Jeg kommer selv fra Ollerup på Sydfyn.
Da jeg var ung, flyttede jeg til København. Ikke fordi jeg havde noget imod Sydfyn, men fordi jeg ville på DTU og være kemiingeniør. Det var dér, mulighederne var. Senere blev jeg hængende, fordi det også var dér, jeg kunne få det arbejde, jeg gerne ville have.
Og så fandt jeg jo min herlige hustru, fru Inge.
Det er sådan, verden fungerer.
Folk flytter derhen, hvor uddannelserne er, hvor arbejdet er, hvor virksomhederne er, hvor kulturen er, hvor vennerne er — og hvor kæresterne er. Det er ikke en dansk særhed. Det er en global megatrend.
Alligevel har vi herhjemme fået den mærkelige idé, at staten skal bekæmpe den.
Vi skal åbenbart have folk til at bo bestemte steder. Derfor har vi kommunal udligning, befordringsfradrag, særordninger, støtteprogrammer og en hel industri af bekymring over det såkaldte Udkantsdanmark.
Jeg synes, vi skal vende det hele om.
Folk må bo lige præcis, hvor de vil.
Staten skal blande sig udenom.
Vil man bo midt i København, så fint. Vil man bo i Ollerup, på Langeland eller ude på en lille ø, så også fint.
Men vil man bo et sted, hvor det er dyrt og besværligt at levere transport, veje, skole, læge, kloak og anden service, så må man også selv betale den regning.
Hundrede procent.
Det er jo det, priser er til for. De fortæller os, hvad vores valg koster.
Hvis jeg vælger at bo 80 kilometer fra mit arbejde, hvorfor skal naboen så gennem skatten være med til at betale min transport? Hvis jeg vælger at bo et sted, hvor det koster en formue at levere offentlig service, hvorfor skal andre så betale ekstra for mit geografiske valg?
Bo hvor du vil.
Men betal selv.
Til gengæld skal staten så også holde op med at forhindre folk i at bo dér, hvor de faktisk gerne vil bo. Hvis flere mennesker vil bo i og omkring de store byer, så må vi bygge dér. Højere, tættere og mere.
Man kan ikke både gøre det svært at bo tæt på arbejdspladserne og bagefter betale folk for at pendle langt til dem.
Det er jo vanvid.
Og der er ovenikøbet en smuk sidegevinst.
Hvis flere mennesker bor tæt i de store byområder, kan andre dele af Danmark få mere plads til landbrug, skov og rigtig vild natur. Vi behøver ikke sprede boliger, veje og offentlig infrastruktur ud over hver eneste kvadratkilometer bare for at kunne sige, at hele landet er lige meget beboet.
Det er ikke naturgivent.
Det er politik.
Så lad os holde op med at klynke over Udkantsdanmark.
Jeg flyttede selv fra Ollerup, fordi København havde noget, jeg gerne ville have: DTU, arbejde — og som bonus fru Inge.
Andre flytter den modsatte vej, fordi de vil have fred, plads og natur.
Begge dele er glimrende.
Staten skal bare holde op med at bestemme, hvor vi bør bo — og holde op med at sende regningen videre til andre.
Tillæg: Hvad ville det betyde for Danmarks velstand?
Det oplagte spørgsmål er selvfølgelig: Er alt dette bare liberal æstetik, eller er der faktisk penge i det?
Mit bedste bud er, at der er ganske mange.
Der findes ikke nogen dansk beregning af præcis det eksperiment, jeg foreslår: Fjern de økonomiske incitamenter til at bo ét bestemt sted, fjern samtidig de unødvendige hindringer for at bygge og bo dér, hvor folk faktisk gerne vil være, og lad transport, jord og boliger afspejle deres reelle samfundsøkonomiske omkostninger.
Men vi ved en hel del om de enkelte mekanismer.
