De næste tyve år

De næste 20 år kan forandre menneskets tilværelse lige så meget som de foregående 200 år – perioden siden den industrielle revolution for alvor satte verden i bevægelse.

I dag fylder jeg 80 år. Det giver vel en vis ret til både at se tilbage og tillade sig nogle overvejelser om den verden, der kommer.

Jeg har arbejdet med fremtidsforskning en god del af mit liv og var i 2008 med til at redde Instituttet for Fremtidsforskning ud af en livstruende økonomisk krise. Derefter var jeg formand i 10 år. Noget af det vigtigste, jeg lærte, var, at fremtidsforskning i virkeligheden er en historisk disciplin. Man kan ikke sige noget fornuftigt om fremtiden, hvis man ikke ved, hvor vi kommer fra.

Derfor tager jeg udgangspunkt i figuren ovenfor. Den viser en næsten svimlende udvikling i Danmark siden 1946: Vi er blevet rigere, lever længere, producerer langt mere og har samtidig fået langt bedre muligheder for at begrænse belastningen af omgivelserne.

Ét tal rammer mig dog mere personligt end alle de andre.

Min mor døde, da jeg blev født

Den 15. august 1946 stod mine tre storesøstre ude i haven, mens min mor fødte mig inde i huset. Min storesøster Bente fortalte senere levende om dagen. En jordemoder kom ud på trappen, helt rød i hovedet, og sagde en masse, børnene ikke forstod.

Da pigerne senere kom ind, var deres mor død. Til gengæld lå der et nyfødt drengebarn.

Det var mig.

Jeg har aldrig kendt min mor og kunne derfor ikke savne hende på samme måde som mine søstre. Jeg var samtidig heldig, fordi familien tog godt hånd om mig, ikke mindst min fars søskende Jens og Grethe Madsen. Men for min far og mine tre storesøstre må det have været en ufattelig tragedie.

I dag er mødredødeligheden i Danmark kommet ned på ganske få tilfælde. Havde min mor født mig under nutidens forhold, havde hun med overvældende sandsynlighed overlevet.

Det er fremskridt i ordets egentlige betydning.

Fremtiden er ikke en lineal

Man kan ikke bare forlænge udviklingskurverne. Fremtiden er kaotisk, og selv stærke megatrends kan vende.

For nogle årtier siden var vi eksempelvis næsten sikre på, at verdens befolkning ville vokse ind i himlen. Nu falder fødselstallene så kraftigt mange steder, at den globale befolkning ventes at toppe og derefter falde. Det, der skulle have været en befolkningseksplosion, kan ende som mangel på mennesker.

Fremtidsforskning handler derfor ikke om at spå. Den handler om scenarier – om at beskrive fremtider, der kan opstå.

I mit indlæg Forbered dig på det bedste skrev jeg om Robin Hansons tanker om, at kunstig intelligens kan udløse et økonomisk regimeskifte på størrelse med industrialiseringen. Hvis intelligens pludselig kan masseproduceres næsten gratis, kan produktiviteten og den økonomiske vækst accelerere voldsomt.

Derfor vover jeg denne fødselsdagspåstand: De kommende 20 år kan få lige så stor betydning som de foregående 200.

Eventyret om 2046

Lad os derfor gøre noget, som fremtidsforskere normalt ikke tør: Lad os rejse derhen.

Der var engang en gammel ingeniør, som netop var fyldt 80 år. Han sad ved sit bord og så ud over haven, hvor verden egentlig så omtrent ud, som den plejede. Fuglene sang, græsset voksede, og politikerne talte stadig alvorligt om problemer, som de selv havde været med til at skabe.

Da bankede det på døren.

Udenfor stod en lille fyr med en temmelig stor kuffert.

»Hvem er du?« spurgte den gamle.

»Jeg er Fremtiden,« sagde den lille.

»Det var dog ikke meget.«

»Nej,« svarede Fremtiden. »Det siger I altid, lige indtil jeg kommer.«

Så stillede han kufferten på bordet og åbnede den.

Verdens bedste lærer

Det første, han tog op, var en gammel skolebog.

»Den har vi haft længe,« sagde ingeniøren.

»Ikke denne her.«

Bogen åbnede sig, og ud kom en lærer, som vidste alt, men mærkeligt nok ikke var det mindste selvglad.

I 2046 havde hvert barn sin egen superintelligente lærer. Hvis en pige ikke forstod brøker, forklarede læreren dem med heste, hvis hun elskede heste, eller med musik, kager eller fodbold, hvis det virkede bedre. Læreren blev aldrig træt og gav ikke op, før barnet havde forstået det.

