I 2019 skrev jeg i Landbrugsavisen, at Landbrug & Fødevarer havde valgt en farlig strategi. Man accepterede i alt for høj grad kritikernes beskrivelse af dansk landbrug og forsøgte derefter at forhandle kravene en smule mindre skadelige. Fred i vor tid… – Dahl-Madsen
Tanken var vel, at man kunne købe sig til arbejdsro ved at være flink og samarbejdsvillig.
Det kunne man ikke. Hver indrømmelse blev blot udgangspunktet for det næste krav.
Det var ikke en tanke, jeg har fået fordi jeg snart fylder 80. I de seks år, jeg sad i Landbrug & Fødevarers bestyrelse, tog jeg emnet op gang på gang. Organisationen skulle tale som en interesseorganisation for et moderne produktionserhverv – ikke som en grøn ngo med dårlig samvittighed.
Det vakte ikke altid begejstring.
Thor og jeg blev godt uenige
Mit indlæg i Landbrugsavisen førte til en ret hidsig diskussion med min gode ven Thor Gunnar Kofod.
Thor forsvarede Landbrug & Fødevarers linje. Man måtte være med ved bordet, tage ansvar og få det mindst dårlige resultat ud af den politiske virkelighed.
Det er selvfølgelig ikke noget tåbeligt argument. Man skal forhandle. Men der er forskel på at forhandle om løsninger og på at acceptere modpartens ofte helt forkerte præmisser, før forhandlingen overhovedet er begyndt.
Nu har Povl Fritzner, Bent Hjort Knudsen og Ulrik Lunden skrevet et glimrende debatindlæg i Jyllands-Posten: »Jagten på accept har svækket både V og landbrugets fælles stemme.«
Deres konklusion er stort set den samme som min i 2019: Landbrug & Fødevarer har søgt accept hos grupper, som grundlæggende ønsker mindre landbrug, færre dyr og mindre produktion. Men accepten kom aldrig. Hver indrømmelse blev fulgt af nye krav.
Regulér skaden – ikke produktionen
I min kronik i Berlingske om en borgerlig miljøpolitik (bag betalingsmur) formulerede jeg hovedprincippet sådan:
Politikerne skal blande sig fuldstændig uden om, hvor meget landbruget producerer, hvad det producerer og hvordan det producerer. De skal alene regulere den dokumenterede påvirkning af omgivelserne.
Staten skal sætte grænser for udledning og skade. Den skal ikke lege driftsleder og bestemme produktionsform, bedriftsstørrelse, teknologi eller antal dyr.
Og kravene til dansk landbrug skal stå i et rimeligt forhold til de krav, der gælder for landbruget i resten af Europa og verden. Det gavner hverken miljøet eller klimaet at lukke effektiv dansk produktion og flytte den til lande med ringere produktion og lempeligere regulering.
Tre aktuelle eksempler viser, hvor langt vi er kommet væk fra fagligheden:
Sprøjteforbud: Pesticidrester i dansk drikkevand udgør ikke noget praktisk sundhedsproblem. Grænseværdierne er forsigtighedsgrænser, ikke faregrænser. Alligevel fremstilles sprøjteforbud som en redningsaktion for folkesundheden.
Kvælstof: Lokal kvælstofregulering kan give mening nogle steder. Men uden styr på de internationale stofstrømme og de mange øvrige påvirkninger er endnu 14.000 tons dansk reduktion en ekstremt dyr indsats med en mikroskopisk gevinst. Man har bildt folk ind, at det vil løse iltsvindet. Det får ingen praktisk betydning for iltsvindet i de åbne danske farvande, hvor de store iltsvind forekommer.
Økologi: Økologisk landbrug bruger mere areal til at producere den samme mængde mad. Det er ikke en miljøfordel, men en belastning. Økologien har ingen fordele, som ikke billigere og lettere kan opnås i det konventionelle landbrug.
Hvad hvis politikerne bare siger: »Nå«?
Så kommer det store spørgsmål til 64.000 kroner:
Hvad sker der, hvis landbruget endelig siger klart fra?
Der er desværre en reel risiko for, at det politiske flertal bare svarer:
»Nå.«
Og så vedtager man forbuddene, afgifterne, kvælstofkravene og jordudtagningen alligevel. Politikerne har jo flertallet. Der findes ingen garanti for, at faglighed, økonomiske beregninger eller almindelig sund fornuft får dem til at ændre kurs.
Men den hidtidige strategi giver heller ingen sikkerhed. Den har tværtimod den særlige ulempe, at Landbrug & Fødevarers underskrift bagefter kan bruges som bevis for, at landbruget selv støtter politikken.
En alvorlig forringelse bliver præsenteret som en sejr, fordi det kunne være gået endnu værre. Og næste forhandling begynder fra det nye og dårligere udgangspunkt.
Hvis et politisk flertal vil ødelægge dansk landbrug, kan erhvervet måske ikke forhindre det. Men landbruget kan nægte at gøre det nemt og gratis.
Politikerne skal selv forklare, hvor mange arbejdspladser, hvor stor eksport og hvor meget fødevareproduktion de vil ofre. De skal forklare, hvorfor produktionen skal flyttes til udlandet. Og de skal selv tage ansvaret.
Der er forskel på at blive kørt over efter at have sagt sandheden – og på selv at hjælpe med at rulle asfaltmaskinen frem.
Man skal ikke medunderskrive sin egen afvikling.