OECD konstaterer i sin Danmark-analyse fra 2026, at boligudbuddet reagerer meget dårligt på stigende efterspørgsel netop i hovedstadsområdet. Huslejereguleringen reducerer mobiliteten, og bygge- og planrestriktioner forhindrer den fortætning, som efterspørgslen ellers ville fremkalde. Resultatet er dårligere match mellem mennesker, boliger og arbejdspladser.
Og det koster produktivitet. Internationale OECD-studier finder, at når en by bliver 10 procent større, stiger produktiviteten for den samme type arbejdskraft typisk med omkring 0,2-0,5 procent alene på grund af såkaldte agglomerationsfordele: bedre jobmatch, mere specialisering, større markeder og hurtigere udveksling af viden.
Der kommer så yderligere gevinster fra et bedre fungerende boligmarked. OECD’s nyeste analyse finder eksempelvis, at lempelse af meget stramme lejereguleringer kan øge både beskæftigelse og produktivitet over nogle år. Og den internationale litteratur viser, at begrænsninger på boligbyggeri i de mest produktive byområder kan have betydelige makroøkonomiske omkostninger. Et kendt amerikansk studie anslår, at boligrestriktioner i højproduktive byer har kostet flere procent af samlet BNP; det tal kan selvfølgelig ikke uden videre overføres til Danmark.
Danmark har i 2025 et BNP på omkring 3.119 mia. kr.
På baggrund af den internationale litteratur og de dokumenterede danske boligmarkedsproblemer vil jeg derfor sætte et forsigtigt størrelsesinterval på, at en gennemgribende liberalisering af vores geografiske økonomi på langt sigt kunne løfte dansk BNP med omkring 1-3 procent i forhold til, hvor det ellers ville have ligget.
Det svarer i dagens økonomi til omkring 30-95 mia. kr. om året.
Det er et skøn, ikke resultatet af en dansk makroøkonomisk model. Men størrelsesordenen er efter min vurdering langt mere realistisk end enten at antage, at effekten er nul, eller at lægge alle regionale tilskud sammen og kalde dem et samfundsøkonomisk tab.
Og der er en vigtig finesse: Vi bliver ikke ved med at få 1-3 procent ekstra vækst hvert år.
Gevinsten kommer gradvist, efterhånden som mennesker flytter, virksomheder ændrer placering, der bygges flere boliger, og arbejdskraften finder hen til de steder, hvor den er mest produktiv.
Hvis eksempelvis gevinsten på 1-3 procent bliver realiseret over 15 år, svarer det omtrent til, at den årlige BNP-vækst i overgangsperioden bliver 0,07-0,20 procentpoint højere.
Det lyder måske beskedent.
Det er det ikke.
En permanent forbedring af produktivitetsniveauet på blot et par procent er i en økonomi på godt 3.000 milliarder kroner enorme penge. Og i modsætning til en hel del regionalpolitik kommer gevinsten ikke af, at staten bruger flere penge.
Den kommer af, at staten holder op med at bruge penge og regler på at få mennesker til at befinde sig de forkerte steder.
Mit centrale skøn er derfor omkring 2 procent højere BNP på langt sigt – godt 60 mia. kr. om året i dagens priser.
Ikke fordi København er finere end Ollerup.
Men fordi mennesker, virksomheder og priser som regel er bedre til at finde ud af, hvor mennesker og virksomheder skal være, end Christiansborg er.
Forbehold: Intervallet på 1-3 procent er mit eget skøn. De nævnte studier dokumenterer ikke en samlet dansk gevinst i denne størrelsesorden. OECD finder en positiv beskæftigelseseffekt af lempeligere lejeregulering, mens produktivitetseffekten i hovedanalysen er statistisk usikker.
Kilder og baggrund
- FN: World Urbanization Prospects 2025
- Skattestyrelsen: Kørselsfradrag
- Kommunal udligning og generelle tilskud 2026
- OECD: Danmark 2026 – et mere effektivt boligmarked
- Danmarks Statistik: Samlet nationalregnskab
- OECD: Produktivitet og bystørrelse
- OECD 2026: Effekter af strukturreformer, side 49
- Hsieh og Moretti: Housing Constraints and Spatial Misallocation
