I dag kan en almindelig dansker sætte sig i et fly i Kastrup og være i Bangkok omkring et døgn senere. Pas, boardingkort, security, en dyr sandwich — og så afsted.
Det er så normalt, at vi næsten har glemt, hvor vanvittigt det egentlig er.
For det meste af menneskehedens historie var den lange rejse et projekt for de få. Ikke en ferie. Ikke en forretningsrejse. Ikke en spontan billet købt på nettet en tirsdag aften.
Hvis man i gamle dage skulle fra Europa til det, vi i dag kalder Thailand, var det et livsprojekt. Først skulle man overhovedet kunne bevæge sig gennem ukendt terræn. Floder, bjerge, ørkener, sygdomme, fjendtlige områder og manglende mad var ikke små praktiske gener. Det var selve rejsens vilkår.
En jæger-samler kunne naturligvis gå langt. Men han skulle ikke bare gå. Han skulle overleve, mens han gik.
Senere kom veje, havne, karavaner og skibe. Det hjalp. Romerriget og de store handelsruter gjorde verden mere sammenhængende. Men lange rejser var stadig for soldater, handelsfolk, pilgrimme, diplomater og eventyrere — altså folk med stærke grunde til ikke bare at blive hjemme.
I Christian IV’s tid var rejser til Asien stadig noget, der krævede kongemagt, skibe, mandskab og en god portion held. Ove Gieddes ekspedition mod Ceylon og Indien i 1618 viser virkeligheden ganske brutalt: skørbug, sygdom, storme og høj dødelighed var ikke uheldige undtagelser. Det var en del af pakken.
Så kom det store teknologiske stormløb.
Bedre sejlskibe. Dampskibe. Suezkanalen. Jernbaner. Motorer. Fly. Jetmotorer. Masseflyvning. Digitale bookingsystemer. Global infrastruktur.
Resultatet er ikke bare, at rejsen er blevet hurtigere. Den er blevet billigere, sikrere og tilgængelig for almindelige mennesker.
Det er modernitetens virkelige mirakel.
Da jeg var ung, var det stadig noget særligt at flyve. Første gang jeg fløj, var til Gardasøen i Norditalien. Jeg var ikke ret gammel, og det var en dyr fornøjelse. Men jeg gjorde det med stor glæde. Ellers var rejser noget med tog, busser, ventetid, tunge kufferter og en del besvær.
I dag kan en studerende tage til Barcelona. En håndværker kan besøge familie i Tyrkiet. En pensionist kan rejse til Thailand. En lille virksomhed kan sende folk til Singapore uden at opføre sig som Det Ostindiske Kompagni.
Det er ikke trivielt. Det er civilisation.
Infografikken nedenfor viser udviklingen i tre enkle mål: rejsetid, omkostning og sandsynligheden for at nå frem. Tallene er forklaret i den vedhæftede PDF, men hovedpointen er klar nok:
Den lange rejse er gået fra at være et farligt eliteprojekt til at være en almindelig menneskelig mulighed.
Det, der engang krævede konger, ekspeditioner, skørbug og held, kan i dag klares med pas, betalingskort og en mobiltelefon.
Det er ikke bare transport.
Det er menneskelig frihed i praksis.
