Når en kultur vender sig mod det, der holder den i live
En civilisation kan ikke i længden foragte dem, der producerer dens mad, og samtidig holde op med at producere nye mennesker
En civilisation kan ikke i længden foragte dem, der producerer dens mad, og samtidig holde op med at producere nye mennesker
Videnskaben lover os ikke alvidenhed. Den giver os blot den mindst dårlige metode til at skelne mellem det, vi ved, det, vi tror, og det, vi bilder os ind.
Der findes reelle eksistentielle farer. En af dem er en fundamentalistisk verdensregering, som standser vækst, teknologi og menneskelig udfoldelse.
Vi skal ikke tilbage bag litiumbjergene. Vi skal igennem dem med åbne øjne, bedre teknologi, stabil energi og færre grønne eventyrfortællinger.
En digital tvilling — eller en virtuel verden — er Galadriels spejl med regnekraft. Den viser ikke sandheden med stort S. Den viser mulige fremtider, så vi kan træffe bedre beslutninger i den virkelige verden.
Det kan da godt være, at nogen mister appetitten, når de ser, hvordan pølser bliver lavet. Men hvis pølsen smager godt, så spis den dog.
Moderniteten er den største materielle forbedring af menneskelivet i historien. Den skal ikke fordømmes af velnærede pessimister, der forveksler deres egen uro med verdens faktiske tilstand. Den skal videreudvikles af mennesker, der både kan føle, tænke og regne.
Det interessante er, at fremskridtet ikke kom af fromme hensigter alene. Det kom af rør, kloakker, rent drikkevand, kemisk gødning, bedre fødevarer, færre infektioner og mere protein i kosten.
Hvis vi bruger al vores politiske ilt på gylle og grise, mens AI og rumfart forandrer verden, svarer det til at diskutere hestepærer på landevejen, mens de første jernbaner bliver anlagt.
Earth Day bygger stadig på en gammel fortælling om mennesket som en belastning. Men min egen erfaring og mødet med Julian Simons The Ultimate Resource lærte mig noget andet: Det er menneskets ideer, opfindsomhed og arbejdsomhed, der har gjort verden rigere, sundere og mere menneskelig.