Universet rummer ufatteligt mange planeter. Derfor burde der også findes mange avancerede civilisationer. Bare i vores galakse alene.
Men vi ser ingen.
Det er Fermi-paradokset: Hvis intelligent liv burde være almindeligt, hvor er de så?
Robin Hansons svar er det store filter. Et eller andet sted på vejen fra dødt stof til en synlig rumcivilisation findes en næsten uoverstigelig barriere. Det afgørende spørgsmål er, om den ligger bag os – eller foran os.
Anledningen
Robin Hanson peger i sit nyeste blogopslag på en overraskende mulighed: En stabil og restriktiv verdensregering kan være en væsentlig del af det store filter.
En verdensregering vil have en stærk interesse i at forhindre frie ekspeditioner i at rejse til andre stjerner. Når først en koloni er sluppet væk, kan regeringen ikke længere kontrollere den. Kolonien kan udvikle sig hurtigere, blive stærkere og måske en dag vende tilbage. Det er set før, kig på USA.
Derfor kan en verdensregering ende med at lukke rumfarten og fastlåse civilisationen på én planet.
Der findes en historisk parallel. I 1400-tallet sendte Kina enorme flåder ud under admiral Zheng He. Derefter besluttede Ming-styret at standse ekspeditionerne og vende riget indad. Når magten er tilstrækkeligt centraliseret, kan staten lukke et helt udviklingsspor.
Den virkelige katastrofe
I mit foredrag Vækst uden grænser lægger jeg de sædvanlige forestillinger om klimadommedag til side. Den findes ikke.
Til gengæld findes der reelle eksistentielle farer. En af dem er en fundamentalistisk verdensregering, som standser vækst, teknologi og menneskelig udfoldelse.
I min lettere karikerede version bliver Uffe Elbæk verdenspræsident. Hele menneskeheden tvinges ind i et globalt Amish-samfund uden kød, flyrejser og økonomisk vækst.
Som ung syntes jeg, at en verdensregering lød fornuftig. Den kunne forhindre krige og sikre samarbejde.
Jeg overså bare muligheden for, at den kunne blive ledet af Uffe Elbæk. Eller Putin.
Dårlige regeringer kommer til magten hele tiden. Forskellen er, at man kan flygte fra et land. Man kan ikke flygte fra en verdensregering – medmindre man kan komme ud til stjernerne.
Derfor skal menneskeheden spredes. Ingen må nogensinde kunne bestemme det hele.
Mette Frederiksen som præsident for verden – gys…
Man kan fint samarbejde uden tvangscentralisering. F.eks. har du og jeg samarbejdet om noget.
Faktisk kan man argumentere at en verdensregering slet ikke er samarbejde. Hvis man ikke får lov at sige nej tak til “samarbejdet”, så er det jo et tvangskollektiv.