Dette et et gæsteindlæg af Johan Wedel Nielsen.
Torskebestanden i de indre danske farvande er i en sørgelig forfatning. Tidligere tiders storhed for fiskeriet ved Bornholm, hvor der på et tidspunkt var 10 filetfabrikker, er nu helt væk. Der er ikke én eneste erhvervsfisker tilbage. Øresund, som ofte fremhæves som noget særligt, fordi der ikke er trawlfiskeri, er også kollapset. Der er meget få og små torsk i forhold til tidligere.Men hvad er der gået galt? Det diskuteres livligt, og mange NGO’er peger først og fremmest på mennesket som den store skurk i form af eutrofiering med næringsstoffer fra primært landbrug eller overfiskeri. Det er ikke forkert, at både iltsvind og fiskeri har haft betydning. Det ville være useriøst at benægte. Problemet er bare, at forklaringen ikke er tilstrækkelig.
Iltsvind øst for Bornholm har stor betydning, og to ud af tre gydeområder i den østlige Østersø er ramt af iltsvind. Det er også korrekt, at der formentlig har været overfiskeri, bl.a. fordi ICES ikke i tilstrækkelig grad har fået taget højde for, hvor meget den naturlige dødelighed og prædation er steget.
Men hvis man vil forstå, hvorfor torsken ikke kommer tilbage, er man nødt til at se hele systemet: iltforhold, fiskeri, fødegrundlag, sygdomme, parasitter, skarv og sæl. Det er netop dér, den offentlige debat ofte bliver alt for snæver.
Iltsvind: alvorligt, men ikke samme problem overalt
Iltsvind i de indre danske farvande er et reelt og tilbagevendende problem. Men det skal beskrives korrekt. Kattegat og Bælthavet er ikke det samme fysiske system som Østersøens hovedbassin. I de indre danske farvande spiller vind, vandudskiftning, bundvandstemperatur og lagdeling en meget stor rolle for, hvor slemt iltsvindet bliver i det enkelte år.
Ser man på hele tidsserien fra 1989 til 2025, er der store år-til-år-udsving og enkelte meget markante topår. Det er derfor mere korrekt at tale om et alvorligt og tilbagevendende problem end om en simpel, jævnt stigende katastrofekurve.
Østersøens hovedbassin er en anden sag. Her er der dybe bassiner, permanent lagdeling og uregelmæssige saltvandsindbrud fra Nordsøen. Det betyder, at iltforholdene ikke kan forstås som én lineær effekt af én dansk påvirkning. Systemet springer mellem tilstande, og store saltvandsindbrud kan ændre bundvandets kemi markant.
Det centrale er derfor dobbelt: Iltsvind er alvorligt, især i Østersøens hovedbassin og i sårbare danske farvande. Men det er ikke samme problemtype overalt, og kurverne må ikke blandes sammen, som om de beskrev samme geografi og samme fysiske størrelse.
Truslen fra parasitter og leverskader
Fiskere peger ofte på sæl og skarv som det store problem. Det handler dels om direkte prædation, dels om spredning af parasitter fra sæler til torsk. Her er leverormen Contracaecum osculatum særlig vigtig, fordi den kan skade torskens lever og dermed påvirke kondition, vækst og overlevelse.
Det er ikke bare en løs påstand fra fiskere. DTU Aqua har dokumenteret meget alvorlige leverskader hos østlig Østersøtorsk. I notatet fremhæves netop, at parasitbelastning er en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor østlig Østersøtorsk er i dårlig biologisk tilstand. Sæler indgår i leverormens livscyklus, og høj forekomst af parasitter i leveren kan reducere både vækst og overlevelse.
Det ændrer ikke ved, at iltsvind og fiskeri er vigtige faktorer. Men det betyder, at en analyse uden parasitter og sæl som økologisk faktor bliver for snæver. Hvis fiskeritrykket er lavt, men bestanden ikke vender tilbage, må naturlig dødelighed og sygdom ind i modellen.
Skarvens og sælens målbare påvirkning
Et nyligt publiceret studie fra DTU Aqua viser, at skarven kan spise op til 88% af de små torsk. Studiet fra Lillebælt kan naturligvis ikke uden videre overføres fra Finland til Skagen, som om billedet er det samme overalt. Det kan være bedre eller værre alt efter område. Men hovedkonklusionen — at skarv kan påvirke torskebestanden på bestandsniveau — kan man ikke ignorere.
Et parallelt studie, som endnu ikke er afsluttet (Cormorants and seals’ influence on fish stocks in inner Danish waters), viser foreløbigt også, at torskebestanden påvirkes signifikant af skarv og sæl.
Sæler kan påvirke torsken på to måder: direkte ved at æde fisk og indirekte ved at være led i parasitternes livscyklus. Skarver rammer især små fisk. Derfor er de to arter ikke blot “naturlige elementer”, som man kan se bort fra. De er aktive variable i et i forvejen stærkt menneskepåvirket økosystem.
Faktisk er der en del torsk i Østersøen. Data fra BITS-togterne viser, at der i DTU Aquas trawltogter fanges rigtig mange små torsk. I enkelte træk er fangsten op til 25.000 stk. pr. time, men næsten alle er meget små.
IBTS-togtet fra Nordsøen fanger op til 75 torsk pr. time. Bemærk de meget store forskelle i antal ved samme størrelse blå plet. Det store spørgsmål er derfor ikke, om der findes små torsk i Østersøen. Det gør der. Spørgsmålet er, hvorfor de ikke i tilstrækkeligt omfang bliver til store torsk.
Det biologiske paradoks: Hvorfor bliver de små torsk ikke store?
