I 2010 holdt jeg et foredrag i Peking om Københavns miljøhistorie, Water Quality Management in Major Cities, og fik bl.a. beskrevet, at miljøet i København nåede sit lavpunkt i 1850’erne, og siden er det gået godt fremad. Så godt, at vi nu trygt kan bade i Københavns havn. Endvidere, at kraftig økonomisk vækst nødvendigvis udøver et tryk på naturen og miljøet, men at rigdom på penge og viden samtidig er afgørende forudsætning for, at naturen og miljøet kan opfylde de mål, vi opstiller til menneskenes gavn. Fattigdom er dens største trussel for naturen og miljøet, og det bedste vi kan gøre, er derfor at sætte fuld damp på den økonomiske udvikling og ikke, som i Danmark, lade væksten kunstigt begrænse alt for rigide og overrestriktive reguleringer og prohibitivt høje afgifter.
Diskussionen er aktuel nu med Natur- og Landbrugskommissionen, som prøver at løse cirklens kvadratur, ved at forsøge at sætte gang i væksten uden nogen negative konsekvenser for miljøet nogen steder og på nogen tidspunkter. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Hvis den danske biologiske produktion skal genoprette sin andel af, og derefter vokse i samme takt, som verdensmarkedet for mad og ikke-mad produkter, må der nødvendigvis i en periode og i nogen robuste områder accepteres et øget aftryk på miljøet. Til gengæld bliver der så tjent penge nok til at landbruget aktivt kan bidrage til en målrettet indsats for naturen og miljøet, der virkelig gør en forskel.
