I den seneste uges tid, har jeg blogget om ubalance i havets økosystem. Nu kommer der en om landjorden:
Egeprocessionsspinderen har på rekordtid gjort det, som hverken klimamodeller, CO₂-kurver eller oversvømmelseskort helt kan klare i de danske provinsbyer: Den har skabt ægte, jordnær bekymring.
Og jeg kan ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet.
Vi elsker jo alle sammen biodiversitet. Vi elsker vild natur. Vi elsker insekter, dødt ved, krat, blomsterenge og “mere plads til naturen”.
Lige indtil naturen kravler ned fra et egetræ og giver børn, hunde og almindelige skatteborgere kløe, udslæt og vejrtrækningsproblemer. Så er det pludselig ikke længere “vild natur”. Så er det “få det kræ væk”.
Det er egentlig meget menneskeligt. Vi siger en masse pæne ting om naturen i festtalerne, men når naturen bliver nærgående, finder vi hurtigt ud af, at civilisationen alligevel har sine fordele.
Jeg voksede selv op med et ganske andet forhold til den slags. Min farbror og plejefar Jens havde den bedste frugthave i Vester Skerninge. Den var smuk, produktiv og næsten pinligt veldrevet. Men den var ikke blevet sådan af sig selv.
Hver sommer gik Jens og jeg rundt og sprøjtede med de krasseste bekæmpelsesmidler, vi kunne finde. Bladan og den slags. Jeg kan stadig huske lugten. Det lugtede ikke af blomstereng og biodiversitet. Det lugtede af kemi, alvor og effektivitet. Og når vi var færdige, og der var lidt tilbage i sprøjten, så røg resten bare ud på jorden. Sådan gjorde man.
Det var ikke kønt. Det var heller ikke klogt efter nutidens målestok. Men frugthaven stod flot.
Jens blev gammel. Jeg er heller ikke død endnu. Så helt galt gik det jo ikke. Men det betyder ikke, at vi skal tilbage til dengang, hvor man brugte kemien med samme elegance som en mand, der slår et søm i med en mukkert.
Pointen er en anden: Vi skal ikke være bange for kemi. Vi skal være bange for dum kemi.
Egeprocessionsspinderen er et godt eksempel. Det er ikke et mystisk naturfænomen fra de højere økosystemers uransagelige dybder. Det er et insekt. En larve. Et kræ med brandhår, som kan give betydelige gener for mennesker og dyr.
Og ja, der findes midler mod den slags. Et af de mest oplagte er Bacillus thuringiensis var. kurstaki, normalt kaldet Btk. Det er et biologisk insektmiddel, der især rammer sommerfuglelarver. Altså ikke en gammeldags kemisk forhammer, men en langt mere målrettet løsning.
Men som altid gælder det, at man skal bruge hovedet. Btk virker bedst mod unge larver, før rederne bliver til små sundhedsskadelige hårbomber. Når først brandhårene er der, er problemet ikke kun de levende larver, men også de hår, der kan blive siddende og flyve rundt. Derfor må bekæmpelsen kombineres med overvågning, professionel fjernelse, støvsugning, kogende vand, skum eller hvad der nu virker i praksis.
Det lyder ikke romantisk. Men det er sådan, civilisation fungerer.
Vi bekæmper rotter. Vi behandler infektioner. Vi renser vand. Vi bruger medicin. Vi fjerner farlige ting fra børnehaver og fortove. Ikke fordi vi hader naturen, men fordi vi godt ved, at naturen ikke er en Disney-film.
Den er smuk. Den er rig. Den er nødvendig. Og af og til er den giftig, irriterende og sundhedsskadelig.
Derfor er hele balladen om egeprocessionsspinderen en lille nyttig lærestreg. Den afslører, at vores kærlighed til vild natur ofte har en meget klar tolerancegrænse: Den går cirka dér, hvor larven begynder at klø.
Så lad os endelig have mere natur, hvor det giver mening. Men lad os også bevare retten til at bruge viden, teknik og målrettede bekæmpelsesmidler, når naturen bliver for nærgående.
Den lille dreng fra Vester Skerninge lærte én ting i Jens’ frugthave: Kemi virker.
Den gamle mand har lært en ting mere: Kemi skal bruges med omtanke.
Og det er måske hele forskellen mellem fortidens Bladan og nutidens Btk. Ikke mindre civilisation. Bedre civilisation.
