Den sang har vi hørt mange gange før. Når der opstår et miljøproblem, er der næsten altid nogen, der straks mener, at løsningen er flere målinger, flere analyser, flere databaser og mere kontrol. Det lyder jo umiddelbart både seriøst og ansvarligt, for hvem kan være imod mere viden? Problemet er bare, at man alt for let kommer til at forveksle viden om et problem med løsning af problemet.
Man kan ikke måle sig ud af problemerne. Man skal handle sig ud af dem.
Det nye borgerforslag om spildevandsoverløb er et glimrende eksempel på denne tankegang. Forslaget lægger op til måling på samtlige cirka 20.000 udløbspunkter og til systematiske kemiske analyser. Det er klassisk kommando-kontrol-regulering: først beslutter man, at alle skal måles, og bagefter kan man så begynde at overveje, om det egentlig giver mening alle steder.
Sådan bør liberale mennesker efter min mening aldrig tænke.
Hvis man tager forslaget alvorligt og forestiller sig målestationer ved alle 20.000 punkter samt eksempelvis 12 kemiske prøver om året, taler vi meget groft om en regning i størrelsesordenen 2 milliarder kroner om året. Det er ikke småpenge, og derfor er det egentlig temmelig bemærkelsesværdigt, at man kan promovere et sådant forslag uden først at stille det mest elementære spørgsmål: Hvad koster det, og står den ekstra viden overhovedet mål med regningen?
Det er jo netop dér, den liberale prøve består. Man kan ikke som liberal gå ind for nye krav, nye kontrolsystemer og potentielt meget store udgifter, uden samtidig at interessere sig for omkostningen og for, hvad man faktisk får for pengene.
Jeg skrev om præcis den samme tankegang allerede i 1996 i Vand & Jord. Dengang var der politisk bekymring over badevandskvaliteten, og løsningen skulle som så ofte være flere målinger. Min indvending var enkel: Hvis vi allerede ved, at problemet i høj grad skyldes spildevandsoverløb, hvorfor skal vi så bruge stadig flere penge på at konstatere problemet igen og igen, hvis de samme penge i stedet kan bruges på at mindske overløbene?
Det er i virkeligheden en ret enkel økonomisk og miljømæssig betragtning. Målinger kan være nødvendige, og nogle steder er de afgørende. Men målinger er ikke gratis, og de har ikke nogen værdi i sig selv. Værdien opstår kun, hvis den viden, man får, gør os i stand til at træffe bedre beslutninger.
Derfor bør vi selvfølgelig måle, men vi skal gøre det intelligent og kosteffektivt. Vi bør måle de store stofstrømme ordentligt, følge de største udledninger tæt og koncentrere indsatsen dér, hvor recipienterne er følsomme, eller hvor usikkerheden faktisk betyder noget. På mindre og mindre betydende kilder kan stikprøver, modeller og målrettede målekampagner meget vel være tilstrækkelige.
Og så skal resten af pengene bruges på det, der rent faktisk forbedrer miljøet: sparebassiner, bedre styring, kloakseparering og andre konkrete tekniske løsninger.
Det er egentlig hele pointen. Alt for mange tror, at hvis bare vi måler nok, så har vi også gjort noget ved problemet. Men sådan fungerer den virkelige verden ikke.
Miljøpolitik er ikke at dokumentere problemerne ihjel. Det er at løse dem.
Jeg forstår i øvrigt udmærket frustrationen hos de mennesker, der står bag borgerforslaget. Der har i mange år været en enorm opmærksomhed på landbrugets udledninger, mens de kommunale spildevandsudledninger og regnbetingede overløb langt fra har fået den samme politiske og mediemæssige bevågenhed. Derfor kan jeg sådan set godt forstå ønsket om at få bedre styr på, hvor meget der faktisk kommer ud fra kloaksystemerne.
Problemet er bare, at man har valgt en meget dårlig løsning. Man svarer på en reel skævhed i debatten med et forslag om massiv, ensartet og dyr måling over hele landet. Det er netop den slags kommando-kontrol-tænkning, man burde være på vagt over for.
Et langt bedre forslag ville have sagt noget i retning af dette:
Danmark skal have bedre styr på de faktiske udledninger fra spildevandssystemerne. Målingerne skal gennemføres risikobaseret og kosteffektivt, så de største stofstrømme og de væsentligste miljøpåvirkninger bestemmes med størst sikkerhed. Måleindsatsen skal hele tiden vurderes i forhold til, om pengene giver større miljøgevinst ved konkrete reduktionstiltag.
Det kunne jeg godt skrive under på.
For det afgørende er ikke, hvor meget vi måler. Det afgørende er, hvor meget miljø vi får for pengene.
Note om beregningen: Miljøstyrelsens MUDP-rapport angiver ca. 39.000 kr. i årlig drift og tidsforbrug pr. målested. Ved 20.000 målesteder svarer det til ca. 780 mio. kr. om året. Hvis der dertil regnes med 12 laboratorieprøver årligt á ca. 5.000 kr. pr. sted, bliver det yderligere 1,2 mia. kr. – altså i alt knap 2 mia. kr. om året. Hertil kommer ca. 720 mio. kr. i engangsudgift til etablering af flowmålere.
For at få bymennesker til at forstå deres egen tilførsel og belastning tror jeg ikke man kommer udenom mange store målingsrapporter.
Moderne journalistik består jo i høj grad af hvad man kan beskylde en (oftest mindre) gruppe for. For at dreje fokus hen hvor den reelt hører hjemme, må man have tal, der viser, at mængden, altså antallet af bidragydere, som vi alle er del af, har den største virkning, i dette tilfælde på den dårlige måde.