gør der.
Det hedder materiel virkelighed.
Den forsvinder ikke, fordi man skriver smukt om egetræer på Nørrebro, husskader i kvarteret eller mørkt håb fra dybet. Den forsvinder heller ikke, fordi man kalder global handel for “lufthavnsliberalisme”. Den slags ord lyder flot, men de forklarer ikke ret meget.
Jeg er bondefødt og kvaj fra Sydfyn og har brugt en stor del af mit liv på miljø, vand, fødevareproduktion og energi. Jeg har arbejdet med modeller for vandmiljøet, med akvakultur og med praktiske miljøproblemer, hvor tallene skal passe, ellers virker virkeligheden ikke. Jeg har også undervist miljøingeniører i Thailand. Det giver et vist værn mod den europæiske kulturpessimisme, som let breder sig, når man har fået alt forærende af moderniteten og derfor kan tillade sig at hade den i smukke sætninger.
For når man står over for mennesker, der ikke er født ind i dansk velfærd, lærer man noget helt basalt: De har ikke brug for mindre modernitet. De har brug for mere.
Mere energi. Mere rent vand. Mere infrastruktur. Mere køling af fødevarer. Mere sanitet. Mere medicin. Mere handel. Mere teknologi. Mere af alt det, vi selv nød godt af, før vi blev så rige, at vi begyndte at føle skyld over det.
Derfor bliver jeg træt, når Hans Rosling affærdiges, fordi han angiveligt fortaber sig i statistik fra modernitetens “mikroskopiske tidslomme” på 100-200 år. Jamen, netop! Det er jo i den tidslomme, at menneskeheden for alvor har løftet sig ud af sult, analfabetisme, børnedødelighed og tidlig død.
Det er ikke en fodnote. Det er hovedhistorien.
Rosling var ikke en lalleglad liberal prædikant med boardingkort i brystlommen. Han kunne bare læse en tabel. Det er åbenbart blevet en kontroversiel evne.
Før moderniteten finder man ikke økologisk visdom, harmonisk lokalforankring og poetisk balance med naturen. Man finder hårdt slid, sygdom, korte liv, høj børnedødelighed, fejlernæring og brutal afhængighed af den næste høst. Naturen var ikke en mild forælder. Den var en uberegnelig arbejdsgiver uden overenskomst.
Det betyder naturligvis ikke, at moderne produktion er uden problemer. Minedrift kan være grim. Plasticforurening er et problem. Energiforbrug har konsekvenser. Globale forsyningskæder kan skjule dårlige arbejdsvilkår og miljøskader. Det ved enhver, der har beskæftiget sig bare fem minutter med produktion.
Men løsningen er ikke mindre viden, mindre teknologi, mindre handel og mindre vækst. Løsningen er bedre teknologi, bedre institutioner, højere produktivitet, mere kapital og klare krav til forurening og arbejdsvilkår.
Det er sådan, verden faktisk bliver bedre. Ikke ved at romantisere fattigdommens lokale autenticitet.
Det mest problematiske i denne type civilisationskritik er den moralske overdramatisering. Når moderne forsyningskæder og klimaproblemer bringes i nærheden af Holocaust, selv med de sædvanlige forbehold, er sammenligningen allerede sat i gang. Den antyder, at almindelige mennesker, der køber telefoner, kabler og biler, indgår i en slags usynlig forbrydelsesstruktur.
Det er ikke dybt. Det er perfidt.
Holocaust var en bevidst, industriel udryddelse af et folk. At bringe den historiske forbrydelse i berøring med vores brug af smartphones og USB-kabler er ikke oplysning. Det er moralsk inflation. Når alt bliver forbrydelse, bliver intet forstået.
Der er også noget økonomisk naivt i forestillingen om, at globalisering blot er “lufthavnsagtig” opløsning af det lokale. Global handel er ikke kun luksusbagerier, engelsktalende baristaer og weekendture til Bali. Den er også den mekanisme, der har gjort medicin, computere, reservedele, fødevarer og teknologi billigere og mere tilgængelige for milliarder af mennesker.
Den har fejl. Selvfølgelig har den det. Alt menneskeligt har fejl. Men alternativet er ikke Fanø-folkemusik i privatarkivet og genfortryllede gåture rundt om et egetræ. Alternativet er ofte fattigdom, dyrere varer, ringere teknologi og færre muligheder for dem, der i forvejen har mindst.
Jeg har stor respekt for litteraturens evne til at skabe billeder. Men billeder er ikke beregninger. Hvis man vil dømme moderniteten, må man også tælle dens gevinster.
Hvor mange børn overlevede? Hvor mange fik lys i huset? Hvor mange slap for at bære vand? Hvor mange fik uddannelse? Hvor mange kvinder fik økonomisk frihed? Hvor mange bønder slap for at leve hele livet på kanten af sult? Hvor mange syge blev behandlet? Hvor mange gamle fik et længere og værdigere liv?
Det er ikke småting. Det er civilisation.
Den rød-grønne undergangsfortælling har et mærkeligt træk: Den er mest populær blandt dem, der har fået mest ud af moderniteten. Det er let at tale om mørkt håb, når strømmen virker, hospitalet ligger tæt på, toilettet skyller, og ens nye kabel kan leveres på 18 timer.
Moderniteten er ikke uskyldig. Ingen alvorlige mennesker påstår det. Den skal forbedres, renses og gøres klogere. Forurening skal ned. Ressourcer skal bruges bedre. Energi skal produceres billigere og renere. Fattige lande skal have adgang til den teknologi og velstand, vi selv har bygget vores samfund på.
Men moderniteten er ikke en forbrydelse.
Den er den største materielle forbedring af menneskelivet i historien. Den skal ikke fordømmes af velnærede pessimister, der forveksler deres egen uro med verdens faktiske tilstand. Den skal videreudvikles af mennesker, der både kan føle, tænke og regne.
Især det at kunne regne er stærkt undervurderet.
