En gammel idé, som stadig frister
Drømmen om at producere store varmtvandsrejer i det kolde Nordeuropa lever stadig. Jeg forstår godt hvorfor. Friske rejer fra et dansk opdrætsanlæg er da en langt mere fornøjelig tanke end endnu en stak rapporter om, hvad vi ikke må producere.
Jeg har selv været med på idéen. I december 2006 udarbejdede Jacob Bregnballe og jeg projektforslaget EuroShrimp til AddVenture, DHI’s innovationspanel (og fik for øvrigt førstepræmie). Vi forestillede os et pilotanlæg ved Asnæsværket i Kalundborg. Det gamle forslag er nu gravet frem fra mit mailarkiv og følger med som bilag.
Jeg kom ikke helt uforberedt til opgaven. Jeg var den første til at lave recirkulation til ålopdræt og har siden blandt andet været formand for Dansk Akvakultur. Jeg har brugt en god del af mit 80-årige liv på mad, miljø og spørgsmålet om, hvordan vi får produceret mere mad med et bedre miljø.
Så jeg er bestemt tilhænger af, at vi prøver noget. Men jeg har også været med længe nok til at kende forskel på et anlæg, der kan producere dyr, og et anlæg, der kan producere et overskud.
Allerede i EuroShrimp var problemet tydeligt. Vandet kunne vi rense. Det kostede selvfølgelig penge, men teknikken kendte vi. Det vanskelige var at få tilstrækkeligt mange rejer ud af anlægget.
Ål kan man holde tæt. Rejer er en anden historie. De skal have overflader at opholde sig på, og de kan finde på at æde hinanden, især omkring skalskiftet. Vi overvejede hylder, kunstige planter og avl mod mindre aggressiv adfærd. Vi ville have rejerne til at bruge højden i bassinerne. Et dyrt hus med varmt vand og ganske få kilo rejer bliver aldrig nogen god forretning.
Hvad er der kommet ud af forsøgene?
Der er faktisk kommet rejer ud af dem. Det skal man ikke tale ned.
Som det fremgår af det vedlagte statusnotat, har flere europæiske anlæg produceret og solgt fra få tons til nogle få snese tons om året. White Panther i Østrig oplyste eksempelvis omkring 35 tons i årlig produktion i 2025. Andre virksomheder bygger større anlæg og annoncerer større kapaciteter. Men vi skal holde orden på begreberne: En planlagt kapacitet er ikke en høst.
Der er også kunder, som vil betale godt. White Panther oplyste omkring 80 euro/kg i gennemsnit for sine friske rejer på specialmarkedet. Alligevel er økonomien vanskelig. SwissShrimp gik konkurs i 2025, og HanseGarnelen kom samme år i insolvensbehandling.
Der er endnu ikke dokumenteret reel lønsomhed i nogen af projekterne i det gennemgåede materiale, når drift, afskrivninger og finansiering medregnes. Man har altså demonstreret produktionen. Det samlede økonomiske regnestykke mangler stadig.
Imens producerer de etablerede rejefarme i Latinamerika og Asien løs. EU importerede i 2024 frosne varmtvandsrejer til gennemsnitligt 6,06 euro/kg. Fra Ecuador var gennemsnitsprisen 5,14 euro/kg.
Det er importpriser, ikke priser over disken, og frosne importrejer er ikke samme vare som helt friske, lokale rejer. Men det er det alternativ, kunderne har. Man kan godt få en kok til at betale en høj pris for en særlig god reje. Det er en anden opgave at afsætte en stor årsproduktion til den pris.
Til rejernes fordel taler den korte produktionstid. De kan blive salgbare på få måneder, langt hurtigere end mange opdrætsfisk. Det betyder færre penge bundet i levende dyr og kortere tid, hvor det enkelte hold kan gå tabt. Det er en reel fordel, som vi naturligvis skal have med.
Min vurdering – og et råd til Simon fra Nordic Shrimp
Jeg har ikke brugt mit arbejdsliv på akvakultur for nu at sidde og sige nej til nye idéer. Den disciplin klarer miljøbureaukratiet rigeligt godt uden min hjælp.
Men begejstring gør det ikke alene. Næsten alt kan lade sig gøre, hvis man har penge nok. Spørgsmålet er, om pengene kommer tilbage.
På det grundlag, vi har nu, er jeg skeptisk. Vi har stadig ikke dokumenteret, at vi kan få rejerne til at vokse hurtigt ved så høje tætheder og med så god overlevelse, at et nordeuropæisk anlæg bliver en lønsom forretning. Det var den nød, Jacob og jeg forsøgte at knække for snart tyve år siden. Den ligger der endnu.
Hvis nogen har en løsning, der ændrer det regnestykke, vil jeg meget gerne se den. Flere salgbare kilo fra det samme anlæg ville være interessant. Flere rejer, som vokser langsomt eller æder hinanden, er det ikke.
Jeg har for nylig talt med den sympatiske mand bag Nordic Shrimp, Simon Lauritsen. Jeg kan godt lide, at nogen har lyst til at skabe en produktion og vil gøre arbejdet for at få den til at lykkes. Det er sådan, vi kommer videre. Men mit råd til Simon er også at være hård ved sit eget projekt, før han går All-In.
Jeg ved godt, hvor svært det er. Når man har brugt år på en idé, bliver den ens egen på mere end én måde. Man har lagt penge, arbejde og stolthed i den. Så bliver man let ved lidt længere, end tallene egentlig berettiger til.
Men de penge, der allerede er brugt, bliver ikke reddet ved at bruge nogle flere. Hvis forsøgene og regnestykkerne bliver ved med at pege på en dårlig forretning, skal man holde op.
Det gælder også dig, Simon. Din viden om recirkulation og opdræt kan bruges andre steder, hvis rejerne ikke kan betale regningerne. Det ville være ærgerligt at opgive et spændende projekt. Det ville være langt mere ærgerligt at ødelægge sin økonomi, fordi man ikke kunne få sig selv til at stoppe.
Vedlagt: Statusnotat om rejeopdræt i europæiske recirkulationsanlæg med kilder samt Jacob Bregnballes og mit oprindelige EuroShrimp-forslag fra december 2006.
