Jeg skrev forleden i JP, at dansk landbrug gennem mange år har været udsat for en usaglig hetz. Det kunne man naturligvis have diskuteret med tal, undersøgelser og konkrete eksempler.
Facebook valgte en enklere løsning: Kommentarsporet leverede selv beviset.
Debatten voksede til 258 registrerede kommentarer og svar. Her mødte jeg ganske vist nogle mennesker, som stillede reelle spørgsmål om miljø, økonomi og dyrevelfærd. Men jeg mødte også et imponerende udvalg af den moderne Facebook-debats mere primitive argumenter:
Jeg havde altså skrevet, at landbruget bliver mødt med mobning, personangreb og moralsk ophidselse. Derefter dukkede en større flok kritikere op og beviste min påstand ved hjælp af mobning, personangreb og moralsk ophidselse.
Man kunne næsten ikke have planlagt forsøget bedre.
Jeg sorterede deltagerne
Jeg besluttede derfor at undersøge tråden mere systematisk. Efter at have fjernet mine egne kommentarer og enkelte uvedkommende eller uklare bidrag stod jeg tilbage med 95 debattører.
Jeg placerede dem efter to enkle spørgsmål:
Mente de, at dansk landbrug udsættes for en usaglig hetz, eller mente de, at den hårde kritik er berettiget?
Og argumenterede de sagligt og anstændigt, eller brugte de personangreb, hån, motivspekulation og udokumenterede totalanklager?
Resultatet blev:
Blandt dem, der forsvarede dansk landbrug, argumenterede 56 procent sagligt og anstændigt. Blandt kritikerne var det kun 27 procent.
Næsten tre ud af fire kritikere endte altså i feltet med personangreb, hån, moralsk fordømmelse eller motivspekulation.
Den største gruppe i hele undersøgelsen var med andre ord ikke saglige kritikere af landbruget. Det var usaglige kritikere af landbruget. Grundlaget var den samlede eksport af kommentarsporet med 258 registrerede indlæg og svar.
Gerner Mulle blev trådens reneste eksempel på, hvad der sker, når vrede erstatter argumentation. Han skrev ni kommentarer, men leverede ikke én eneste kilde, beregning eller sammenhængende begrundelse. Til gengæld kaldte han andre for blandt andet »tomhjernede«, »uvidende tumper«, »tåber«, »dyremishandlere« og »modbydelige mennesker«. Mest afslørende var det, at han ligefrem forsvarede denne adfærd som »påkrævet og indigneret retfærdig tale«. Han diskuterede altså ikke sagen; han uddelte moralske domme over enhver, der var uenig. Jo mindre substans, desto mere vrede – og desto højere råbte han.
Når landbrug bliver et spørgsmål om godt og ondt
Der findes naturligvis reelle spørgsmål om dansk landbrug. Hvor stor er miljøpåvirkningen i det enkelte vandområde? Hvordan forbedrer vi dyrevelfærden? Hvilken regulering virker bedst? Hvad koster den, og hvad opnår vi?
Men mange deltagere sprang hele denne besværlige mellemregning over. Dommen var allerede afsagt.
Landbruget havde »ødelagt naturen«. Gylle var »gift«. Griseproducenterne var »dyremishandlere«. Og hvis jeg bad om dokumentation, viste det blot, at jeg var benægter, manipulator eller lobbyist.
Det er en meget bekvem argumentationsform. Hvis jeg accepterer anklagen, har kritikeren ret. Hvis jeg beder om dokumentation, er jeg benægter. Hvis jeg fremfører modargumenter, manipulerer jeg. Og hvis jeg påviser en konkret fejl, flyttes diskussionen straks videre til pesticider, soja, antibiotika, halekupering, grøntsager eller EU-støtte.
Det minder om at spille skak mod en person, der efter hvert træk fejer brikkerne ned på gulvet og erklærer, at han har vundet i badminton.
Problemet er ikke blot de mange skældsord. Problemet er den forestilling, der ligger bag: At landbrugsdebatten ikke handler om forskellige analyser, men om kampen mellem gode og onde mennesker.
På den gode side står naturen, dyrene og klimaet. På den onde side står landmændene, kødet, eksporten, teknologien og pengene.
Når verden først er delt op på den måde, behøver man ikke længere argumentere med sin modstander. Man kan nøjes med at erklære ham moralsk defekt og bede ham tage en tudekiks.
De 336, der ikke gik ind i mudderbadet
Kommentarsporet fortæller imidlertid kun en del af historien.
Da jeg samlede materialet, havde 336 mennesker liket opslaget. De fleste skrev ikke noget.
Det er ikke svært at forstå hvorfor. Det tager et sekund at trykke »Synes godt om«. Det kan tage resten af aftenen at forklare en vred fremmed, at gylle faktisk er plantegødning og ikke flydende radioaktivt affald.
De 336 likes beviser naturligvis ikke, at et flertal af alle danskere er enige med mig. Men de viser meget tydeligt, at kommentarsporets højtråbende kritikere ikke repræsenterede den samlede reaktion.
Opslagets tavse flertal støttede budskabet. Det var den vrede minoritet, der leverede støjen.
Jeg har set det før
Mønstret er ikke nyt.
Da jeg tidligere skrev kritisk om økologisk jordbrug, rejste jeg et enkelt fagligt spørgsmål: Økologisk produktion giver lavere udbytter og kræver derfor mere jord til at producere den samme mængde mad.
Det kunne man have besvaret med tal og beregninger. I stedet blev jeg blandt andet kaldt fjols, klovn, stanniolhue og boomer nar.
Det samme sker ofte i klimadebatten. Et teknisk spørgsmål om modeller, energisystemer og omkostninger bliver forvandlet til et spørgsmål om, hvem der er et godt menneske, og hvem der er »benægter«.
Økologi, klima og landbrug er for mange ikke længere bare faglige og politiske spørgsmål. De er blevet moralske identiteter.
Når identiteten bliver udfordret, forsvinder argumenterne hurtigt, og skældsordene kommer frem.
Konklusionen
Min oprindelige påstand var, at dansk landbrug udsættes for en usaglig og moralsk oppustet hetz.
Kommentarsporet gav mig i betydelig grad ret.
Kun omtrent hver fjerde kritiker argumenterede sagligt og anstændigt. Næsten tre ud af fire faldt over i personangreb, hån, motivspekulation eller udokumenterede totaldomme.
Samtidig markerede 336 mennesker deres støtte uden at gå ind i slagsmålet.
Det højtråbende mindretal fyldte kommentarfeltet. Det tavse flertal trykkede »Synes godt om« og gik videre med dagen.
Det her handler derfor ikke kun om dansk landbrug. Det handler om, hvad der sker med den offentlige debat, når politiske holdninger bliver til moralsk identitet.
Først fremsætter man et argument.
Så bliver nogen vrede.
Så bliver man kaldt et dårligt menneske.
Og når argumenterne slipper op, bliver tudekiksen ikke spist – den bliver kastet efter modparten.