ICES’ data for den østlige Østersøtorsk viser et interessant paradoks. Fangsterne toppede omkring begyndelsen af 1980’erne og er i dag næsten væk. Fiskeritrykket er samtidig faldet dramatisk. Alligevel er gydebiomassen ikke genopbygget til tidligere niveauer. Det gør forklaringen “det skyldes bare overfiskeri” utilstrækkelig.
Rekrutteringen er heller ikke nul. Der produceres fortsat små torsk i flere år, men de bliver ikke i tilstrækkelig grad til større, gydende fisk. Det peger på høj dødelighed efter yngelstadiet og gør det nødvendigt at se på iltforhold, føde, sygdom, parasitter og prædation under ét.
En nærliggende antagelse er, at mange af de små torsk ganske enkelt dør eller bliver spist, før de når at vokse op. Trawlfiskeri efter torsk i Østersøen er stærkt reduceret, så de bliver i hvert fald ikke i nævneværdigt omfang fanget af fiskerne. Derfor må forklaringen søges bredere.
Myten om den permanente balance i naturen
Mange naturinteresserede vil sige, at naturen skal regulere sig selv. Synspunktet hviler ofte på en forestilling om, at naturen altid søger tilbage til en optimal tilstand. Det er en biologisk misforståelse. Naturen er ikke i permanent balance. Den er næsten altid i overgang.
Bestande vokser, kollapser, forskydes og påvirker hinanden gennem fødekæderne. Det er særligt tydeligt i Østersøen, hvor saltvandsindbrud, iltforhold og lagdeling kan ændre systemets rammer på få år. Naturen søger ikke nødvendigvis en pæn og stabil balance. Den er næsten altid i overgang.
Eksempelvis er store iltsvindsområder i Østersøen et fortræffeligt levested for svovlbrintebakterier. Det er en “naturlig” biologisk tilstand, men ikke en tilstand vi mennesker ønsker mere af. Ordet balance kan derfor være farligt, hvis det får os til at tro, at naturen altid automatisk leverer et resultat, vi synes er godt.
Hvis naturen virkelig fik lov at gå sin gang i et fuldt intakt økosystem, ville skarv, sæl, havørn, større rovdyr og fødegrundlag indgå i en dynamisk regulering. Men nutidens danske og baltiske havmiljø er ikke en urørt naturtilstand. Fiskeriet reguleres, næringsstoffer reguleres, topprædatorer har historisk været reduceret, og nogle mellempredatorer har haft mulighed for at vokse kraftigt. Derfor er passivitet ikke nødvendigvis mere “naturlig” end aktiv forvaltning.
Menneskeskabte fordele og mangel på rovdyr
Skarver præderes bl.a. af havørne, men havørnebestanden er stadig for lille til, at den naturlige prædation i mange år vil kunne regulere skarvbestanden effektivt. Samtidig har vi mennesker skabt store kunstige rastepladser i form af havvindmøller, hvor skarver kan stå og tørre vingerne midt i Kattegat, Østersøen og Nordsøen. Det udvider deres leveområde kunstigt.
Sæler præderes i princippet af spækhuggere i havet og af bjørne og ulve på land, når sælerne opholder sig på hvilepladser. Der er en lille bestand af ulve i Jylland, men slet ikke noget, der kan påvirke sælbestanden. Bjørne får vi realistisk set aldrig i Danmark. Spækhuggere forekommer lejlighedsvis ved Skagen, og de spiser sæler, men ikke i et omfang, der kan regulere bestanden.
Derfor er sæl- og skarvbestanden reelt uden tilstrækkelige begrænsende rovdyr. Bestanden kan vokse, indtil fødegrundlaget bliver presset, hvorefter sult, sygdom og lavere ynglesucces reducerer bestanden. Det er naturligt, men ikke nødvendigvis sympatisk — og slet ikke nødvendigvis en god måde at genskabe en torskebestand på.
Forvaltning og regulering som nødvendighed
De danske farvande er stærkt påvirket af mennesker. Vi påvirker økosystemet hele tiden, eksempelvis ved at begrænse næringsstofudledning eller sætte kvoter for fiskeriet. Derfor er det helt naturligt, at vi også diskuterer regulering af skarv- og sælbestanden, hvis torsken i Østersøen skal have en reel mulighed for at genopbygge sig.
Det kunne rent praktisk ske ved at oliere æg i skarvkolonier, så bestanden bringes ned på et lavere niveau. Det er billigt, målrettet og dyrevelfærdsmæssigt bedre end at lade en bestand regulere sig selv gennem sult.
Sæler kunne reguleres ved at indføre jagt, hvor det er biologisk og juridisk muligt. Det ville ikke i sig selv løse hele torskeproblemet, men det ville bringe endnu en væsentlig økologisk faktor ind i forvaltningen i stedet for at lade som om den ikke findes.
Det afgørende er ikke at udpege én skurk. Det afgørende er at få en forvaltning, der svarer til virkeligheden. Iltsvind, historisk fiskeri, fødegrundlag, sygdomme, parasitter, skarv og sæl hører alle med i regnestykket. En forklaring, der kun ser på én faktor, er for enkel til et så kompliceret økosystem.
Litteratur og datakilder
- ICES SAG API – tidsserier for østlig Østersøtorsk, herunder fangst, fiskeritryk, gydebiomasse og rekruttering.
- ICES DATRAS / IBTS – internationale bundtrawl-surveys, herunder CPUE og længdefordelinger.
- Sveriges miljömål / SMHI: Syrefattiga och syrefria bottnar – indikator for hypoksi og anoksi i Egentliga Östersjön, Finske Bugt og Rigabugten.
- Behrens et al. 2024: Liver worm (Contracaecum osculatum) in Eastern Baltic cod: growth, status, effects and biological information. DTU Aqua-rapport nr. 464-2024.