Undervisningen var derfor ikke blevet lettere, men meget sværere, for børnene kunne lære langt mere. Og en 80-årig kunne for den sags skyld sætte sig til at lære kinesisk, kvantefysik eller klaver med verdens bedste privatlærer siddende ved siden af.

»Hvad koster sådan én?« spurgte den gamle.

»Næsten ingenting.«

Det syntes han var en god begyndelse.

Lægen, der kom før sygdommen

Så tog Fremtiden et stetoskop op.

»Det kender jeg også.«

»Nej, det gør du ikke.«

I 2046 ventede lægen ikke længere på, at patienten blev syg. Små sensorer og intelligente systemer fulgte kroppens kemi og opdagede forandringer, længe før mennesket selv mærkede dem. Kræft kunne findes, før der egentlig var en svulst at finde, nye lægemidler kunne designes på kort tid, og robotter opererede med større præcision end selv den bedste kirurg.

Et slidt organ behøvede heller ikke nødvendigvis at være slutningen. Det kunne repareres, dyrkes eller erstattes.

Den gamle ingeniør tænkte et øjeblik på sin mor, som var død, da hun fødte ham i 1946.

»Sådan noget sker næsten ikke længere,« sagde Fremtiden.

»Det ved jeg,« sagde den gamle.

Og denne gang sagde ingen af dem mere.

Marken, der kendte hver plante

Den næste ting i kufferten var et enkelt korn.

Fremtiden lagde det på bordet, og straks stod der marker så langt øjet rakte. Små selvkørende maskiner bevægede sig mellem planterne og vidste nøjagtigt, hvad hver del af marken behøvede. De gav vand dér, hvor der manglede vand, næringsstoffer dér, hvor der var brug for dem, og behandlede en syg plante uden at behandle tusind raske ved siden af.

Planterne var blevet forbedret gennem moderne forædling og genteknologi, så de gav større udbytter og bedre kunne modstå tørke og sygdomme.

Ude på havet passede intelligente systemer fiskene i store havbrug, målte deres vækst og sundhed og sørgede for, at foderet blev udnyttet bedst muligt.

»Så producerer vi altså endnu mere mad?« spurgte den gamle.

»Naturligvis.«

»På mindre plads?«

»Naturligvis.«

Det var jo i grunden den historie, landbruget havde fortalt i flere hundrede år.

Robotten, der kunne det hele

Nu trak Fremtiden en lille mekanisk mand op af kufferten.

»Ham kender jeg,« sagde ingeniøren. »En robot.«

»Ja, men denne her kan noget.«

Robotten lavede kaffe, reparerede vandhanen, klippede hækken og spurgte derefter høfligt, om der var mere, den kunne hjælpe med.

I 2046 fandtes dens storebrødre overalt. De byggede huse, passede gamle mennesker, arbejdede på fabrikker, plukkede frugt og reparerede maskiner. Samtidig udførte digitale medarbejdere regnskaber, programmering, oversættelser og juridisk arbejde.

En enkelt iværksætter kunne have hundrede kunstige medarbejdere.

»Hvad skal menneskene så lave?« spurgte den gamle.

Fremtiden trak på skuldrene.

»Det, de har lyst til.«

Det var måske det mest revolutionerende svar af dem alle.

Den flyvende bil

Så begyndte hele huset at summe.

Udenfor stod noget, der lignede en blanding af en bil og en lille helikopter.

»Åh nej,« sagde den gamle. »Den flyvende bil.«

Fremtiden smilede.

I 2046 satte man sig ind, sagde »Odense«, og maskinen klarede resten. På vejene kørte lastbiler og varebiler uden chauffør, og i luften bevægede små autonome fartøjer sig mellem byerne.

Ingen ledte efter parkeringspladser, og unge mænd kunne ikke længere imponere pigerne ved at køre 180 kilometer i timen ind i et træ.

Computeren nægtede ganske enkelt.

Også fremskridtet havde sine omkostninger.

Ferie på Månen

Men så pegede Fremtiden op mod himlen.

Der hang Månen, som den havde gjort altid.

»Den skal vi vel ikke også blande os i?« spurgte den gamle.

»Jo.«

I 2046 var Månen ikke længere kun et sted for nogle få astronauter. Raketterne var blevet genanvendelige og billige nok til, at rummet langsomt var blevet en del af økonomien.

Velstående familier kunne tage på deres livs ferie til et hotel på Månen, hvor de kunne se Jorden hænge som en blå kugle på den sorte himmel.

De klagede selvfølgelig stadig over kaffen og prisen på ekstra bagage.

