Min gode ven og mangeårige kollega inden for vandmiljøområdet, civilingeniør Hans Schrøder, har anmeldt 80 år med mad & miljø i form af en tale. Hans er en af de internationale pionerer inden for miljøhydraulik – på engelsk environmental hydraulics – hvor man undersøger, hvordan vandets bevægelse og opblanding påvirker vandmiljøet.

Vi har kendt hinanden og arbejdet sammen siden begyndelsen af 1970’erne. Hans har blandt andet arbejdet på DHI og Vandkvalitetsinstituttet (VKI), og han har undervist miljøingeniører i Thailand. På VKI skrev han i 1984 den banebrydende rapport Udviklingen i kvælstoftabene fra dansk landbrug og konsekvenserne for vandmiljøet. Den blev siden brugt i det faglige grundlag for vandmiljøplanen.

Illustration af Hans Schrøder med en bog ved en model af et vandløb.

Du kan læse mere om Hans’ arbejde i hans artikel Kunsten at balancere og undgå tab og i Vandrammedirektivet og stofkredsløbene. Hans’ rapport fra 1984 er omtalt i DMU’s rapport om kvælstofstrømme i dansk landbrug.

Tale til Karl Iver Dahl-Madsen i anledning af hans 80-års fødselsdag

Af Hans Schrøder, oktober 2026

Du foreslog, at jeg anmeldte din bog med de firs tekster om mad og miljø, som du kalder dem. Jeg har valgt at gribe opgaven an ved at holde en tale med udgangspunkt i din bog.

Du er kemiingeniør. Jeg er bygningsingeniør. Jeg nævner det, for jeg ved, at ingeniører, qua deres uddannelse, har det med at insistere på, at verden er et sted, hvor naturlovene og matematikkens regler bestemmer. Ingeniører er naturvidenskabsfolk, der søger sandheden. Politikere vedtager den.

Vi er begge af den gamle skole. Da vi mødtes i begyndelsen af 70’erne, surfede vi på den bølge af opmærksomhed på miljøet, der opstod på det tidspunkt, ikke mindst da det første miljøministerium blev oprettet i 1971. Dengang var vore to institutter, VKI og DHI, små, og vi var unge. Skæbnen ville, at vi stod i første række, da institutterne begyndte at klæde sig på til et nyt stort forretningsområde: miljøundersøgelser, herunder især eutrofieringsundersøgelser.

Som repræsentant for DHI var det min opgave at finde ud af, hvordan vandet løb, og da vand altid løber nedad, er det ikke så svært. Som repræsentant for VKI var det din opgave at sige noget om reaktioner, koncentrationer og vandkvalitet, hvilket er betydeligt vanskeligere. Med den arbejdsdeling gennemførte vi flere store fjordundersøgelser, der alle viste, at landbruget var langt den største kvælstofkilde. Men da landbruget ikke var omfattet af miljølovgivningen, var der ikke noget at gøre ved det.

Illustration af Hans Schrøder og Karl Iver Dahl-Madsen som unge ved Odense Fjord, hvor de undersøger vandets strømning og kvælstoffet.

I begyndelsen af 1980’erne var der alvorlige iltsvind med opskyl af dynger af døde fisk på strandene, og i 1986 kulminerede bekymringen for, at iltsvind skulle tage livet af havet omkring Danmark. Folketinget vedtog derfor, at kvælstofudledningen fra Danmark skulle halveres og fosforudledningen decimeres. Det udmøntede sig som bekendt i den første Vandmiljøplan i 1987 og et medfølgende, omfattende måleprogram (som senere blev videreført i NOVANA) med det formål at overvåge virkningen på havets tilstand og rådgive politikerne, hvis der opstod problemer.

Alt det ved du godt, men jeg anfører det alligevel af hensyn til dem, der læser med.

