Global Carbon Budget 2025 er en af de mest omfattende og solide årlige opgørelser over verdens kulstofkredsløb. Den bygger på energistatistik, atmosfæriske målinger, satellitter samt modeller af havets og landjordens optagelse af CO₂.
Rapportens hovedkonklusion kan ikke misforstås: Stigningen i atmosfærens CO₂-indhold skyldes menneskelige udledninger. Det slås fast med syvtommersøm.
Det foreløbige regnskab for 2025
De fossile CO₂-udledninger steg i 2025 med omkring 1 procent til rekordhøje 38,1 milliarder ton CO₂.
Til gengæld faldt nettoudledningerne fra skovrydning og anden ændret arealanvendelse til omkring 4,1 milliarder ton CO₂. Det betyder, at de samlede menneskeskabte udledninger blev cirka 42,2 milliarder ton CO₂ – en anelse mindre end i 2024.
Den lille nedgang skyldtes altså ikke mindre brug af kul, olie og gas, men færre udledninger fra skovrydning, skovforringelse og tørvebrande.
Siden slutningen af 1990’erne er nettoudledningerne fra ændret arealanvendelse faldet statistisk signifikant. Skovrydning er stadig et stort problem, men udviklingen går ikke kun én vej.
Naturen optager halvdelen
Atmosfærens CO₂-koncentration nåede omkring 425,6 ppm i 2025, hvilket er 53 procent over det førindustrielle niveau.
Men ikke alle menneskelige udledninger bliver i atmosfæren. I perioden 2015–2024 fordelte udledningerne sig således:
- 50 procent blev i atmosfæren.
- 29 procent blev optaget af havene.
- 21 procent blev optaget af planter og jord.
Det er i sig selv et meget stærkt bevis på den menneskelige oprindelse. Havet og landjorden er nettooptagere af CO₂ – ikke årsagen til stigningen. Mennesker tilfører kulstof til kredsløbet, hvorefter naturen fjerner omkring halvdelen igen.
Atmosfærens stigning blev i 2025 anslået til 2,1 ppm, væsentligt mindre end rekordstigningen på 3,7 ppm i 2024. Forskellen skyldes især, at El Niño ophørte, så landjordens optagelse af CO₂ rettede sig kraftigt.
Verden brændte ikke i 2025
Rapporten indeholder også interessante tal om brande. Fra januar til september 2025 lå de globale CO₂-udledninger fra brande 19–20 procent under gennemsnittet for 2015–2024.
Det var det næstlaveste niveau siden målingernes begyndelse i 2003. I troperne var udledningerne de laveste i hele perioden.
Det skal naturligvis ikke bruges til at påstå, at skovbrande ikke kan være alvorlige. Rapporten peger også på, at egentlige skovbrande flere steder er blevet kraftigere. Men den sædvanlige mediefortælling om, at hele verden står i flammer, holder ikke som global beskrivelse af 2025.
Den klimarealistiske konklusion
Der er ingen videnskabelig grund til at benægte, at menneskelige udledninger hæver atmosfærens CO₂-indhold. Det viser kulstofregnskabet meget klart.
Men der er heller ingen grund til at springe direkte fra denne kendsgerning til fortællingen om en nært forestående klimakatastrofe.
Rapporten er et kulstofregnskab – ikke et katastroferegnskab. Den fortæller, hvor kulstoffet kommer fra, og hvor det ender. Den fortæller ikke, at enhver temperaturstigning er farlig, eller at enhver tænkelig klimapolitik er fornuftig.
Der er flere vigtige nuancer:
For det første er væksten i de samlede menneskeskabte udledninger bremset kraftigt. Fra 2005 til 2014 voksede de med gennemsnitligt 1,9 procent om året. I perioden 2015–2024 var væksten kun 0,3 procent om året.
For det andet fortsætter havet og landjorden med at optage omkring halvdelen af vores udledninger. De naturlige dræn er ikke brudt sammen.
For det tredje falder udledningerne fra ændret arealanvendelse, mens genplantning og naturlig skovvækst allerede opsuger betydelige mængder CO₂.
For det fjerde er de nye tekniske metoder til fjernelse af CO₂ næsten uden praktisk betydning. Rapporten vurderer, at de i øjeblikket fjerner omtrent en milliontedel af de fossile udledninger. Der er langt fra pressemeddelelser og demonstrationsanlæg til industriel skala.
Og endelig: Rapportens opgørelse af et resterende “kulstofbudget” på cirka fire år for at holde temperaturstigningen under 1,5 grader er ikke en nedtælling til verdens undergang. Det er en modelberegning knyttet til et politisk valgt temperaturmål og en sandsynlighed på 50 procent. Klimaet falder ikke ud over en fysisk afgrund, når grænsen passeres.
Den redelige konklusion er derfor enkel:
Ja, mennesket får atmosfærens CO₂-indhold til at stige. Men udviklingen er langsommere end tidligere, naturen optager fortsat halvdelen, udledningerne fra arealanvendelse falder, og verden stod ikke i flammer i 2025.
Klimapolitikken bør tage udgangspunkt i disse realiteter – ikke i benægtelse, men heller ikke i dommedagsretorik.
Kilde: Global Carbon Budget 2025, offentliggjort i Earth System Science Data den 13. maj 2026. (essd.copernicus.org)
