Om at kæmpe som en Dahl

Maikens egen beretning

Opslaget er gengivet med Maikens tilladelse. Det oprindelige opslag kan læses på Facebook her: Læs opslaget på Facebook.

Kære netværk,

Efter min sidste opdatering tænker jeg, at det er på sin plads med en status på mit, og vores, liv med kræft.

Da kirurgerne desværre fandt spredning af kræft i lymfekirtlerne i min armhule, blev operation nummer to ikke helt, som vi havde håbet og forventet. I stedet for en fuld mastektomi og rekonstruktion af begge bryster blev det til en aksilrømning i armhulen og en mastektomi af det bryst, hvor tumoren sad. Syv timer på operationsbordet blev det til, men heldigvis gik alt godt.

Nu er der gået fem uger siden operationen, og vi har fået svar på vævsprøverne. Der var ingen yderligere spor af kræft. Kemoen og immunterapien har virket.

Selvom det på papiret er fantastiske nyheder, må jeg også være ærlig og sige, at vi endnu ikke er nået til det sted, hvor vi for alvor føler glæden over beskeden. Efter mange måneders behandling, bekymringer, undersøgelser og svære beslutninger lever kroppen og hovedet stadig i en form for alarmberedskab. Vi har siden hørt fra både fagpersoner og andre kræftramte, at det faktisk er en helt normal reaktion. Når man har levet med frygten så længe, forsvinder den ikke nødvendigvis i samme øjeblik, man får et godt svar. Så lige nu forsøger vi at finde vores vej i en ny virkelighed, hvor håb og taknemmelighed eksisterer side om side med usikkerhed og bekymringer.

Den type brystkræft, jeg har, TNBC (triple-negativ brystkræft), er desværre en særligt aggressiv form for brystkræft med en højere risiko for tilbagefald end mange andre typer. Derfor anbefaler lægerne, at jeg fortsætter med strålebehandling og eventuelt mere immunterapi. Beslutningen om, hvorvidt jeg skulle sige ja til begge dele, lagde de dog over til mig.

Det har været en af de sværeste beslutninger, jeg nogensinde har stået overfor.

Jeg har allerede fået så meget immunterapi, at den har ødelagt min skjoldbruskkirtel, og lægerne gjorde det klart, at der også kan være alvorlige risici ved at fortsætte, fordi hjerte, lunger og andre organer kun kan tåle en vis belastning. Men samtidig melder spørgsmålet sig: Hvad nu hvis jeg træffer det forkerte valg?

Status er, at jeg i dag har sagt ja til strålebehandling, men nej til mere immunterapi. Nu begynder arbejdet med at håndtere den angst, der følger med følelsen af selv at have haft indflydelse på risikoen for et eventuelt tilbagefald.

Til september skal jeg tale med gynækologisk afdeling om fjernelse af æggestokke og æggeledere. Endnu en større operation, som kan være med til at mindske risikoen for, at kræften vender tilbage.

Planen ved den seneste operation var som skrevet, at jeg skulle have haft en fuld mastektomi og rekonstruktion af begge bryster for yderligere at reducere risikoen. Det kunne desværre ikke lade sig gøre. Og fordi jeg har valgt strålebehandling, skal jeg nu vente 6-12 måneder på den endelige operation, hvor det andet bryst også fjernes, og rekonstruktionen færdiggøres.

Forhåbentlig bliver det den sidste store operation, jeg skal igennem.

Der er mange ting, vi som familie skal forsøge at bearbejde og finde vej igennem. Men lige nu vælger vi at holde fast i det vigtigste: at behandlingen har virket, at der ikke blev fundet yderligere kræft, og at vi stadig har håb og tro på fremtiden.

Selvom livet lige nu er præget af sygdom, behandlinger og svære beslutninger, er vi også utroligt taknemmelige for vores to børn på 1,5 og 4,5 år. De giver hverdagen et helt andet fokus og minder os hver eneste dag om alt det gode, der også findes midt i det svære. Selvom det til tider, ofte, er hårdt at være småbørnsforældre under så stort et pres, forsøger vi at nyde deres udvikling, nysgerrighed og alle de små øjeblikke så meget, som det overhovedet er muligt.

Tak til alle jer, der fortsat følger med, sender tanker, beskeder og støtte. Det betyder mere, end I aner. ❤️