Mit opslag om skarver, sæler og fisk gav en livlig diskussion på Facebook. Det er fint. Der var både forargelse, skråsikkerhed og enkelte gode spørgsmål.

Et af dem lød:

“Er skarverne skyld i iltsvind og fedtemøg?”

Det var nok ment som en frisk afvisning. Men spørgsmålet er faktisk mere interessant, end det ser ud.

Nej, skarver laver ikke direkte iltsvind. De udleder ikke spildevand, overgøder ikke marker og producerer ikke fedtemøg.

Men havet er et økosystem. Og når man ændrer et økosystem voldsomt, får det konsekvenser.

Havet reguleres både nedefra og oppefra

Vi taler næsten altid om havmiljø nedefra: kvælstof, fosfor, alger, iltsvind, temperatur og bundforhold.

Det er vigtigt. Men det er kun halvdelen af historien.

Akvatiske økosystemer reguleres også oppefra. Store fisk, rovfisk, sæler og skarver påvirker, hvordan energien bevæger sig gennem fødekæden.

Hvis de større fisk forsvinder — først gennem fiskeri og dårlige miljøforhold, og derefter holdes nede af høj prædation — får man ikke bare færre fisk at fange. Man får et andet hav.

DTU Aquas skarvundersøgelse viste, at skarver i Genner Bugt kunne æde meget store andele af de mærkede unge torsk og skrubber. Det betyder ikke, at skarven skabte kollapset. Men den kan være med til at fastholde det.

Når fiskene mangler, går produktionen andre veje

Primærproduktionen i havet stopper ikke, bare fordi der er færre torsk, skrubber og andre større fisk.

Plankton vokser stadig. Smådyr æder stadig. Der produceres stadig organisk materiale.

Spørgsmålet er: Hvor ender det?

I et mere velfungerende system går en større del af produktionen op gennem fødekæden og bliver til fisk. I et skævt system kan mere ende som småfisk, gopler, bunddyr, bakterier og dødt organisk materiale på bunden.

Og dødt organisk materiale bruger ilt, når det nedbrydes.

Så nej: Skarver “laver” ikke fedtemøg. Men et ødelagt fødenet med for få større fisk kan godt være med til at gøre systemet mere ustabilt og mere tilbøjeligt til slam, dårlig lugt og iltproblemer.

Sund- og Bælthavet er ikke dødt — men ændret

Man skal ikke gøre det til ren jammer. Der er stadig fisk at fange. Nogle arter klarer sig endda bedre. Der er flere rødspætter nogle steder, og der er mere hummer.

Men det er ikke nødvendigvis de samme fisk, og det er ikke nødvendigvis det samme hav.

Torsk, skrubber, ålekvabber og andre klassiske kystfisk har haft det svært mange steder i Sund- og Bælthavet. Selv Øresund, der ofte fremhæves som det gode eksempel, har ikke haft fri fremgang på det seneste.

Det interessante er ikke kun, hvor mange fisk der er. Det er også, hvilke fisk der er, hvor store de bliver, og om de når at reproducere, før de bliver ædt.

Hvis de unge torsk bliver spist, før de bliver voksne, får man ikke genopbygget bestanden. Så kan der godt være liv i havet — men fødekæden har skiftet karakter.

Bo Møllers observation

Min gode ven Bo Møller er en af Danmarks bedste praktiske marinbiologer. Han har brugt et langt liv på at se, lugte og forstå havet i virkeligheden — ikke kun gennem modeller.

Hans fornemmelse er, at noget grundlæggende er galt. At dele af havet virker mere goldt, mere fattigt og mere ildelugtende, end det burde.

Den slags iagttagelser er ikke bevis i sig selv. Men de skal tages alvorligt. Gode feltfolk opdager ofte mønstre, før de bliver fuldt dokumenteret i rapporter.

Ikke én årsag

Fejlen i debatten er, at alt skal reduceres til én skyldig.

Landbruget.
Fiskerne.
Skarverne.
Sælerne.
Spildevandet.
Klimaet.

Sådan fungerer havet ikke. Iltsvind og fedtemøg hænger især sammen med næringsstoffer, organisk stof, temperatur og fysisk lagdeling. Men fødekædens struktur betyder også noget. Et hav med for få større fisk kan blive et mere ustabilt hav, hvor mere produktion går uden om de fisk, vi gerne vil have tilbage.

Derfor er skarver og sæler ikke en sidebemærkning. De er en del af regnestykket.

Konklusion

Nej, skarver er ikke direkte skyld i fedtemøg.

Men hvis store rovdyrbestande sammen med tidligere fiskeri og dårlige miljøforhold holder fiskebestandene nede, kan det være med til at fastholde en dårlig økologisk struktur.

Det er hele pointen.

Havet er ikke en valgplakat med én skurk. Det er et fødenet.

Og hvis vi vil have Sund- og Bælthavet tilbage i bedre balance, må vi tale om hele systemet — næringsstoffer, fiskeri, levesteder, sæler, skarver, gopler og fisk.

Ikke kun det, der passer ind i den politiske fortælling.