Kurt Malmbak Kjeldsen er gået bort alt for tidligt i en alder af kun 71 år.
Han var en af de helt store pionerer inden for dansk akvakultur. Han startede sit virke allerede i slutningen af halvfjerdserne med at udvikle et havbrugskoncept med roterende cylindriske bure, for at modvirke begroning.
Men han fandt hurtigt ud af, at det var en bedre forretning at producere fiskene. Og byggede ved hårdt arbejde og med stort slid Musholm A/S op sammen med sin gode ven & partner gennem mange år, Niels Dalsgaard.
Et stort gennembrud for virksomheden kom i begyndelse af dette årtusinde, da man fik tilladelse – som det første og eneste danske havbrug – til en produktion af 2.000 tons fisk på en ”off-coast” lokalitet i Storebælt vest for Musholm. En fremsynet beslutning, der både sikrede store mængder godt og frisk vand til fiskene og at havbrugets miljøpåvirkning blev ubetydelig lille.
En fremsynet beslutning, der både sikrede store mængder godt og frisk vand til fiskene og at havbrugets miljøpåvirkning blev ubetydelig lille
Men det sled på nerverne og humøret med den konstante kamp mod træske miljøbureaukrater og den stadige risiko for sygdom, uheld & svingninger i priser – At have alle sine penge svømmende rundt bag et tyndt fiskenet ude i Storebælt midt i en novemberstorm kræver nerver af stål – Og på et tidspunkt solgte Kurt derfor sin andel i virksomheden til en god handelspartner, Okamura Foods Co. Ltd., som nu er hovedejer af Musholm. Salget indbragte en betydelig sum penge, som sikrede en alderdom i tryghed for Kurt og hans familie.
Kurt kørte på med nye aktiviteter, både med ledelsesjob i branchen og også i et samarbejde med Instituttet for fremtidsforskning, hvor han var bestyrelsesmedlem i en vigtig fase af IFF’s historie. IFF var næsten kørt i sænk af dårlig ledelse, havde (stor) negativ egenkapital og var på randen af konkurs på grund af manglende likviditet. Med sin kontante, forretningsmæssige facon var Kurt med til at få vendt skuden, så IFF nu er en velkonsolideret virksomhed, med en ledelse, der forstår at lave forretning.
Kurt var en livsnyder, som ikke lagde skjul på, at han lavede forretning for at tjene penge og leve det gode liv. Ved et berømt foredrag på min gl. fine arbejdsplads DHI chokerede han den bløde, grønne, ”politisk korrekte” del af forsamlingen ved at pege på sine sko, og nævne, at de var håndsyet i Italien og havde kostet kassen, og at ønsket om at tjene (mange) penge og leve livet er en vigtig og nødvendig drivkraft for mennesker & samfund.
Kurt var i ordets bedste betydning et renæssancemenneske, og er gået alt for tidligt bort.
Æret være hans minde.
De bedste hilsener til Kurts efterladte fra
Karl Iver Dahl-Madsen
Fhv. formand for Dansk Akvakultur & IFF, mangeårig ven & samarbejdspartner.
Pingback: En af Dansk Akvakulturs største pionerer er pludselig gået bort – Dit Kalundborg