Biokul til 10 milliarder: Godt, at nogen trak i bremsen

Af Karl Iver Dahl-Madsen, civilingeniør og formand for Klimarealisme

Det sker ikke hver dag, så lad mig kvittere: Regeringen har gjort noget fornuftigt.

Udbuddet til biokulsatsningen er udskudt. En støtteordning på godt 10 milliarder kroner frem til 2045 må vente, mens miljøforhold og marked bliver afklaret. Pengene er ikke sparet endnu. Men nogen har dog fundet bremsen.

Som formand for Klimarealisme kunne jeg ønske mig, at den blev brugt noget oftere.

Milliarder kræver mere end gode hensigter

Pyrolyse omdanner halm og anden biomasse til blandt andet biokul og brugbar energi. Kulstoffet i biokullet kan lagres længe i jorden. Teknologien virker. Spørgsmålet er, om gevinsten står mål med regningen.

Regeringens egen strategi fra 2024 anslog en gennemsnitlig samfundsøkonomisk omkostning omkring 2.500 kroner pr. ton CO₂. Det er over tre gange den grønne treparts aftalte afgiftssats på 750 kroner pr. ton CO₂-ækvivalent i 2035, før bundfradrag.

En afgift er selvfølgelig ikke et mål for den faktiske klimaskade. I Klimarealisme har vi lavet vores egne regnestykker. De peger på en langt lavere samfundsøkonomisk nettoomkostning ved CO₂-udledning når man indregner rational tilpasning. Efter vores vurdering er selv fortegnet til diskussion: Er nettoeffekten en omkostning eller en gevinst? Det afhænger af forudsætningerne og af, hvordan skader og fordele opgøres.

Når selve gevinsten ved at undgå udledningen er så omdiskuteret, bliver det ikke mindre nødvendigt at forklare, hvorfor fjernelsen skal koste 2.500 kroner pr. ton.

Som civilingeniør vil jeg gerne se regnestykket, før begejstringen bliver til en milliardbevilling. Hvad får vi for pengene? Hvad kunne vi ellers have brugt dem til?

I klimapolitikken bliver den slags spørgsmål alt for let overdøvet af et råb om, at det haster. Men årstallet 2030 gør ikke en dyr løsning billig. Klimapanik er et elendigt grundlag for investeringer.

Rødder søger ikke milliardstøtte

Imens arbejder planterne videre.

I et dansk langtidsforsøg gav et sædskifte med en tredjedel kløvergræs omkring 18 ton ekstra CO₂ bundet pr. hektar i de øverste 20 centimeter jord. Lageret nåede et nyt niveau efter cirka 20 år. Dybere rødder kan også tilføre kulstof til underjorden, men her er de konkrete lagringsskøn mere usikre.

At tilvæksten aftager, gør ikke lageret værdiløst. Det kan vedligeholdes med den fortsatte drift. Samtidig kan bedre jordstruktur og mindre jordbearbejdning give landmanden fordele.

Det er hverken gratis eller uendeligt. Men biologien fortjener en plads i regnestykket. Den har ganske vist den politiske svaghed, at en rod ikke giver ministeren anledning til at klippe en rød snor over.

Et eneste gram? Aldrig!

Og så er der giftigheden. Biokul kan indeholde uønskede stoffer. Råvare, proces og dosis afgør, hvor stort problemet er. Ordet »gift« er ikke i sig selv en risikovurdering.

Men bruger vi nulrisikologikken fra pesticiddebatten, bliver konklusionen herligt enkel:

Der må ikke deponeres ét eneste gram biokul på dansk jord!

Tænk, hvis laboratoriet kunne finde noget. Et spor. Et molekyle. Skal vores børn virkelig leve med den risiko?

Eller bliver stoffet mere spiseligt, når det kommer med et grønt stempel og statsstøtte?

Jeg vil have samme målestok begge steder: mængder, eksponering og dokumenteret risiko. Og jeg vil have et ordentligt regnestykke, før skatteyderne bliver spændt for endnu en klimapolitisk industridrøm.

Godt, at nogen trak i bremsen. Lad nu regnestykket bestemme farten.

Kilder

• Ritzau, 22. september 2026: Støtteudbuddet udskydes.
• Energistyrelsen: Støtterammen på 10,2 mia. kr. i 2027-2045.
• Regeringens pyrolysestrategi, 2024, side 15-17.
• Jensen m.fl.: Dansk langtidsforsøg med kløvergræs og jordkulstof.
• Shang m.fl.: Flerårige afgrøder og kulstof ned til én meters dybde.
• Aarhus Universitet: Vidensyntese om biokul.

• Regeringen: Grøn trepart, afgiftssatsen i 2035 før bundfradrag.