Men turismen var kun begyndelsen. Robotter byggede anlæg på Månen, undersøgte asteroider og gjorde de første bosættelser på Mars klar. De behøvede hverken ilt, søvn eller frokostpause og var derfor udmærkede pionerer.

Mennesket var langsomt begyndt at bevæge sig ud i solsystemet.

»Tror du virkelig, mine oldebørn kommer til at holde ferie på Månen?«

»Måske.«

»Jeg anbefaler Italien.«

»Det gør du nok klogt i. Maden er bedre.«

Slut med at tælle vindstille timer

Så tog Fremtiden en lille elektrisk pære op.

Den lyste.

»Det er der ikke meget fremtid i,« sagde den gamle.

»Det kommer an på, hvor strømmen kommer fra.«

I 2046 var man omsider kommet videre fra forestillingen om, at energiforsyningen skulle dækkes af stadig flere vindmøller og stadig større marker med solceller.

Nye teknologier var kommet til. Måske nye former for fossile energisystemer, reaktorer, fusion eller noget helt femte, som ingen i 2026 havde haft fantasi til at forestille sig.

Ingen havde på forhånd besluttet vinderen. Ingeniører, virksomheder og kunder havde fundet ud af, hvad der faktisk var billigst og virkede bedst.

Resultatet var rigelig og stabil energi.

Man talte derfor ikke længere om, hvor mange timer vinden havde stået stille.

Man tændte for strømmen.

Og klimaet?

»Men hvad så med klimaet?« spurgte den gamle.

Fremtiden så næsten overrasket ud.

»Hvad med det?«

Klimaet havde naturligvis ændret sig, som klima altid gør. Nogle steder var blevet varmere, andre havde fået mere eller mindre nedbør, og havet havde ændret sig.

Men verden i 2046 var langt rigere og teknologisk langt stærkere end verden i 2026.

Hvor havet truede værdifulde områder, byggede man diger og kystbeskyttelse. Hvor det blev varmere, kølede man bygninger. Hvor der manglede ferskvand, kunne billig energi gøre afsaltning og vandtransport langt lettere. Og landbruget udviklede løbende afgrøder til de nye forhold.

Efterhånden begyndte man derfor at undre sig over, hvorfor mennesker i begyndelsen af århundredet havde brugt så megen energi på at bekymre sig om et problem, som et rigere og mere teknologisk samfund i vid udstrækning kunne tilpasse sig.

Det viste sig endnu en gang, at velstand ikke gjorde mennesker mere sårbare.

Den gjorde dem mindre sårbare.

Overflod

Til sidst vendte Fremtiden kufferten på hovedet.

Der faldt ikke én bestemt opfindelse ud, men tusinder.

Billigere energi. Billigere transport. Robotter, der byggede huse. Kunstig intelligens, der underviste børn og diagnosticerede sygdomme. Nye materialer, nye lægemidler, bedre fødevarer og maskiner, der kunne fremstille ting næsten uden menneskeligt arbejde.

En almindelig familie i 2046 havde adgang til muligheder, som selv en milliardær i 2026 ikke kunne købe.

Mangel var naturligvis ikke forsvundet. Mennesker havde stadig flere ønsker, end de kunne få opfyldt.

Men kagen var blevet enormt meget større.

Den gamle ingeniør så på den lille fyr.

»Bliver det virkelig sådan?«

»Det aner jeg ikke,« sagde Fremtiden.

»Men du er jo Fremtiden!«

»Netop.«

Så lukkede han kufferten, gik ud gennem døren og forsvandt ned ad havegangen.

Den gamle blev siddende.

Han vidste godt, at der stadig ville komme krige, kriser, fejltagelser, tåbelige politikere og teknologier, som ikke virkede.

Men han havde levet længe nok til at vide én ting:

Fremtiden bliver næsten aldrig, som vi forestiller os den.

Forbered dig på det bedste

Jeg ved naturligvis ikke, hvordan verden ser ud den 15. august 2046, hvis jeg skulle være så letsindig at fylde 100 år. Der kommer kriser, krige, fejltagelser og tåbelig regulering. Nogle teknologier vil skuffe, mens helt andre vil komme bag på os.

Men efter 80 år har jeg svært ved at forstå den automatiske pessimisme om fremtiden.

I 1946 døde min mor af at føde mig. I dag ville hun næsten sikkert have overlevet. Det skete ikke, fordi vi lærte at nøjes. Det skete, fordi vi fik mere viden, mere teknologi, mere kapital, mere energi og større velstand.

Det er værd at huske, når vi ser frem mod de næste tyve år.

De kan blive lige så forandrende som de foregående to hundrede.

Forbered dig på det bedste.