Hvor landbruget et årti tidligere ikke var med i forureningsbekæmpelsen, som det hed dengang, var det nu i høj grad inddraget. Eutrofiering kom højt på dagsordenen. Forretningsområdet eutrofieringsundersøgelser blev meget stort, og det kunne have været endnu større, hvis jeg ikke havde blandet mig i debatten og derved nedkaldt både landbrugets og miljøministeriets vrede over mig og institutterne. Som du sikkert husker, kontaktede jeg Jørgen Hornemann og lod ham vide, at vi (VKI) ikke var enige med landbrugsminister Niels Anker Kofoed, da han, så sent som i 1983, bedyrede, at landbruget ikke spillede nogen rolle, hverken for overflade- eller grundvandet.

I hele forløbet fra begyndelsen af 70’erne frem til 1989, hvor jeg for en tid (seks år) forlod Danmark, var vi brødre i ånden, og det er vi på sin vis stadig. Det er en fornøjelse at læse i din bog. Når du fx skriver, at vi skal bruge den viden, vi allerede har, er det som talt ud af mit hjerte. Og når du skriver, at du foretrækker regnestykker frem for følelser og fornemmelser, er jeg fuldstændig enig. Og når du beder om renere teknologi, mindre spild, bedre foderudnyttelse, mere værdi per kg udledt kvælstof, mere fornuft og mindre moralteater, udbryder jeg: Lad os råbe det ud over byens tage!

Desuden er jeg enig i dine betragtninger om behovet for at fremme akvakultur og er, som du, harm over, at der lægges hindringer i vejen for et erhverv, der kunne være et ressourcebesparende supplement til produktionen af landbrugsvarer.

Langt hen ad vejen deler jeg også din teknologioptimisme. Du ser muligheder, hvor andre hellere lader sig martre af indbildte problemer.

Du har måske nok større tillid til komplicerede modeller à la DHI’s tredimensionale af slagsen. Jeg ser hellere, at vi prøver at forenkle problemet så langt, at det er muligt at opstille regnskaber, der er så enkle, at alle kan forstå dem. Men lad det ligge.

På trods af dine (og mine) forsøg på at banke lidt fornuft ind i debatten, har det ikke rigtig nyttet noget. Det har ikke gjort indtryk på »Borgen«. Debatten fungerer, som den altid har gjort; den er politiseret, den er baseret på følelser og gætterier snarere end fornuft og ingeniørberegninger. Det er stadig aktivister, hvad enten de er professorer, chefer for interesseorganisationer eller, på det seneste, endog ministre, der sætter debattens og miljøpolitikkens dagsorden.

Du blev tilhænger af Bjørn Lomborg før de fleste. Lomborg siger, vi må prioritere: Vi har en pose penge, der kun kan bruges én gang, og vi må vælge, hvad den skal bruges til. Det er fuldstændig banalt, og man skulle ikke tro, der var behov for at sige det. Men det er der.

Men når vi har valgt det rigtige, må vi gøre det rigtige rigtigt. Med andre ord: Det er ikke nok at prioritere, vi må også optimere. Hvis vi fx vælger at bygge en bro, er opgaven at få mest bro for pengene. Hvis vi vælger at forbedre vandmiljøet, er opgaven at få mest miljø for pengene. Det er også banalt, og man skulle ikke tro, der var behov for at sige det. Men det er der i høj grad, og det er her, du kommer ind i billedet.

Enhver afvigelse fra princippet om mest for pengene gør os fattigere og miljøet ringere, end det havde behøvet at være. Og nu, hvor vi allerede har truffet elendige beslutninger på landbrugs- og miljøområdet og er hastigt på vej til at træffe katastrofale beslutninger, er der mere end nogensinde brug for dig.

Thomas Jefferson (1743-1826) skal have sagt, at demokratiet er den bedste styreform. Og så tilføjer han: Når vi ser, at det ikke fungerer, så er opgaven ikke at afskaffe, men at forbedre det.

Det er dybest set det, du prøver at gøre på miljøområdet. Jeg beundrer den energi og vedholdenhed, du lægger for dagen, og jeg håber, at du holder dampen og modet oppe. Danmark har brug for dig. Tillykke med de 80 år!

Hans Schrøder
Oktober 2026

Del med glæde

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.

Verified by MonsterInsights