Det mest trættende ved politik er ikke, at politikere tager fejl. Det gør vi alle sammen.
Det trættende er, når de ikke gider sætte sig ind i fakta, før de mener noget.
Mange politikere ser ikke på virkeligheden. De ser på vælgersegmenter. De spørger ikke: Hvad er sandt? De spørger: Hvor kan vi hente stemmer?
Og hvis en lille del af samfundet bliver ofret undervejs, så går det nok. Især hvis den ikke fylder meget i meningsmålingerne.
Havbrug er et glimrende eksempel. Et lille erhverv, men et vigtigt erhverv. Effektivt, produktivt og langt mere interessant for fremtidens fødevareproduktion, end mange politikere har gjort sig den ulejlighed at forstå.
Det samme ser vi med landbruget. Fordi landbruget fylder relativt mindre i dansk økonomi, er det blevet lettere at gøre til skydeskive. Man kan tale hårdt om det, regulere det i stykker og kalde det ansvarlighed. Fakta kommer bagefter. Hvis de da kommer.
For et par år siden var jeg inviteret ind i CEPOS for at holde et kort morgenoplæg. Fem minutter om havbrug.
Jacob Ellemann var der også. Jeg hilste på ham og fortalte, hvad jeg skulle tale om. Hans reaktion var nogenlunde, at havbrug var noget værre svineri.
Jeg husker ikke ordene præcist, men meningen var klar. Jeg sagde til ham, at han vist ikke var godt informeret om virkeligheden.
Lidt senere sad han på første række, da jeg begyndte mit oplæg. Netop som jeg gik i gang, rejste han sig og gik.
Det mindede mig om Ernst Lubitsch’ To Be or Not to Be. En skuespiller skal til at fremføre Hamlets monolog: “To be, or not to be.” Men hver gang han begynder, rejser en mand på en af de forreste rækker sig og forlader salen.
Det er svært ikke at opfatte som en fornærmelse.
Sådan føltes det også hos CEPOS. Ikke fordi Ellemann skyldte mig at blive siddende. Men fordi situationen viste problemet så rent: Holdningen var allerede på plads. Fakta kunne man altid gå ud af lokalet for at undgå.
Nu har jeg skrevet på Kontrast: Mona Juul – grøn med de røde. Her ser vi samme mekanisme igen.
På Folkemødet på Bornholm kastede Mona Juul sig ud i angreb på havbrug og viste tydeligt at hun intet kendte til sagen.
Konservative vil gerne være grønne. Fint nok. Men når grøn politik bliver til billige angreb på produktive erhverv, er det ikke ansvarlighed. Så er det rød-grøn signalpolitik med konservativt logo.
Mange har forsøgt at forklare de konservative, hvordan havbrug og akvakultur faktisk hænger sammen. De har ikke ønsket at blive oplyst.
Det kan man sådan set godt forstå. For hvis man først sætter sig ind i fakta, falder de populistiske tosserier fra hinanden.
Så bliver havbrug ikke længere et bekvemt symbol på svineri, men et konkret erhverv, der producerer sund mad effektivt og med et potentiale, Danmark burde tage alvorligt.
Men fakta kan ødelægge en god kampagne.
Hvis man ikke forholder sig til virkeligheden, men kun går efter stemmer — også når det bygger på en løgn — så holder det sjældent i længden.
Det gjorde det i hvert fald ikke for Jacob Ellemann.
Og Mona Juul bør passe på med at gå samme vej. Hun vil gerne have Det Konservative Folkeparti op på de høje nagler igen. Det er forståeligt.
Men man kommer ikke derop ved at trampe på fakta.
Man kommer derop ved at tale sandt.
Også når sandheden ikke passer ind i kampagnen.
Læs også
Havbrug: Det forsømte danske erhvervseventyr — hovedteksten om BioMar-paradokset, EU-linjen og den danske administrative selvskade.
Havets status er ude – nu skal havbrug levere væksten — om hvorfor havbrug er det effektive svar, hvis verden skal have mere sundt og prisstabilt protein fra havet.
Havbrugets rolle i den nye fiskeriaftale — om at havbrugsproduktion indgår som en vigtig del af den samlede fødevareforsyning af fiskeprodukter.
Havluft, havbrugsørreder & hårde fakta — om Musholm, havbrugsørreder og det lave klimaaftryk pr. kilo fisk.
Dansk kvælstof og den økologiske tilstand: hvor meget betyder det egentlig? — om DHI’s vurdering af danske kvælstofudledningers betydning i åbne farvande.
En markedsbaseret løsning på kvælstof problematikken — om at flytte kvælstof fra steder, hvor det gør stor skade, til områder hvor miljøpåvirkningen er langt mindre.
Politiken på dybt vand om havbrug — om mediefortællingen om havbrug som “ureguleret” og hvorfor den rammer ved siden af.
Om at Politiken udbreder falske forestillinger om opdrætsfisk — om opdrætsfisks lave aftryk, bedre foderudnyttelse og de manglende danske udvidelsestilladelser siden 2005.
Besøg på Agersø Havbrug — konkret reportage fra et dansk havbrug; den slags virkelighed, der ofte mangler i den politiske debat.
Havbrug & Hedensted Kommune – mon det går i fisk? — om lokal politisk modstand mod at flytte et eksisterende havbrug længere væk fra kysten, hvor miljøvirkningen bliver mindre.
Sportsfiskerne vildleder offentligheden om havbrug — om den usaglige sammenligning mellem havbrug og risikovirksomheder.
Havbrug udskammes af sportsfiskere og andre ’grønne’ — gæsteindlæg fra Anders Lejbach om havbrug som en af de mest miljø- og klimaeffektive fødevareproduktioner.
Hvordan kunne et institut som Vandkvalitetsinstituttet præge et dansk fiskefoderfirma? — om den faglige og historiske forbindelse mellem dansk vandmiljøkompetence og moderne fiskefoderteknologi.
Regelstaten om havbrug — om havbrug som det forsømte erhvervseventyr og regelstatens rolle i at kvæle udviklingen.
Havbrug for fremtiden — om akvakultur som ressourceeffektiv produktion med lavt aftryk pr. produceret enhed.
Havbrug ved Bornholm — om Bornholm og Østersøens potentiale for opdræt af store laksefisk.
Havbrug ved Bornholm — den tidlige korte tekst om Bornholms muligheder for havbrug.
Alle indlæg med tagget havbrug — samlet indgang til havbrugsindlæggene.
