Da jeg var dreng, var jeg en rigtig læsehest. Dengang var voksne bekymrede for, om børn kunne tage skade af at læse for meget. I dag er det skærmene, der bekymrer. Hver tid har åbenbart sin teknologi, som børn helst ikke må blive for optaget af.
En af mine yndlingsforfattere var Rudyard Kipling. Jeg slugte Junglebogen og hans fortællinger, især Rikki-Tikki-Tavi om den lille mangust, der bekæmper kobraerne.
Læs The Jungle Book
Læs Rikki-Tikki-Tavi
Mange år senere fik jeg historien genopfrisket, da jeg boede i Thailand. På markederne kunne man købe manguster, og jeg var fristet til at anskaffe mig en. Vi havde nemlig en del slanger omkring huset i Bangkok. Det blev dog aldrig til noget. Til gengæld viste vores kat: Popper, som et kvikt pattedyr, sig at være ganske ferm til at tage kampen op med kobraslangerne.
Det var først som voksen, jeg for alvor begyndte at interessere mig for Kiplings digte.
Det mest berømte – og i dag nok også mest forkætrede – er The White Man’s Burden fra 1899.
Kipling var imperialist. Men jeg synes, det er for enkelt bare at stemple ham som racist og dermed lukke diskussionen.
Hans grundlæggende tanke var, at kulturer og civilisationer ikke fungerer lige godt. Nogle samfund har opbygget stærkere institutioner, bedre retssystemer, mere uddannelse, mere tillid og bedre politiske traditioner end andre.
Det mener jeg sådan set stadig er rigtigt.
Kolonialisme er heller ikke et så entydigt begreb, som det ofte fremstilles. Der var brutal udbytning og undertrykkelse, men kolonimagterne efterlod også mange steder administration, jernbaner, skoler, retssystemer og andre institutioner.
Og man må efter min mening godt stille det ubekvemme spørgsmål, om nogle lande blev selvstændige, før de havde fået opbygget de institutioner, der skal til for at drive en moderne stat.
Det er ikke et argument for, at afrikanere eller asiater ikke kunne styre sig selv. Tværtimod. Det er et argument for, at kultur og institutioner betyder enormt meget for menneskelig udvikling.
Så er der det helt anderledes digt If—.
En af mine yndlingslinjer er:
“If you can trust yourself when all men doubt you”
Den passer efterhånden ganske godt på mig.
Jo ældre jeg bliver, desto mindre interesserer det mig, hvor mange mennesker, der mener noget andet end mig. Det betyder ikke, at jeg altid har ret. Men flertal er ikke et argument. Det interessante er at prøve at finde ud af, hvad der faktisk er rigtigt og forkert.
En anden passage er jeg langt mindre begejstret for:
“If you can make one heap of all your winnings
And risk it on one turn of pitch-and-toss”
Det ligger mig meget fjernt.
Jeg har altid levet efter det modsatte princip: Man sætter ikke det hele på ét bræt. Risiko skal have en størrelse, så man stadig beholder skjorten, hvis man tager fejl.
Det gælder også investeringer. Enhver kan blive rig, hvis han gearer voldsomt og rammer rigtigt én gang. Problemet er, at han også kan blive ruineret.
Men Kiplings næste pointe holder: Hvis man alligevel mister det hele, skal man kunne rejse sig og begynde forfra.
Det håber jeg, at jeg selv ville kunne.
Det er måske netop derfor, Kipling stadig er værd at læse. Ikke fordi man skal være enig med ham i alt, men fordi han skriver om mod, pligt, kultur, nederlag, selvstændighed og evnen til at stå fast.
Som dreng fandt jeg det hos Mowgli og Rikki-Tikki-Tavi.
Som gammel mand finder jeg det i The White Man’s Burden og If—.
